
Det gik hastigt ned af bakke for arrangørerne, da Stege og Omegns Lokalråd (SOL) fredag var vært ved det første af fem informations- og dialogmøder om rådets planlagte naturbaser ved Stege Nor.
Mødet blev holdt i Tøvelde Forsamlingshus og var specifikt tiltænkt borgerne i Tøvelde på grund af den påtænkte naturbase for enden af Kildestræde, men det ændrede ikke ved, at der blandt de 34 deltagere også var en hel del fra andre områder.
Mishagsytringerne føg gennem luften fra mødets begyndelse, så SOLs formand, Leif Iversen, dårligt kunne komme igennem sin indledning, og rådet måtte generelt undervejs i mødet lægge ryg til en del kritik om manglende inddragelse af borgerne, spørgsmål om, hvorvidt man overhovedet har mandat til at gennemføre et projekt som det påtænkte, og ytringer om bekymring for effekten på naturen ved Noret, hvis det i kraft af naturbaser pludselig bliver et endnu mere yndet udflugtsmål, end det er i dag.
Efter nogen tid faldt gemytterne dog til ro, og det lykkedes at få en relativt afdæmpet debat om emnet, som mundede ud i, at en af deltagerne påtog sig at undersøge, hvordan beboerne i Tøvelde overhovedet stiller sig til planen om en naturbase i byen.
Leif Iversen gjorde i den forbindelse opmærksom på, at man ikke er bundet op på den beskrivelse, der er sendt til Nordea-fonden, som støtter projektet med en million kroner:
- Pengene forsvinder ikke, fordi projektet ændrer sig, sagde SOL-formanden, inden han nogenlunde tilfreds med aftenens forløb kunne takke for fremmødet.
Næste møde om naturbaserne handler om planerne for en base i Svensmarke. Også dette møde holdes i Tøvelde Forsamlingshus, og det er fredag den 15. februar klokken 17.
Læs mere i Sjællandske lørdag
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her