18. juni 2021
'Skuespillerinden' af Vilhelm Bjerke Petersen, 1935. Olie på lærred, Kunstmuseet i Tønder.
gallery icon

Se billedserie

'Skuespillerinden' af Vilhelm Bjerke Petersen, 1935. Olie på lærred, Kunstmuseet i Tønder.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Seks stjerner: Museum genåbner med et brag af en øjenåbner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Seks stjerner: Museum genåbner med et brag af en øjenåbner

Anmeldelse: Med imponerende 100 værker af multikunstneren Vilhelm Bjerke Petersen under titlen 'Alt er tegn' genåbner Øregaard Museum

Villabyerne - 07. maj 2021 kl. 14:28
Af Adam Grandjean, anmelder på Villabyerne

At dømme efter antallet af nekrologer efter Vilhelm Bjerke Petersens død den 13. september 1957 (født 24. december 1909) skulle man tro, at han var glemt i Danmark.

arrow Læs også: Disciplene har kimonoer på i Dyssegård

En del af forklaringen er nok, at Bjerke Petersen i 1944 gennem sin kunst bød nazisterne trods og derfor måtte flygte med sin familie til Sverige, hvor han levede resten af sit liv.

Øregaard Museum bringer i den grad Bjerke "til live" igen i en dansk kontekst med sin nye udstilling 'Alt er tegn'.

Vilhem Bjerke Petersens far, den visionære og kunstkritiske historiker Carl V. Petersen, havde qua sin kunsthistoriske indsigt og, lidt ironisk, på trods af sin stilling som direktør for den bedagede Hirschsprungs Samling, virkelig fingeren på pulsen, når det gjaldt den internationale kunst, de franske impressionister og Cézanne.

Han var tilmed en af de stærkeste støtter for det danske kubistiske gennembrud i 1918 med kunstnere som Vilhelm Lundstrøm, Olaf Rude, Jais Nielsen og William Scharff.

Ikke mærkeligt, at sønnike Vilhelm blev kunstinteresseret og byggede sig et skur i haven, hvor han kunne eksperimentere med maleri og skulptur.

Efter elevtid hos Harald Giersing, William Scharff, Rostrup Bøjesen og Alf Rolfsen i Oslo blev den unge Vilhelm Bjerke Petersen (delvis efter sin fars råd) i 1930 optaget på den tyske eksperimenterende kunstskole Bauhaus, hvor han som den eneste dansker nogensinde fik undervisning af kunstnerne Wassili Kandinsky, Paul Klee og Oscar Schlemmer.

Opholdet på Bauhaus blev en øjenåbner for Bjerkes forhold til den abstrakte kunst, kunstnerisk, teoretisk og filosofisk.

Tre faser i hans virke
Bjelkes kunstneriske virke faldt i tre faser: Den tidlige abstrakte form i starten af 1930'erne med enkelte genkendelige symboler: Cirklen, linjen, punktet og trekanten, over en "psykofotografisk" figurativ surrealistisk periode 1935-1945, til en tilbagevenden til et konkret abstrakt geometrisk formsprog, som Bjerke kaldte "originisme".

Udstillingen på Øregaard, i øvrigt i tæt samarbejde med Mjellby Konstmuseum i Halmstad, følger kronologisk denne udvikling fra 1. salen rundt med uret og videre i stueetagen.

I 1934 stiftede Bjerke sammen med malerne Ejler Bille, Richard Mortensen og billedhuggeren Sonja Ferlov den abstrakt-surrealistiske gruppe 'Linien', der med sin dyrkelse af det fladebetonede maleri med abstrakte symbolske former brød med det i tiden fremherskende danske naturalistiske maleri.

Samarbejdet fik dog en brat ende, fordi Bjerke i sin kunst og kunstteoretiske tilgang konkretiserede drømme og tanker, mens Mortensen og Bille fortsatte med at symbolisere sindet og fantasien.

Voksende interesse for Dali
Bruddet med 'Linien' i slutningen af 1934 skyldtes bl.a. Bjerkes voksende interesse for Salvador Dalis figurative surrealisme, psykoanalysen, underbevidstheden og seksualiteten.

Sammen med Vilhelm Freddie deltog han i 1935 i den internationale udstilling 'Kubisme-surrealisme' i Den Frie Udstillingsbygning, som han arrangerede i samarbejde med André Breton (forfatteren til det surrealistiske manifest), Max Ernst og Jean Arp.

Bjerkes kunstteoretiske forfatterskab er værd at fremhæve (ligger til beskuelse i museets montre), og tilmed hans deltagelse i en række internationale surrealistiske udstillinger i London 1926 og Paris 1938.

Sine sidste år, inden sin alt for tidlige død som 48-årig (hjertelidelse), vendte Bjerke, efter et års ophold i New York, tilbage til udstillingen 'Linien II' sammen med Richard Mortensen, Sonja Ferlov Mancoba og Robert Jacobsen med værker, hvor han genoptog arbejdet med det konstruktive maleri, som han kort tid havde arbejdet med i 1930'ernes begyndelse.

Han grundlagde i 1948 'Moderna Konstskolan' i Stockholm, hvor han underviste, og i bogen 'Konkret kunst', som udkom i 1956, belyste han autoritativt essensen i den konkrete kunst.

"Virkemidlerne i mit værk svinger som en konstant bølge mellem det abstrakte, det konkrete og det realistiske. Men hver gang pendulet svinger tilbage, tager det noget af det foregående med sig. Det er i foreningen af disse kvaliteter, jeg forestiller mig min kunstneriske drøm virkeliggjort," sagde Vilhelm Bjerke Petersen i 1956.

Pioner for det abstrakte
Vilhelm Bjerke Petersen var en sand pioner, som med sit internationale netværk kom til at spille en væsentlig rolle i udviklingen af den abstrakte og surrealistiske kunst i Danmark.

På den imponerende udstilling på Øregaard Museum vises ud over malerier også tegninger, collager, fotografier, breve, bøger og, ikke uvæsentligt, Bjerkes arbejde med keramisk dekoration og formgivning til den svenske porcelænsfabrik Rörstrand i 1950'erne.

Kære læsere! Hvis I kan lide Dali, Duchamp, Freddie, Klee, Kandinsky, Max Ernst, Miro, Magritte, Mortensen, Picasso, men på denne udstilling blot kan "nøjes" med Vilhelm Bjerke Petersen, er denne enestående udstilling et must.

Veldisponeret, konsekvent, overskuelig og frem for alt en fryd for øjet og fantasien. Det fine, gamle patricierlandsted Øregaard, opført af den franske arkitekt Joseph-Jacques Rameé i 1806, som fylder 100 år i år som museum i Gentofte Kommune, kan med friske, dristige vægfarver, flotte gulve, en ny rumopdeling samt bladguld og okker på gesimsen i havestuen, rumme det hele. Nyt såvel som gammelt.

Oprindeligt planlagt til at slutte den 10. juni er udstillingen heldigvis blevet forlænget til den 3. oktober.

God fornøjelse.

arrow 360 værker fra Hellerup-villa på udstilling
01. juni 2021 kl. 14:05 Opdateret: kl. 15:06
arrow Programmet er klar for stor kulturfestival
27. maj 2021 kl. 15:34 Opdateret: kl. 13:13
Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?
 

KONTAKT OS