26. september 2021
På kortet kan du se strækningen, som er markeret med A og B, der har fået 45,5 mio. kr. til et nyt støjværn.
gallery icon

Se billedserie

På kortet kan du se strækningen, som er markeret med A og B, der har fået 45,5 mio. kr. til et nyt støjværn.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Støjværn for 45,5 mio. kr. på vej langs motorvej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Støjværn for 45,5 mio. kr. på vej langs motorvej

Mandag så en ny infrastrukturplan dagens lys. I den kan Gentoftes støjplagede borgere se frem til at få opsat et støjværn på en strækning langs Lyngbymotorvejen. Det var dog med blandede følelser, at aftalen blev modtaget i kommunen

Opdateret 30. juni 2021 kl. 07:32
Villabyerne - 30. juni 2021 kl. 07:04
Af Kathrine Albrechtsen

Allerede fra næste år, 2022, igangsættes arbejdet med et nyt støjværn langs Lyngbymotorvejen på strækningen fra Ellegårdsvej til Fuglegårdsvej.

arrow Læs også: Sagspukkel på byggetilladelser: Henrik ventede ni måneder på svar

Som en del af Christiansborgs nye infrastukturplan, der mandag 28. juni blev præsenteret og som regeringen sammen med 10 partier står bag, kunne Gentofte Kommune finde sig selv nævnt under indsatserne for bekæmpelse af vejstøj.

600 mio. kr. af puljen på 3 mia. kr. blev afsat under forhandlingerne, hvoraf de 45,5 mio. kr. forgyldte Gentofte Kommune med et 1 kilometer langt nyt støjværn.

En af de politikere, som sad med ved forhandlingsbordet, er formand for Transportudvalget, Jeppe Bruus (S), der også er valgt til Folketinget i Gentofte-Gladsaxe-kredsen.

Støjsag er en mærkesag for ham, og i Villabyerne har han flere gange proklameret, at han ville bide sig fast i bordpladen for at få støj til at blive en væsentlig del af de kommende infrastrukturforhandlinger.

"Det har været vigtigt for mig, at støjgener blev prioriteret, og derfor er jeg meget tilfreds med, at der udover de 3 mia. kr., som er blevet afsat til støj, nu er kommet yderligere 1 mia. kr. til andre støjprojekter. I forhold til vores område har det her konkrete projekt været vigtigt for mig at få med i aftalen. Strækningen på Lyngbymotorvejen er meget støjbelastet og rammer mange borgere i Gentofte. Derfor er det vigtigt, at der bliver gjort noget hurtigt ved det, og jeg er glad for, at projektet allerede bliver sat i gang fra næste år," siger han.

Et støjværn fra Ellegårdsvej til Fuglegårdsvej hjælper dog ikke de resterende støjplagede borgere i kommunen, som bor langs resten af strækningen.

"Os i storbyerne har i mange år været glemt, i særdeleshed Gentofte, men nu har vi taget hul på et nyt og bedre kapitel"

Borgmester Michael Fenger (K)

"Arbejdet stopper ikke her, da ingen borgere skal leve med en støjbelastning på over 68 db. Støjværn er vigtigt, men det er kun med til at afhjælpe det, som er selve problemet, nemlig friktionen mellem dæk og vej, som er kilden til støjudfordringen. Derfor er det allervigtigste, som vi skal arbejde på, at asfaslten bliver mere klimavenlig og støjsvag. Vi kommer til at arbejde intensivt med reguleringer af krav til dæk, som kommer til at gøre en mærkbar forskel for støjgener," siger Jeppe Bruus.

Folketingspolitiker Rasmus Jarlov (K) er også tilfreds med infrastrukturaftalen.

"Jeg er særligt glad for, at det lykkedes at få et støjværn i Gentofte. Det har været vigtigt for mig, at det blev prioriteret, som et af de første steder, hvor der kommer støjværn op. Vi er startet det sted, hvor det har trængt allermest, men selvfølgelig skal vi også søge om støjværn Ved Ungdomsboligerne og ved det store kryds, hvor Lyngbymotorvejen splitter. Det, håber jeg, kommer med i de kommende års forhandlinger. Der er heldigvis stadigvæk en stor pulje tilbage til støjbekæmpelse," siger han.

