19. januar 2021
Max bønfalder 'Monstret' om at lade ham være.
gallery icon

Se billedserie

Max bønfalder 'Monstret' om at lade ham være.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Syv unge slipper magien løs i et savnet fællesskab

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Syv unge slipper magien løs i et savnet fællesskab

Kulturskolerne har siden august haft et dramahold for unge med særlige behov. Erfaringerne er så gode, at skolen håber, initiativet kan fortsætte. Villabyerne fik lov at se med på prøverne

Villabyerne - 28. november 2020 kl. 17:46
Af Jesper Bjørn Larsen (tekst og foto)

"Det er så megafedt! Det er en af mine drømme. At være her sammen med mine venner."

19-årige Max Jensen kan nærmest ikke være i sin krop af uforfalsket glæde.

"Jeg ELSKER teater, det er ligesom en lille baby for mig," smiler han, så man kun kan smile med.

Det er fredag eftermiddag. Max sidder på en hvid bænk i kælderen på Kulturskolerne sammen med 18-årige Emil Skjøth og 20-årige Maria Stetting Duvå. For Villabyernes skyld er de trådt ud fra prøverne på det stykke, de skal opføre 6. december ved to forestillinger. Et stykke om mobning, som de selv har skrevet.

Det var Max' mor, Mette, som for et år siden greb knoglen og ringede til Kulturskolerne på Duntzfelts Allé for at spørge, om de ikke skulle lave et dramahold for unge med særlige behov. Kulturskolernes leder havde aldrig fået sådan en henvendelse før.

"Jeg tænkte, at det var en skidegod idé. Når de her unge er færdige med at gå i skole, havner de lidt i et tomrum. Og kultur kan skabe en mening og et indhold i tilværelsen. Uanset hvem du er," forklarer Ulla Clausen, som straks søgte midler i Gentofte Kommunes handicappulje og snart efter fik 100.000 kroner.

Tilbud løber ud

Egentlig skulle dramaholdet have set dagens lys kort inde i det nye år, men på grund af corona blev det udsat til efter sommerferien.

To skuespilleruddannede dramalærere fra skolen underviser de unge sammen med en pædagog, der har stor erfaring med ne­top unge med et udviklingshandicap af den ene eller anden slags. Målgruppen er unge mellem 18 og 25 år, og lige præcis den gruppe mangler akut tilbud, forklarer Mette Jensen, der tog initiativet sammen med Hanne Stetting Duvå, Marias mor, som er medlem af bestyrelsen for LEV Gentofte.

"Tilbuddene løber ud, når de er 17-18 år og færdige med STU (særlig tilrettelagt uddannelse, red). Så sidder de tit derhjemme og bliver ensomme. Som forælder er det meget smerteligt at se, at de ikke har nogle muligheder. Det er kun, når vi som forældre tager affære, at der sker noget," siger Mette Jensen.

Kvinden, der er vant til at få ting til at ske - tidligere fik hun f.eks. et fodboldhold op at køre på Søgårdsskolen - kan se på sin søn, at det har gjort en verden til forskel at gå til drama.

"Han glæder sig sindssygt meget. At få lov til at skabe noget sammen med andre. Fællesskabet. De unge er vant til at bevæge sig rundt i en lille beskyttet verden. De er mennesker som dig og mig, og de har også et behov for at føle sig som en del af noget større."

Mens Mette taler, nikker Ulla Clausen. Hun lover at søge midler til flere hold for unge med udviklingshandicap, også inden for andre kreative fag.

"Det her hus skal være et sted for mangfoldighed. Vi skal selvfølgelig åbne huset for de her unge. Dramaholdet kan åbne deres øjne for vores andre tilbud," siger hun.

Ulla Clausen fremhæver, at forældrene på det nye dramahold er en aktiv del af processen, f.eks. når de hjælper med scenografien.

"Det her er i virkeligheden et klokkerent eksempel på samskabelse. Forældrene kommer med ideen, vi byder ind med faglighed og strukturel styring, og sammen skaber vi et projekt, som giver ufattelig meget mening for rigtig mange mennesker," siger hun.

Ser ikke deres handicap

Dramalærer Pernille Carlsen har været på Kulturskolerne siden 2003. Sideløbende med det arbejde underviser hun balletbørn fra 0.-3. klassetrin i Den Kongelige Ballet. Hun er begejstret for pionerprojektet med de unge i Gentofte.

"Det har overrasket mig positivt, hvor meget, der kan lade sig gøre. Jeg ser dem som det, de er og det, de giver, jeg ser slet ikke deres handicap. Det at blive set for det, man er, er det ikke det, vi allesammen gerne vil? De er meget forskellige, men de er enormt tolerante og følsomme over for hinanden. Jeg navigerer bare i den energi, de kommer med," siger hun.

Pernille Carlsen lægger ikke skjul på, at hun stiller store krav, når hun bogstavelig talt prøver at få de unge ud over rampen, f.eks. med en svær viewpoint-øvelse, hvor de unge trænes i at skifte synsvinkel.

"Jeg fik dem til at gøre noget, de ikke troede, de kunne. Når det lykkes, er det magisk. Teater kan så utrolig meget, når man er villig til at gå ind i et fællesskab. Tænk at samle så forskellige unge, det er sgu magisk. Når jeg kører hjem herfra om fredagen, så er jeg altid glad i låget," smiler hun.

Pædagogen Emil Loui Nielsen, der også har haft de unge dramatalenter hjemme til en hyggeaften med madlavning og spil, har set en enorm udvikling hos de unge.

"Teater er meget mere, end jeg troede. Jeg har arbejdet med STU i 10 år, og det her projekt har været en kæmpe øjenåbner for mig. De unge bruger kroppen, de lærer at udtrykke sig, uden at de egentlig er bevidst om det. Det er det, der er lønnen i mit arbejde," siger han.

De unge glæder sig

Tilbage på den hvide bænk forklarer Emil Skjøth, at han spiller en skolelærer, der faktisk er ligeglad med mobning. Maria Stetting Duvå spiller en sårbar pige, der bliver mobbet af Max Jensens rolle, en sand bølle.

"Det bedste ved teater er at være sammen med andre. Vi er gode til at komme med ideer og til at støtte hinanden, og jeg synes faktisk, jeg har fået mere selvtillid," forklarer Maria.

Emil indrømmer, at han aldrig har opfattet skuespil som sin stærke side.

"Jeg går mere op i kampsport, brydning og judo, så jeg gik mest ind i det for at være sammen med mine venner. Men det er rigtig sjovt," siger han.

Max er lykkelig for at komme ud og spille det teater, han har elsket hele sit liv.

"Det er bare så fedt at stå på scenen. Jeg kan slet ikke vente til vores forestillinger, jeg glæder mig så meget!"

På spørgsmålet, om der slet ikke sniger sig lidt premiere­nerver ind ved tanken om at skulle opføre stykket for andre, er de unge meget overskuds­agtige.

"Det bliver en stor udfordring, men jeg glæder mig. Jeg er vant til at holde taler, så jeg er ikke så bange for at glemme replikkerne," smiler Emil.

"Jeg er da spændt og en lille smule nervøs, men jeg glæder mig også meget. Tror det er meget godt at være lidt nervøs," siger Maria.

"Jeg er mest nervøs for min mor. At hun begynder at tude. Jeg har lyst til at gøre hende stolt, men nogle gange bliver hun ret rørt," griner Max.

Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?
 

KONTAKT OS