
I lyset af den nedadgående tendens i smittetallet for corona genåbner kommunen de udendørs idrætsanlæg og bevægelsesklare områder (BKO'er). Forsamlingsforbuddet på fem personer skal fortsat overholdes
I Danmark er der lige nu en nedadgående tendens for de samlede smittetal for corona, og det samme gør sig gældende i Gentofte Kommune.
Derfor genåbner kommunen nu sine udendørs anlæg og faciliteter, skriver Gentofte Kommune i en pressemeddelelse.
Åbningen sker dog under hensyn til de nationale retningslinjer om, at maksimalt fem personer må samles i en gruppe.
Hvis en klub eller forening ønsker at træne under de forudsætninger, betyder det, at banearealerne skal inddeles i zoner med minimum to meters afstand mellem hver.
Den enkelte zone skal være på mindst 7,5 kvadratmeter pr. person, det vil med andre ord sige, at en zone til fem personer mindst skal være på 40 kvadratmeter - men gerne mere.
Træningsfaciliteterne i parker og lignende, de såkaldt bevægelsesklare områder (BKO'er), genåbner også på samme betingelser, dvs. med maksimalt fem personer.
I forbindelse med genåbningen opfordrer kommunen klubberne til at arrangere træning, så der trænes i de samme grupper fra gang til gang, og at direkte fysisk kontakt undgås.
De forskellige grupper må heller ikke have kontakt til hinanden før, under eller efter træning, og den enkelte træner må kun have kontakt til én gruppe.
Toiletterne på idrætsanlæggene vil være åbne, men omklædningsrum forbliver lukkede, så der skal klædes om og bades derhjemme.
Gentofte Kommune forbeholder sig retten til igen at lukke anlæggene ned, hvis reglerne ikke overholdes, eller antallet af smittede stiger igen.
Tirsdag eftermiddag holdt Skaterbanen Jägers fortsat lukket efter en tidligere anbefaling fra politiet, da områdets karakter gør det svært at overholde forsamlingsforbuddet.
Åbningen af de øvrige idræts- og bevægelsesanlæg trådte i kraft i dag, tirsdag.
Villabyerne har spurgt Gentofte Kommune, om det er forsvarligt at genåbne alle idræts- og bevægelsesanlæg i en tid, hvor alle frygter en eksponentiel vækst i stigningen af smittetilfælde på grund af især B.1.1.7-varianten.
Fritidschef Stig Eiberg har svaret os følgende:
"Regeringens restriktioner tillader udendørs idræt i grupper på max fem personer. Derudover er smittetallene i Gentofte for stærkt nedadgående - de er reduceret 75 procent siden uge 50. I det tilfælde, at vi i Gentofte Kommune får en eksponentiel spredning af B.1.1.7-varianten, er vi klar til at lukke ned igen."
Villabyerne har også spurgt, hvordan man vil holde øje med, at alle regler bliver overholdt alle steder hele døgnet rundt, men det spørgsmål har vi ikke fået svar på.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her