

Se billedserie
HIK var i den grad medvirkende til en god topkamp, da rækkens duks fra Nykøbing var på besøg. Men trods chancer på stribevis, var det kynismen fra gæsterne, der tildelte HIK nederlag
Det var fredag aften tid til, at HIK kunne lukke og slukke for 2020 hjemme mod rækkens førerhold Nykøbing FC. En meget livlig første halvleg kastede flere store chancer af sig, men det var først, da gæsternes Mathias Gehrt fik for meget plads midtvejs i første halvleg, at der faldt mål og derved 0-1.
Det var også stillingen ved pausen, hvor de knapt 500 tilskuere, heraf mange NFC-fans, fik meget at varme sig på.
Gæsterne jagtede scoring to, der nok ville være ensbetydende med game-over, men trods et kæmpekoks i HIKs bagerste geledder efter et hjørne, virkede det ikke til, at gæsterne kunne tilspille sig noget farligt.
Det kunne HIK'erne til gengæld, der efter få famlende minutter spillede noget af det bedste bold længe set. Og chancerne efter fornemt opspil, blev bare større og større. Bolden hoppede og dansede på NFC-stregen i flere omgange, og det var derfor fuldt fortjent, at Anton Petersen efter et fint angreb fik afsluttet og scoret med en fornem halvflugter til 1-1.
At der skulle sluttes godt af for fodboldåret 2020 var tydeligt, og HIK var i den grad opsat på at tryne topholdet.
Kort efter havde anfører Jonas Hebo da også en chance i direktørklassen for 2-1-scoring, men trods helt fri og med god tid, satte han desværre hårdt indersiden til en god bold, og derfor fløj bolden over mål i en ellers meget gunstig position.
HIK fortsatte ufortrødent med at presse, og da Josef Moussa blev sendt af sted mod mål med halsende NFC-forsvarere efter sig og afsluttet godt, lugtede det af mål igen, men ak, bolden fløj lige netop i sidenettet.
Det stank nu af 2-1, men HIK havde besøg at et kynisk tophold, og det viste sig skæbnesvangert hård kort efter.
Indskiftede Kristian Lindberg havde været på banen i en halv halvleg, men han udnyttede til fulde den gode stikning han fik efter 83 minutters spil.
Og modsat HIK-angriberne, der lige manglede den sidste coolness i flere situationer, viste Lindberg, hvordan det skulle gøres. Smart lobbede han bolden over den fremstormende Sebastian Sørensen i HIK-målet, og så var det gæsterne der ufortjent, men professionelt, var foran.
HIK formåede trods et par tilbud de sidste 10 minutter ikke at fremtvinge en udligning, og derfor sluttede et ellers fornemt fodboldår på en bitter måde.
HIK kan nu gå på vinterpause - på en flot andenplads - og derfra se frem til forårets første kamp i marts, hvor turen går til Skovshoved.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her