18. september 2021
Den gamle herskabsvilla har helt klart set bedre dage.Foto: Lars Christensen
gallery icon

Se billedserie

Den gamle herskabsvilla har helt klart set bedre dage.Foto: Lars Christensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bysbarn har købt forsømt perle

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bysbarn har købt forsømt perle
Vordingborg - 04. august 2021 kl. 05:28
Af Lars Christensen

Herskabsvillaen på Jernbanevej 7 i Præstø var egentlig dømt til nedrivning, men de planer er nu endeligt lagt i graven.

I stedet vil den nye ejer af ejendommen sætte gang i en omfattende totalrenovering.

Ejendomsmægler Lars Holten Lützhöft bekræfter over for Sjællandske, at det er ham, der har købt den historiske bygning, som bevaringsforeningen i byen har betegnet som Præstøs perle og en af byens flotteste huse.

Lars Holten Lützhöft er indehaver af Nybolig i Hvidovre og Charlottenlund, men det er lokale rødder, der har fået ham til at købe ejendommen i Præstø.

- Jeg er selv oprindeligt fra Præstø, og min familie bor der stadig. Hver gang jeg er på besøg, ser jeg den bygning, der bare står og forfalder mere og mere. Det er jo synd, forklarer ejendomsmægleren.

- Og så hørte jeg, at der var planer om at rive bygningen ned, og det ville jo også være synd, tilføjer han.

Det helt store problem for ejendommen på Jernbanevej 7 er undergrunden. Huset har sat sig så meget, at den i dag er meget skæv. Det ses ikke så tydeligt udenfor, men indvendigt er skævheden tydeligt. Derfor vil den nye ejer ikke kunne komme udenom en ekstraordinær redning af bygningen.

- Jeg er i dialog med et firma om at få hævet huset igen. Min tanke er at få gjort det så flot som overhovedet muligt, forklarer han.

Planen er at indrette et par lejligheder og et kontor i bygningen, og muligvis har Lars Holten Lützhöft også en idé til, hvad kontoret skal bruges til.

- Vi har snakket om at starte en afdeling af Nybolig i Præstø. Det ville være et spændende sted til en Nybolig. Der har aldrig været en i Præstø, så det er jo på høje tid, forklarer ejendomsmægleren og tilføjer, at det i så fald ville blive hans søster, der skulle drive Præstø-afdelingen.

- Hun er også med i firmaet, og hun bor i Præstø. Vi har kigget længe efter et egnet lokale i Præstø, men der er næsten aldrig noget ledigt, og det ville også være kedeligt, hvis vi skulle ligge på Adelgade sammen med de andre ejendomsmæglere, forklarer han.

Hvorvidt planerne om en ny Nybolig ender med at blive ført ud i livet må tiden vise. I første omgang handler det for Lars Holten Lützhöft om at få sat bygningen i stand, og det kan godt tage noget tid. I forvejen har han måtte vente længe på boligen. Huset har tidligere været ejet af Fog-købmanden, og en stor del af grunden benyttes som parkeringsplads for Meny.

I de seneste år har det været Menys ejere, Dagrofa-kæden, der har ejet den historiske herskabsvilla, og her har man haft som betingelse for salget, at parkeringspladserne skulle overgå til Meny. Udmatrikuleringen af grunden er trukket ud, men nu er arbejdet afsluttet, og Lars Holten Lützhöft forventer officielt at kunne overtage ejendommen i den kommende tid.

Synes du, at kommunen er der for dig?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk