17. oktober 2021
Det nytter ikke noget, at man skal igennem den rene elendighed for at komme op til den del af gaden, der fungerer. Man er nødt til at gøre handelsgaden kortere, lyder budskabet fra Peter Hegelund Skriver, lektor i byudvikling ved Roskilde Universitet. Foto: Lars Christensen
gallery icon

Se billedserie

Det nytter ikke noget, at man skal igennem den rene elendighed for at komme op til den del af gaden, der fungerer. Man er nødt til at gøre handelsgaden kortere, lyder budskabet fra Peter Hegelund Skriver, lektor i byudvikling ved Roskilde Universitet. Foto: Lars Christensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ekspert: - Algade er nødt til at blive kortere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Ekspert: - Algade er nødt til at blive kortere
Vordingborg - 16. februar 2019 kl. 04:41
Af Lars Christensen

- Det er ikke godt at komme ind til. Man kan ikke starte sin handelsgade med ingenting.

Sådan lyder den umiddelbare dom fra Peter Hegelund Skriver, lektor ved Roskilde Universitet, der har forsket i byrum og byudvikling gennem mere end 40 år.

SN.dk har inviteret ham på en tur rundt i Vordingborgs bymidte for at dykke ned i byens styrker og svagheder. Starten går fra Vordingborg Station og op gennem Algade, og det er ikke just nogen opløftende start på turen.

- Der er ingen vej udenom. Gaden er nødt til at blive mindre, lyder det fra den erfarne byrums-ekspert.

- Byen kan ikke gabe over det hele. Man skal hellere have en lidt mindre handelsgade, der kan fungere, konstaterer han.

- I Jylland er der flere byer, hvor de systematisk har skåret i handelsgaden i begge ender. Selv de få butikker, der er her, må kunne indse, at det ikke virker, forklarer han, mens turen går gennem den vestlige del af Algade, hvor der atter er begyndt at komme flere tomme butikslokaler efter en periode, hvor der ellers har været forholdsvis godt fyldt op i gaden.

Debatten om Algade Vest har kørt i mange år. Fra kommunens side har man tidligere opfordret til, at butikkerne koncentrerede sig i den østlige ende af handelsgaden, så diverse liberalt erhverv kunne rykke ind i den vestlige ende, men en række butikker holder fast i de vestlige lokaler, blandt andet fordi der er åbent for trafik og p-pladser tæt ved lokalerne.

Man har også holdt fast i butikslokalerne, fordi man ikke har villet skære forbindelsen mellem handelsgaden og stationsområdet. Ifølge Peter Hegelund Skriver skal man dog ikke være bange for at skære stationen fra.

- Folk kommer ikke med toget for at handle ind. De kommer med bil. Men det er vigtigt, at folk fra stationen kan se, at det er en gåtur værd at komme op til handelsgaden. Skal man først igennem 100 meters ren elendighed, så når man aldrig op til den del, der fungerer, forklarer han.

Han vurderer, at kommunen bliver nødt til at tage en hård beslutning om Algades længde, også selvom man bliver upopulær på det.

- Kommunen har faktisk via lokalplan-lovgrundlaget mange muligheder for at diktere indretningen af handelsgaden, men det er klart, at man kan møde stor modstand, særligt fra de handlende, der aldrig ønsker at blive begrænset i deres muligheder. Så det kræver politikere, der tør tage kampene for byens bedste.

Turen gennem bymidten fortsætter op til der, hvor det nye Borgercenter og torv er ved at blive bygget. Her ser Peter Hegelund Skriver mange potentialer.

- Det er godt set af kommunen. Det er vigtigt med så mange centrale funktioner som overhovedet muligt placeret tæt på bymidten. Når folk alligevel har et ærinde her, så smitter det af på resten af bymidten, forklarer han.

Derfor skal man også være glad for, at der stadig er så mange banker placeret i centrum af byen. Man ser mange andre byer, hvor bankerne helt er forsvundet fra centrum, tilføjer han.

Udsigten til et nyt byrym i gaden, hvor folk kan stoppe op og nyde en pause, får også rosende ord med på vejen.

