

Se billedserie
Liget, der blev fundet lørdag kl. 12.41, kan være 85-årige Magnhild Hansen, der forsvandt sporløst 14. juni.
Liget er blevet fundet i et krat ved Mønvej nr. 48 ved den lokale skydebane uden for Skibinge syd for Præstø, og Magnhild Hansen boede i nr. 40. Begge adresser ligger tæt på Tubæk Å.
Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen vil ikke kommentere spekulationer om, at liget kan være Maghild Hansen, for det er så slemt tilredt efter at have ligget ude i det åbne i lang tid, at det ikke er muligt at identificere personen.
- Men vi får det undersøgt på Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet. Det gøres ved at tjekke tænderne og tage dna-prøver, siger Søren Ravn-Nielsen.
- Derudover interesserer vi os også om, om der mangler personer i området, tilføjer han.
Det er da heller ikke sikkert, at den afdøde person er Magnhild Hansen.
15. oktober forsvandt den demente 73-årige kvinde Vibeke Høien fra Plejehjemmet Solvang på Orevej i Vordingborg. Hun var i god form og kunne sagtens gå mange kilometer på kort tid.
Vibeke Høien havde tilknytning til Præstø.
Derudover kan det selvfølgelig være en helt tredje person.
Søren Ravn-Nielsen regner med at kende identiteten på den pågældende inden for en uges tid og lover at informere offentligheden.
Det var en privatperson, der fandt liget og henvendte sig til politiet.
At fundet blev gjort så tæt på Magnhild Hansens hjem, vækker undren hos Sofie Sønderup fra »Forsvundne Personer«.
- Det er en gåde. Politiet har gennemsøgt området flere gange, og det samme har vi bl.a. i samarbejde med Hundetjenesten. Tænk på hvor mange ressourcer der er brugt på at finde hende. Det er foruroligende, siger Sofie Sønderup, der dog glæder sig over, at liget er fundet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her