

Se billedserie
Tager Vordingborg Kommune overbetaling for mad og wc-papir til ældre på plejecentrene?
Det tror Charlotte Bagge fra Helsingør, der er opvokset i Vordingborg, og som har en mor på plejehjemmet Rosenvang i samme by.
Hun har derfor bedt kommunen om aktindsigt i regnskaberne, men fået afslag af »konkurrencehensyn«. Men den begrundelse køber Ankestyrelsen ikke. For anden gang beder Ankestyrelsen nu kommunen om at komme med en bedre forklaring. Det fremgår af en skrivelse fra Ankestyrelsen til Charlotte Bagge.
- Host nu bare op med de regnskaber. Der er tale om den offentlige pengekasse, som alle borgere i Vordingborg Kommune har spyttet i, siger Charlotte Bagge.
Kommunen har sendt Charlotte Bagge de offentlige regnskaber. Dem har hun sammen med en person, der har mange års erfaring i storkøkkendrift, kigget nærmere på.
- Vi har regnet på priserne for råvarer, og tallene hænger ikke sammen. Vordingborg Kommune har tjent penge på maden. Vi er langt ud over det spørgsmål, og nu vil jeg bare gerne se det på skrift, siger Charlotte Bagge og tilføjer:
- Som borger skal man kunne stole på, at man ikke betaler mere for maden, end det koster at producere den.
Hun mener også, at kommunen tager for meget for to valgfrie servicepakker til de ældre, som blandt andet indeholder toiletpapir, vaskeklude og wc-rens.
Ifølge Ankestyrelsen er kommunens begrundelse om »konkurrencehensyn« for tynd.
Kommunen skal begrunde afgørelsen efter kravene i forvaltningsloven, såfremt kommunen helt eller delvist afslår aktindsigt, skriver Ankestyrelsen.
»Vi kan således ikke konstatere, hvilke nærmere retlige og faktiske overvejelser, der ligger bag afslaget på at få aktindsigt i de enkelte dokumenter, lyder det fra Ankestyrelsen.
Sjællandske har forsøgt at få en kommentar fra kommunens chef for Pleje og Omsorg, Susanne Johansen, men hun holder ferie.
Charlotte Bagge har dog en tyrkertro på, at hun nok skal få aktindsigt i regnskaberne.
- Hvis kommunen afviser mig, kender jeg en god advokat. Jeg skal nok nå i mål, lyder det med overbevisning i stemmen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her