- Der mangler steder til ophold ned gennem gaden. Derfor burde caféerne også være fordelt meget mere. Det er ikke nok at lave lommer med møbler. Der skal være noget at købe i nærheden. Man sætter sig ikke ned på en bænk for bare at sidde på en bænk. Der skal enten være noget at opleve, eller man skal kunne nyde en sandwich eller få noget at drikke, forklarer han.

På turen videre gennem Algade når vi til Stentorvet, der må betragtes som det mest velfungerende af byens torve.

- Men det er lidt for småt til at give den rigtige torvefornemmelse, fortæller byrumseksperten.

Han mener ikke, man skulle have bygget den røde murstensbygning, der forbinder Bog & Idé og Kop & Kande.

- Det kunne have givet et større og mere velfungerende torv, forklarer han.

I det hele taget er der flere ombygninger gennem årene, som byrumseksperten ikke er den store fan af.

- Mange af facaderne er jo forfærdelige. De er smadret af store butiksvinduer. I flere byer har specialbutikker haft held med at føre butiksfacaderne tilbage til de oprindelige udseender og gjort det til en del af butikkens charme. Det er helt tydeligt at se, at Vordingborgs handelsgade har nogle rigtig flotte og gamle bygninger, og det bør man blive bedre til at fremhæve. Man skal ikke prøve at ligne alle andre. Man skal fremhæve det nuttede i at være en provinsby, forklarer han.

Der er sagt og skrevet meget om Slotstorvet gennem årene. I Peter Hegelund Skrivers optik er der dog intet galt med det røde torv.

- Torvet er et vigtigt element for at spille op mod Gåsetårnet, der jo egentlig ikke er så stort. Jeg kan ikke se, at der skulle være noget galt med torvet. Det burde sagtens kunne blive et velfungerende torv. Men det er ikke nok med aktivitet en gang i mellem. Det skal være jævnligt, forklarer byrumseksperten, der mener, at fokus i meget højere grad bør være på overgangen fra Slotstorvet til Algade.

- Det er jo selvfølgelig meget godt, at man har byens vartegn liggende for enden af handelsgaden. Målet er jo så at få lokket turisterne fra Gåsetårnet ind i handelsgaden. Man skal suges ind i gaden, og det bliver man ikke i dag. Det kræver en langsigtet plan for, hvad der skal ligge i gaden tættest på Gåsetårnet, som kan fange de besøgendes opmærksomhed. Her spiller caféerne helt ud til torvet selvfølgelig en vigtig rolle, forklarer han.

Via byudviklingsprojektet De Røde Løbere er der blevet sat en række træmøbler og blomsterkasser op i forskellige formationer på torvet. Disse nye tilføjelser er endnu ikke blevet afprøvet i det rette vejr, men Peter Hegelund Skriver tvivler på, at de kan blive den store succes.

- Man kan godt prøve med sådan nogle her møbler, men hvis mine studerende havde afleveret det her som en opgave til mig, så havde de fået den tilbage i hovedet igen. Det overholder ikke de basale regler for, hvordan man sidder på et torv, understreger han.

- Man sidder ikke med ryg til hinanden. Man vil snakke sammen side om side eller over for hinanden. Det, man har set fungere andre steder, er lange bænke eller runde bænke. Gerne ved noget springvand af en art, forklarer han.

- Det ser ud som om, at møblerne er smidt ud fra et fly og er landet tilfældigt på torvet. Men jeg kan se, at de er mobile, så måske vil man med tiden kunne finde en måde at stille dem på, så det fungerer, lyder det.

Peter Hegelund Skriver har selv tidligere været med til et projekt for, hvordan borg-terrænet kunne udvikles, så han husker godt den asfalts-parkeringsplads, der tidligere fyldte det nu stenbelagte torv.

Han understreger, at der ikke er noget at vinde ved at give efter for de røster, der stadig ønsker parkering på torvet som i gamle dage.

- Efterhånden som man finder ud af, hvad torvet kan bruges til, så skal der knageme ikke være biler på det. Det kommer ikke til at passe sammen, fastslår han.

bymidte debat

Rejser du til udlandet i år?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk