

Se billedserie
Vordingborg: Det gør ondt i kasseapparatet hos byens forretninger, at Vordingborg Festuge, som normalt finder sted i denne uge, er corona-aflyst. Over 100.000 gæster med dankort og fyldte pengepunge plejer at feste løs i uge 28.
Handelsstrøget er dog ikke helt dødt i denne uge. Der er faktisk flere mennesker end i en normal uge. Det kan man takke den lille gruppe af erhvervsdrivende, som i samarbejde med Bycentrum Vordingborg har stablet en slags mini-festuge på benene.
Der er live-musik, forretningerne lokker med tilbud fra udendørsboder, Othello Konditoriet laver deres berømte kanelsnegle, et futtog kører turister gennem byen, og der er lege-aktiviteter for børn.
- Der er ganske vist ingen musik om aftenen, men jeg synes, at der er god stemning, siger Charlotte Stage fra Stage Optik, der er en af hovedkræfterne bag mini-festugen.
Fra sin brilleforretning glæder hun sig også over, at der er liv i gaden.
- Vejret har indtil videre været med os, og jeg synes, at der er en del turister, siger Charlotte Stage.
Mini-festugen slutter på lørdag klokken 14.
Borre
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her