Skuffelse og utilfredshed

Ikke alle er lige så glade over den nye aftale som de to folketingspolitikere. Medlem af kommunalbestyrelsen for de konservative i Gentofte Kommune Andreas Weidinger er virkelig skuffet.

"Endnu en gang svigter Folketinget Gentoftes støjplagede borgere. Man har kun ét specifikt projekt nævnt i aftalen målrettet Gentofte. Det, må man sige, er utilstrækkeligt, da støj er en kæmpe udfordring langs hele Helsingørmotorvejen fra København til Lyngby. Når man nu har lavet en aftale til 161 mia. kr., skal man mene, at man bør kunne afsætte mere end 3 mia. kr. til trafikstøj. Det undrer mig med aftalen, at man ikke har lagt en klar plan for, hvornår man har tænkt sig at sætte støjværn op langs resten af Lyngbymotorvejen. Den her aftale er som at reparere et åbent sår med et lille plaster," siger han.

Den utilfredshed møder opbakning fra Tomasz Bylinski, som bor på Niels Steensens Vej i Gentofte og som har oprettet borgergruppen på Facebook 'Stop Støjforureningen'.

"Den her aftale er som at reparere et åbent sår med et lille plaster"

Andreas Weidinger (K), kommunalbestyrelsesmedlem

"Det er sørgeligt, at man afsætter så mange milliarder og så fuldstændig vælger at ignorere alle de borgere, som er plaget af støj. Det er fuldstændig til grin, at man afsætter støjværn på så kort en strækning. Ja, det føles næsten som en hån. Det er en dråbe i havet i forhold til, hvor mange som er plaget af støjgener. Det er en våd klud i ansigtet, når man kører på nye motorveje i Jylland, at der er kilometervis af støjværn, men i det mest tætbefolkede område i København har man intet. Jeg havde forventet, at man havde taget det mere seriøst, også i forhold til, hvor mange mennesker som dør på grund af støjgener. Det er skræmmende, at alle vores europæiske naboer investerer massivt i det, mens vi i Danmark gør så lidt," siger han.

Udsigten til, at flere strækninger på Lyngbymotorvejen kommer med i næste forhandlingsrunde, formilder ikke Tomasz Bylinskis harme mod den nye infrastrukturplan.

"Med aftalen virker det som om, at der ikke er lavet en overordnet plan for de støjplagede områder, men at politikerne bare har forsøgt at gøre alle lidt tilfredse. Jeg mangler nogle større visioner fra vores politikere. Måske der kommer flere penge næste gang til støjværn, det vides ikke, men problemet er, at inden da, så øges trafikken på motorvejen bare mere og støjen bliver værre og værre," siger Tomasz Bylinski.

Gentofte er blevet set

Gentoftes borgmester, Michael Fenger (K) har været ude at gå en tur langs den strækning, som kan se frem til et nyt støjværn.

"Der er meget støj dernede, så det er positivt, at vi har fået et en kilometer langt støjværn. Men det er klart, at der er flere steder på strækningen, som også bør få støjværn, og det vil vi blive ved med at arbejde for. Jeg ved ikke, om jeg er tilfreds med aftalen, men realistisk set er det godt, det som vi har fået. Man skal huske på, at der er mange projekter for staten at vælge imellem, så det er positivt, at Gentofte er blevet set," siger han.

Hvad er udsigterne til, at resten af strækningen får et støjværn?

"Det har jeg ikke hørt noget om, men vi vil da meget gerne have mere, for det synes vi bestemt, at der er behov for. Men vi må også være realistiske. Vi er ikke blevet tildelt nogle midler i de seneste mange år, men nu er støj ligesom kommet ind på lystavlen på Christiansborg. Vi i storbyerne har i mange år været glemt, i særdeleshed Gentofte, men nu har vi taget hul på et nyt og bedre kapitel. Så må vi se, hvad vi selv kan gøre fremadrettet, og hvad vi kan få hjælp til fra staten," siger Michael Fenger.

arrow Kursuscenter skal omdannes til 49 boliger
30. juni 2021 kl. 09:01 Opdateret: kl. 16:53
Stemmer du til kommunalvalget i år?
 

KONTAKT OS