
Flere læsere har henvendt sig til Sjællandske for at høre, om det kan være rigtigt, at der i kampen mod coronavirus skal ligge et test- og vaccinationscenter i Stege, når Vordingborg er kommunens største by.
Den er god nok. Men der er ikke tale om en permanent løsning, og det er langfra alle, som skal køre til Møn. Sådan lyder det både fra borgmester Mikael Smed og Heino Knudsen, der er regionsrådsformand i Region Sjælland.
- Der arbejdes på flere vaccinationsmuligheder, siger Mikael Smed.
Det er uklart, hvilke målgrupper, der skal vaccineres i Mønshallerne. Region Sjælland har dog tidligere meldt ud, at ingen borgere skal have mere end 20 kilometer til nærmeste vaccinationscenter.
- De 20 kilometer gælder, når vi går i gang med at vaccinere den brede befolkning. Så er der ingen, der skal have mere end 20 kilometer. Det, synes jeg, er en pæn tilgængelighed, siger Heino Knudsen.
Rent geografisk må det betyde, at der kommer mere end et vaccinationscenter i Vordingborg Kommune, men ifølge Heino Knudsen er det endnu uvist, hvor borgerne skal køre hen for at blive stukket i armen.
- Vi er ved at lave en plan, hvor vi skal oprette vaccinationscentre, siger Heino Knudsen.
Hvornår vaccineringen af den brede befolkning finder sted, kan Heino Knudsen ikke svare på.
- Det handler udelukkende om, hvor mange vacciner vi får, siger Heino Knudsen med henvisning til den akutte mangel.
Tilbage til Stege og kritikken af det kommende test- og vaccinationscenter i Mønshallerne, som åbner 22. januar.
Mikael Smed oplyser, at kommunen af Region Sjælland blev bedt om at finde et sted, fordi regionen vil samle test og vaccinationer under et tag.
- Det er ene og alene Regions Sjælland, der bestemmer, hvor der skal være vaccinationscentre. Efter de kriterier, som vi fik oplyst af Region Sjælland, pegede min forvaltning på Mønshallerne, siger Mikael Smed, der ikke ser nogen egnede steder i Vordingborg inklusive Vordingborghallen.
Fredagens åbning af et kombineret test- og vaccinationscenter i Stege betyder samtidig, at det nuværende testcenter i den tidligere svømmehal på Iselingeskolen i Vordingborg lukker.
Som erstatning bliver vordingborggensere og andre borgere tilbudt kviktest. Det er foreløbigt Falck, som samme dag i den gamle svømmehal åbner et pop op-sted.
Kan man stole på kviktest i forhold til myndighedernes konventionelle PCR-test?
- Falck anvender den gode test fra Roche. Der er en pålidelighed på 95 procent, siger Mikael Smed.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her