

Se billedserie
Den store kran midt i Adelgade er ikke til at komme udenom. I hvert fald ikke for de bilister, der normalt er vant til at kunne køre gennem gaden. Gående og cyklister har til gengæld fået en lille lomme, så de fortsat kan passere forbi byggeriet på Adelgade 31-33.
I denne uge er arbejdet gået i gang med at få placeret betonvæggene til det nye byggeri, der skal erstatte den bygning, der blev raseret af en brand tilbage i august 2019.
Det var øjensynligt en brand i en frituregryde, der var skyld i branden. Det gik værst ud over lejlighederne, men sod- og vandskader ødelagde også Folkekirkens Nødhjælps butik i stueetagen.
Inspiration i bybilledet
Byggeriet på Adelgade har været længe undervejs, men nu ser Bo Jørgensen fra byggefirmet Bo-Hus frem til for alvor at komme i gang med byggeriet.
- Vi er blevet lidt forsinkede, fordi vi stødte på problemer med blød jord. Men nu er vi kommet over jorden, så nu burde vi ikke støde på flere overraskelser, forklarer han.
Bo Jørgensen forklarer, at man har gået op og ned ad hovedgaden for at finde inspiration til den nye bygning. Her har man blandt andet bidt mærke i de mange rødstenshuse, der fylder godt i bybilledet, og derfor bliver den nye bygning i samme farve.
- Vi smider også lidt gesimser ind i det, så det smager lidt af den originale byggestil, forklarer Bo Jørgensen og understreger dermed, at den nye bygning skal falde væsentlig mere ind i bybilledet end den brandhærgede bygning gjorde.
- Den gamle bygning stod fra en tidsperiode, hvor det hele var lidt mere fesent. Vi skruer tiden lidt tilbage, så vi får en bygning mere i stil med de andre i gaden, forklarer han.
- Facadevinduerne vil også blive delt mere op, så det falder bedre ind i miljøet. Det gamle var en lille smule for 50'er-60'eragtigt, fortæller han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her