
Gentofte Volleys herrer gik ubesejret gennem ligaens grundspil. På vejen tabte de kun to sæt
I den allersidste grundspilskamp vandt Gentofte Volleys herrer 3-1 ude over Nordenskov. Det var der ikke noget usædvanligt ved, for den sejr føjede sig til en ubrudt række af grundspilssejre.
Og så alligevel. I søndagens kamp tabte det suveræne hold et sæt. Dét er usædvanligt. Dermed fordobledes antallet af tabte sæt til to. Kun Aalborg har også formået at vinde et sæt over Gentofte-holdet.
Gentoftes cheftræner Dan Pawlikowski havde til kampen i det vestjyske valgt at benytte sig af holdets store bredde. Blandt andet for at spare enkelte af nøglespillerne efter et særdeles sammenpresset program i den seneste måneds tid.
Blandt andet startede unge Bertram Rygaard som spilfordeler, og alle 13 Gentofte-spillere kom på banen i løbet af kampen.
Første sæt gik planmæssigt med Gentofte som spilstyrende. 25-15 sætsejr. Nordenskov anvendte kun syv spillere igennem hele kampen. I andet sæt satte jyderne ikke nye spillere på banen trods den dårlige start.
Det skulle dog vise sig at være en klog disposition, for hjemmeholdet kom ind i kampen i andet sæt. Gentofte blev presset og led sit andet sættab i sæsonen. 25-23 til Nordenskov.
I tredje var Gentofte faktisk presset og fik først kontrol over spillet mod sættets slutning. Så gik det til gengæld stærkt. Sætsejr på 25-19, og i fjerde blev det knusende 25-14.
Gentofte er nu klar til DM-kvartfinalerne. Her er modstanderen Aalborg i bedst af tre kampe.
Men allerede på lørdag den 27. februar skal Gentofte-holdet spille landspokalfinale mod Middelfart i Middelfart. jbl
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her