
Boghandler Elly med de mange kasketter har efter den kommende generalforsamling i Møns Bank valgt at fratræde som formand for bankens repræsentantskab og medlem af bestyrelsen.
- Jeg har været medlem af repræsentantskabet i Møns Bank siden 1992 og haft den glæde at sidde for bordenden af repræsentantskabet siden 2013, samme år, hvor jeg blev valgt ind i bestyrelsen, siger Elly Nielsen. Det har været spændende år, og jeg har endda fået ekstra år lagt til, da generalforsamlingen forrige år besluttede at hæve aldersgrænsen fra 67 til 70 år.
- Selv om jeg således inden for rammerne af vedtægterne kunne fortsætte i endnu nogle år i bestyrelsen og repræsentantskabet, så er tiden kommet, hvor nye kræfter skal til, og min fratrædelse sker i overensstemmelse med de øvrige i bestyrelsen, da det er et helt naturligt led i den løbende plan for succession i bankens ledelse.
Hvem der skal overtage efter Elly Nielsen i bestyrelsen og repræsentantskabet, er der endnu ikke taget beslutning om. Det sker medio april, når repræsentantskabet og bestyrelsen konstituerer sig efter generalforsamlingen, der afholdes onsdag den 24. marts, hvilket sker online, da situationen med Covid19 ikke tillader den sædvanlige afholdelse i Mønshallerne, fortsætter hun.
Elly Nielsen konstaterer, at det er noget ganske andet at drive bank i dag end for blot få år siden. Regler og love fylder rigtig meget i dag, så det mere handler om forudsætningerne for at drive bank end den egentlig drift.
Alligevel tror hun på, at den lokale bank nok skal klare sig.
- Der er en fantastisk opbakning om Møns Bank - fra et stadig større lokalområde - og det tror jeg, er en modreaktion på, at alt skal blive større og centraliseres. I Møns Bank er vi kendt for et lokalt engagement og for at være der for kunderne i både med- og modgang, siger Elly Nelsen, som erkender, at det forpligter at være lokalbank, men det er også en udelt glæde at se de mindre lokalsamfund udvikle sig, og dét ville være vanskeligere uden den lokale bank, mener hun.
Elly bliver på ingen måder arbejdsløs, når hun udtræder af bankens ledelse ved den kommende generalforsamling.
Forrige sommer sagde hun farvel til boghandelen og formandsskabet for handelsstandsforeningen, men hun er fortsat formand for House of Møn og bestyrelsesmedlem i Feriepartner Møn samt i Team Møn.
- Nu vil jeg koncentrere mig om turismen og detailhandlens vilkår. Det ligger mig meget på sinde, at vi kan bevare vores lokale butikker og tilbyde turisterne spændende oplevelser. Det går faktisk hånd i hånd og betyder, at vi har bedre muligheder for at opretholde et godt og stærkt lokalsamfund, siger Elly Nielsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her