

Se billedserie
Mens andre festivaler stadig holder vejret, har folkene bag Gutter Island taget en svær beslutning. Som den første danske festival tager de nu konsekvensen af den genopblussede coronakrise og aflyser Gutter Island Garage Rock Festival 2021.
- Det er med stor ærgrelse, at vi - igen - ser os nødsaget til at rykke Gutter Island. Men ny coronavirus har stadig et fast greb om store dele af verden, Danmark er stadig underlagt omfattende restriktioner, og vi ved stadig ikke, hvilken hånd der bliver holdt under festivalbranchen, hvis der kommer masseaflysninger senere på året, forklarer festivalleder Kasper Von Madsen.
- Både derfor og af hensyn til vores publikum og frivilliges festivaloplevelse har vi taget en beslutning om, at der ikke bliver nogen festival i år.
Gutter Island, der spiller hvert andet år, skulle have holdt 20 års jubilæum i 2020. I foråret 2020 måtte man dog rykke festivalen til august 2021. Nu er festen endnu engang rykket - denne gang til 18.-20. august 2022.
Dermed kommer festivalen til at fejre sit 20 års jubilæum på sit 22. år under sin 11. afvikling.
- Vi er en lille festival baseret på frivillighed og tillid, og en planlægning, hvor man skal kunne tage højde for og finansiere 10 forskellige grader af restriktioner, er ikke noget vi i praksis kan gøre, siger Kasper Von Madsen.
Gutter Island er ifølge festivallederen båret af »gutterånden«, der handler om sammenhold, at kunne mødes på tværs og slå sig løs i trygge rammer. Nogle festivaler har administrationen og formatet til at blive gennemført med restriktioner, men Gutter Island er ikke en af dem.
- Vi vil ikke give vores trofaste publikum en festival, som potentielt er grundlæggende anderledes end den oplevelse, de har købt billet til og glædet sig til, siden vi forlod Masnedø Fort i 2018, siger Kasper Von Madsen.
Festivalen har tradition for at samle garagerock bands fra hele verden. Programmet er normalt halvt udenlandsk, og er der ikke mulighed for det, kan arrangørerne ikke levere den musikalske kvalitet, de ønsker.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her