28. februar 2020
Kenneth Siedentopf Knigge er sognepræst i Jægersborg Kirke.
gallery icon

Se billedserie

Kenneth Siedentopf Knigge er sognepræst i Jægersborg Kirke.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sognepræst: Et ensomt menneskes død efterlader også en tom plads her i verden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sognepræst: Et ensomt menneskes død efterlader også en tom plads her i verden

Ingen liv er ligegyldige, skriver sognepræst Kenneth Siedentopf Knigge i klummen Præstetanker

Villabyerne - 10. februar 2020 kl. 07:52
Af Kenneth Siedentopf Knigge, sognepræst, Jægersborg Kirke
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Jeg talte engang med en bedemand. Han havde håndteret hundredvis af dødsfald i løbet af sit arbejdsliv. Men et af dem ville han aldrig glemme, skønt det efterhånden lå nogle år tilbage.

En mand fra Vesterbro var død, og det var ikke lykkedes at finde nogen pårørende til ham, hverken familie eller venner - han var i døden lige så ensom som han havde været i livet.

arrow Læs også: Peter Birch vil være biskop: Det er vigtigt, at Folkekirken ikke opleves som lukket

Men han var døbt og var medlem af Folkekirken og skulle derfor bisættes fra sin lokale kirke og med præstens medvirken.

Et hurtigt fadervor

Her i Gentofte er vi ikke ude for det så ofte, men i København er det ikke usædvanligt.

Hvad bedemanden husker, er, at han ankom til kirken med kisten og bakkede rustvognen op til våbenhuset, hvor præsten stod og ventede med sin ritualbog i hånden og med en kasse jord ved sine fødder.

"Du kan bare lade kisten stå i bilen," sagde præsten, "så kaster jeg jord på herfra."

En-to-tre, af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå, og så et hurtigt Fadervor.

Så var den sag klaret, bedemanden kunne lukke bagsmækken og køre afsted igen med kisten til krematoriet.

Hvorfor skulle man have haft besværet med at stille kisten ind i kirken?

Hvorfor skulle man have bedt kirketjeneren tænde stearinlys?

Hvorfor skulle man have bedt organisten komme og spille?

Hvorfor skulle man have sunget en salme eller to?

For hvis skyld? Der kom jo ikke nogen. Og ham i kisten ville ikke kunne have opfattet noget af det.

Den mest ubarmhjertige dom

Mit ærinde er ikke at kritisere pågældende præst, men at påpege, hvad jeg selv mener havde været mere meningsfuldt.

Et ensomt menneskes død efterlader også en tom plads her i verden; han har i sit liv også været med til at forme det samfund og lokalsamfund, vi selv er del af; han har gjort en indsats; han har udført et arbejde; han har sat sig spor; han har skabt glæde for andre; han har måske vakt vrede eller skuffelse i andre; han har haft betydning; han er ikke ligegyldig.

At ingen kom i kirke den dag, er der ingen, der kender årsagerne til.

Men skønt hans relationer til andre har været få og svage, så er der dog én relation, som er stærk og som står ved magt. For da han blev døbt, lød ordene fra Jesu løfte til ham om at være med ham "alle dage indtil verdens ende."

Denne relation må vi holde i ære. Det gør vi ved at forkynde den, for hinanden og for os selv. Også selv om dem, der var i kirke den dag, blot var betalt for at være der.

Intet menneskeliv er uvæsentligt; at hævde det modsatte, er den mest ubarmhjertige dom, vi kan fælde. Om vi så gør det i ord eller i handling. Eller i mangel på handling.

Aldrig alene

For uanset hvor ensomme vi er, er vi omfavnet af Guds kærlighed. Uanset hvor meget livet kan være gået i stykker for os, er vi mødt af Guds nåde og tilgivelse.

Om ingen længere kender vores navn, så er det dog indfældet i Guds evighed. Om vores gerning end er glemt af andre, er den set af Gud. Om vores godhed end har virket i det skjulte, så er den gemt i Guds hjerte.

Denne sandhed, denne tro, dette fællesskab, overgår vores menneskelige forstand. Vi kan sidde den overhørig, vi kan lade vores egen travlhed overdøve den.

Eller vi kan lade den tale til os, hvis vi tør være så sårbare, at vi i dette ensomme menneske også ser et perspektiv på vores eget liv, og dermed hører den trøst der lyder også til os, når vi for dette menneske forkynder Guds nærvær og håbet midt i fortvivlelsen.

Som døbte står vi aldrig alene; og den relation, vi er sat ind i med Gud, skylder vi at brede ud i vores forståelse af og behandling af hinanden.

Døde som levende.

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.


KONTAKT OS