21. oktober 2021
Kulturskolernes leder, Ulla Clausen, glæder sig til at blive udfordret med det nye teaterprojekt. Foto: Jesper Bjørn Larsen
gallery icon

Se billedserie

Kulturskolernes leder, Ulla Clausen, glæder sig til at blive udfordret med det nye teaterprojekt. Foto: Jesper Bjørn Larsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stort projekt i støbeskeen: Unge inviteres til at fortælle deres historier i teaterform

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stort projekt i støbeskeen: Unge inviteres til at fortælle deres historier i teaterform

Kulturskolerne og Musikskolen i Gentofte er gået sammen med Ungdomsskolen, ungdomsteatret C:NTACT og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium for at sætte en forestilling op på Bellevue Teater

Villabyerne - 19. september 2021 kl. 10:44
Af Jesper Bjørn Larsen

Hvis vi giver dig en scene og fuldstændigt frie rammer, hvad har du så på hjerte?

Nogenlunde sådan kan man sammenfatte teaterprojektet 'Story of my life', som skal munde ud i en multiforestilling på Bellevue Teatret.

Allerede torsdag den 16. september kan du høre mere om projektet, når der er intromøde i kranhallen på Gentofte Ungdomsskole kl. 17-18.30. Herefter er det meningen, at der skal afholdes seks workshops, hvor forestillingen, der forhåbentlig vil tælle 50 medvirkende unge, skal finde sin form. Forestillingen skal spille medio november med fem skoleforestillinger og en enkelt åben.

"Det er typisk børn fra ressourcestærke hjem, der bruger musik- og kulturskolerne. Vi når ikke ud til alle. Med det her forsøg håber vi at nå ud til de unge, der ikke bruger Kulturskolerne og Musikskolen i dag," fortæller Ulla Clausen, Kulturskolernes leder.

Kulturskolerne er gået sammen med ungdomsteatret C:NTACT, Ungdomsskolen, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Bellevue Teatret i sin ansøgning til den pulje under Kulturministeriet, der netop er afsat for at tiltrække nye grupper af brugere til kultur- og musikskolerne.

Teaterprojektet har fået én million statslige kroner i ryggen og 66.000 kr. fra Kulturpuljen i Gentofte Kommune.

Bevæger sig i undergrunden

Ungdomsteatret C:NTACT har stor efaring med at møde de unge på deres egne præmisser, de bruger undervisere fra det københavnske undergrundsmiljø og indarbejder elementer som hiphop, rap og dj's i de forestillinger, de hidtil har skabt, hvor de samtidig har været dygtige til at bygge fællesskaber op.

Den faglige feedback og sparring på de seks workshops bliver et samarbejde mellem dem og en række lærere fra Kulturskolerne. Men det er de unge selv, der skal skabe forestillingen, understreger Ulla Clausen.

"Det er dem, der nu kan komme til orde og fortælle om deres eget liv. Hvordan er det at være ung i Gentofte? Hvordan var det at komme igennem coronapandemien? Hvad med klimaangsten? Eller alkohol og stoffer? Hvem ved, hvad de tager fat på?," smiler Ulla Clausen, som understreger, at invitationen er så åben, som den overhovedet kan være.

"Man behøver ikke at kunne spille et instrument. Man behøver ikke at have spillet drama før. Der er ingen fastlagte genrer. Alle, der har lyst til at udtrykke sig kreativt, er velkomne," siger hun.

Er det ikke en smule angstprovokerende at løbe et teaterprojekt i gang, hvor der intet indhold er til at starte med?

"Tjoe, men det er det, C:NTACT kan. Der skal nok komme en multiforestilling af en eller anden art ud af det, det er jeg slet ikke i tvivl om. Der kan være mange grunde til, at man ikke kommer på en musik- eller kulturskole, men derfor kan man jo godt have lyst til at byde ind med noget sang, teater, musik, kunst eller noget femte," siger Ulla Clausen. Og hun tilføjer:

"Jeg synes, det er et vildt spændende projekt. Jeg kan godt lide, at der bliver puffet til os. Det er sjovt og sundt at blive udfordret, så 'plejer' ikke får lov at flytte ind."

Alle erfaringer er gode

Hvad skal der til for, at du vil opfatte det som en succes?

"Mindre gode erfaringer er mindst lige så gode som de gode erfaringer. Det vil næsten være mærkeligt, hvis det bare bliver en succes. Udfordringen - og den opgave, vi har stillet os selv - er at få fat i de unge, der ikke er hos os i forvejen."

Men hvad er egentlig problemet ved, at nogle unge ikke opsøger jer? Det kan jo være, de hellere vil spille fodbold...

"Kultur er et talerør for os alle. Også dem, der spiller fodbold. Nogle ved måske bare ikke, at det kan bruges som et talerør. Jeg tror ikke på, at der findes en eneste ung, som ikke allerede er kulturforbruger på den ene eller anden måde."

Ulla Clausens hedeste ønske for teaterforsøget er, at der kommer et smukt fællesskab ud af det.

"Vi vil gerne diversiteten. Kunst og kultur som en del af det gode ungeliv. Jeg håber, at vi får nogle unge ind, som forhåbentlig kan hjælpe os med at dreje os mere over mod deres verden. Vi er ikke vores egen kulturskole, vi er borgernes kulturskole, så vi skal udvikle institutionen til at blive mindre... institutionel," siger hun.

I øjeblikket er der gang i den helt store charmeoffensiv med flyers på Ungdomsskolen, på byens skaterbaner og andre steder, hvor de unge færdes. Intromødet er som nævnt torsdag den 16. september kl. 17-18.30, hvor arrangørerne lover lækker pizza.

Første workshop ligger allerede ugen efter.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?
 

KONTAKT OS