
I støttegruppen bag Kirkeskoven Egnshus accepterer man, at politikerne i Kultur, Idræt og Fritid (KIF) anbefaler, at Teaterhuset Vordingborg får brugsretten til Medborgerhuset i Vordingborg.
-Selvom jeg synes, at vores projekt om et egnshus er bedre, så er det fair nok, siger Jens Beck-Lauritzen fra styregruppen.
Han er dog alligevel skuffet over politikerne.
- Jeg blev meget overrasket over, at KIF-udvalget og borgmesteren i avisen (Sjællandske, red.) hurtigt var ude og byde teaterfolkene velkommen uden at have kontaktet os for at fortælle, hvem de indstiller, siger Jens Beck-Lauritzen.
Lagde selv på Facebook
Han peger på, at dysten om Medborgerhuset formelt slet ikke er afgjort endnu.
- Sagen skal op i kommunalbestyrelsen. Det kan man ikke være bekendt over for borgerne. Der er ikke fair, siger Jens Beck-Lauritzen.
Formand for KIF-udvalget Thorbjørn Kolbo (S) kan ikke genkende kritikken.
- Jeg havde i tirsdags efter mødet og beslutningen en længere telefonsamtale med Jens Beck-Lauritzen, siger Thorbjørn Kolbo.
Han hæfter sig også ved, at Kirkeskovens Egnshus selv hurtigt lagde nyheden ud på egen Facebookside.
- KIF-udvalgets beslutninger bliver offentliggjort i et referat på kommunens hjemmeside, og Kirkeskovens Egnshus var lynhurtige til at publisere det på Facebook, inden jeg talte med en journalist fra Sjællandske, siger Thorbjørn Kolbo.
Han afviser på det kraftigste, at han og borgmester Mikael Smed allerede har smidt nøglerne til Medborgerhuset i hænderne på teaterfolkene.
- Vi har ikke lykønsket nogen af parterne og sagt, at vi er klar til at tegne kontrakt. Vi har derimod fortalt om bevæggrundene for at anbefale Medborgerhuset til teaterfolkene. At der kommer liv og arbejdspladser, siger Thorbjørn Kolbo.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her