

Se billedserie
Ny samlet plan skal blandt andet bane vejen for nye klubhuse på havnen i Præstø.
Det er noget, som de frivillige har set frem til længe, forklarede Nikolaj Reichel (S), da lokalplanen blev godkendt på det seneste kommunalbestyrelsesmøde.
- Lige nu er det et sammensurium af både, bådestativer, joller, skure, midlertidige opbevaringsfaciliteter og parkerede biler, fortalte han.
- Her ligger en god plan for, hvordan området kan komme til at se ud, så vi kan få klubsynergier i flotte rammer, tilføjede han.
Nikolaj Reichel har længe været en af de bærende kræfter i Præstø Kajak & Padle Klub, så det er ikke overraskende, at han støtter op om bedre rammer for foreninger på havnen, men også i den modsatte ende af byrådssalen var der opbakning til planerne.
- Det her er et forslag, der løser mange af de udfordringer, vi har skullet håndtere i forbindelse med bebyggelse på havnen, lød det fra Venstres Bo Manderup.
- Præstø Havn er jo et gammelt kulturmiljø, og det har derfor været os magtpåliggende, at vi i den her lokalplan fik taget hensyn til det forhold. Det synes jeg, vi er lykkedes med, lød det videre fra Bo Manderup, der roste den grundige borgerinddragelse, hvor man har brugt meget tid på at afveje de forskellige interesser på havnen.
- Vi er endt med en plan, der vil falde godt ind i det kulturmiljø, og som kan løse de udfordringer, der er i forhold til, at forskellige klubber på havnen gerne vil bruge mere tid på vandsport. Det synes jeg på alle måder er glædeligt, lød det fra venstremanden.
Han glæder sig også over, at den nye lokalplan ikke kommer til at samle støv. Allerede til næste år er der afsat 6 millioner kroner til at begynde byggemodning på havnen med yderligere 2,5 millioner kroner planlagt i 2022.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her