På andet retsmøde blev det besluttet at nedlægge forbud mod referat fra retsmødet. Villabyerne har valgt sammen med Ekstra Bladet at kære afgørelsen
"Min klient er en mand med mange damer. Nogle gange har der været 2-3 på samme tid. Det har været unge kvinder og ofte dobbeltbookninger. Der har været rygter på Charlottenlund Travbane på grund af den livsstil. Min klient har været fremme i skoene og har haft mange damer, men det gør ikke, at der er begået noget kriminelt."
Sådan argumenterede forsvarer Christian Kirk Zøllner blandt andet ved retsmødet tirsdag 2. marts ved Retten i Lyngby.
På anklagebænken sidder en 56-årig mand fra Charlottenlund. Tiltalt for seksuelle overgreb, blufærdighedskrænkelser, forsøg på voldtægt, voldtægt og grov vold.
Manden har en tilknytning til Charlottenlund Travbane, og det er angiveligt her, at flere af de seksuelle forbrydelser er begået.
To dage efter, torsdag 4. marts, var det tid for hovedpersonen til at komme i vidneskranken.
Men idet han satte sig i stolen, ønskede både forsvarer og anklager at nedlægge referatforbud med begrundelsen, at hans forklaring kunne påvirke de andre vidner i sagen.
Den fremmødte presse, Villabyerne og Ekstra Bladet, protesterede begge mod det ønske fra forsvarer og anklager.
Efter at have voteret i en halv time valgte dommeren og de to domsmænd at nedlægge referatforbud.
Villabyerne har sammen med Ekstra Bladet valgt at kære den kendelse til Østre Landsret.
"Vores argument er, at hensynet til de forurettede i sagen kan varetages alene ved de nedlagte navneforbud samt dørlukning under de forurettedes forklaringer. Hvis vi ikke får adgang til procedurer og dom, mener vi, at der er tale om en fuldstændig mørklægning af en sag, der åbenlyst har offentlighedens interesse," siger Villabyernes redaktør, Jesper Bjørn Larsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her