”Man skal ikke tro min søns blod er billigt.”
Moren til den 18-årige mand, der blev dræbt af knivstik i brystet ved masseslagsmålet nær Gentofte Sportspark i april var klædt fuldstændig i sort, da hun onsdag morgen var i Retten i Lyngby for at få afklaret spørgsmålet om en eventuel erstatning, hvis den drabstiltalte bliver fundet skyldig.
Hendes bistandsadvokat mente, at en godtgørelse på 130.000 til hver af de to forældre ville være passende, men undervejs frasagde hun sig ethvert beløb.
”Når man spørger, om jeg ønsker erstatning, så betragter jeg det som en hån mod vores følelser. Selv hele verdens millioner kan ikke erstatte min søn. Jeg ønsker ikke erstatning, jeg anmoder bare om retfærdighed,” sagde hun.
Hun fortalte, at hun havde fire børn, før hun fik den nu dræbte, men at de alle er døde.
”Han var min eneste søn.”
Forældrene har ligesom alle andre tilhørere været afskåret fra at følge med i sagens seneste retsmøder på grund af skærpede coronarestriktioner, men det, de har nået at overvære, har langtfra gjort sorgprocessen nemmere, forklarede de.
”Jeg bliver meget påvirket af det, der skete, men det, der sker her i retten, har forstærket vores smerte. Vi bliver behandlet som om, det var os, der er morderne og ikke os, der er ofrene. Jeg vil gerne have lov at fornemme, at vi lever i et humant og demokratisk land,” sagde hun.
Også faren til den dræbte var rørt og i tårer.
”Jeg vil gerne sige undskyld til alle, der er til stede. For jeg har ikke hørt en eneste, der siger undskyld til mig,” sagde han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her