
Skovshoved Hotel er med i Irene Nørgaards opdaterede version af 'Bogen om Badehoteller'
Skovshoved Hotel står som mange andre i en alvorlig situation som følge af coronakrisen. Fra den ene dag til den anden blev alle reservationer og arrangementer annulleret, og nu står familien Nadelmann tilbage med et tomt hotel og meget få reservationer de næste mange uger.
Familien kan til gengæld glæde sig over, at det historiske hotel i Skovshoved er med i den nye, opdaterede udgave af Irene Nørgaards 'Bogen om Badehoteller', der udkom den 3. april. Her indleder forfatteren sin 16 sider lange beskrivelse af Skovshoved Hotel med ordene:
"Big enough to serve you - small enough to know you. Så enkelt kan det både lyde og være. På Skovshoved Hotel lever de efter deres slogan hver eneste dag som et urbant badehotel placeret lidt nord for København. Det er eksklusivt og stiligt på hver eneste etage, men det er også hyggeligt og familiært."
Hotellets ledelse er naturligvis både glad og stolt over det lille lyspunkt i det aktuelle mørke:
"Normalt tænker man klitter og langt væk fra det hele, når man tænker badehotel, men Irene (forfatteren, red.) faldt netop for det unikke ved det, hun straks kaldte et urbant badehotel. Hver dag tænker vi på at bevare den hyggelige, afslappende atmosfære, der har kendetegnet Skovshoved Hotel i over 100 år," siger Eva Nadelmann, der driver hotellet sammen med sin svigerinde Line, i en pressemeddelelse.
Eva Nadelmann håber, at deltagelsen i bogen kan sætte fokus på Skovshoved Hotel for de danskere, der vælger at holde ferie i Danmark - og måske ligefrem i Skovshoved.
"Det har vi brug for, især lige nu. For det økonomiske har desværre ikke levet op til det smukke og historiske. Omend populært og drevet med ildhu og engagement har der hvert år været negative tal på bundlinien, hvilket også tidligere ejere har oplevet," siger Eva Nadelmann.
Skovshoved Hotel...
er et familiedrevet hotel, der ejes af Ivan Nadelmann og drives af hans datter Eva og svigerdatter Line. Hotellet har 22 værelser, møde- og eventfaciliteter og en forpagtet restaurant; A Hereford Beefstouw, og bygningen huser også naboen, Skovshoved Kro.
har det seneste år arbejdet med mange nye tiltag som f.eks. at få turistsektorens miljømærke Green Key, og hotellet har også et godt samarbejde med Gentofte Kommune i forbindelse med projektet Bæredygtig Bundlinje, som hotellet er med i.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her