11. april 2021
Opgaveudvalget Grønne Gentofte kom med forslaget til en temaplan for hegning, der ville gøre Gentofte grønnere. På billedet ses formand for opgaveudvalget, Jesper Marcussen (K), sammen med en Gentofte-borger og medlem af opgaveudvalget, Astrid Hall. Arkivfoto: Kathrine Albrechtsen
Opgaveudvalget Grønne Gentofte kom med forslaget til en temaplan for hegning, der ville gøre Gentofte grønnere. På billedet ses formand for opgaveudvalget, Jesper Marcussen (K), sammen med en Gentofte-borger og medlem af opgaveudvalget, Astrid Hall. Arkivfoto: Kathrine Albrechtsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kommune siger nej til hegn og mur: Kun grønne hække dur

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kommune siger nej til hegn og mur: Kun grønne hække dur

På et kommunalbestyrelsesmøde inden påsken blev en ny lokalplan vedtaget, der fremover dikterer grønne hække ud til vejene

Villabyerne - 07. april 2021 kl. 08:34
Af Kathrine Albrechtsen

Med en ny lokalplan har Gentofte Kommune sikret, at der fremover skal plantes grønne levende hække ud til vejen.

Beslutningen blev vedtaget mandag inden påsken under et møde i kommunalbestyrelsen med 18 stemmer for og 1 imod.

Jesper Marcus (K), formand for opgaveudvalget 'Grønne Gentofte', som har stået bag forslaget, stillede sig op inden afstemningen.

"Den her lokalplan vi nu skal tage stilling til er blevet til på baggrund af mange diskussioner og dilemmaer, men vi endte op med et enigt opgaveudvalg. Der har været flere høringssvar med forbehold. Den mest udbredte misforståelse har været, at den hegning, som eksisterer i dag, skal udskiftes med en grøn hæk. Det er ikke korrekt. Den hegning man har i dag, vil også være lovlig i fremtiden," sagde han.

Ifølge opgaveudvalget 'Grønne Gentofte', der bestod af ti borgere og fem politikere, var der en stigende tendens til at sætte hegn og mure op. Med lokalplanforslaget ville de bremse den udvikling for at bevare det grønne vejbillede.

Bland jer udenom

Ikke alle borgere støtter kommunens krav om grønne bælter ud til vejen, hvilket høringssvarene også vidner om. Ud af de 129 indsendte udtrykker 67 modstand, mens 34 støtter op om det. Især tordner borgerne over forslagets rådighedsindskrænkning og ekspropriation af deres grunde, da et fast hegn kun må sættes bag en grøn hæk og 1 meter inde på grunden.

"Det vil klæde kommunen at blande sig mindst muligt i den private frihed til at vælge hegn og træer på egen matrikel," skriver Gentofte-borger Lars Schøning i sit høringssvar.

Gentofte Kommune påpeger, at grundejerne kan bevare de eksisterende forhold, at der er mulighed for flere typer hegn, samt at man kan søge om dispensation til at genopføre eksisterende lovlige hegn.

Den næsthyppigste indsigelse blandt høringssvarene er, at det gør det besværligt at nedbringe støjgener på ejendomme langs befærdede veje eller jernbaner, og at grænseværdien for, hvornår kommunen kan dispensere, skal sættes fra 68db ned til 58 db.

Andre borgere påpeger, at et levende hegn potentielt kan øge indbrudsrisikoen, da hegn er sværere at forcere, mens tyve derimod kan gemme sig selv eller deres tyvekoster i hækken. Gentofte Kommune henviser til, at Det Kriminalpræventive Råd opfordrer til, at hække og beplantningen i forhaven holdes lavt, så tyven ikke kan gemme sig tæt ved boligen.

Udtryk for smagsdommeri

"Hvad med de ældre i området?" spørger Birgitte Randmets i sit høringssvar.

"Endelig fik jeg udskiftet den grønne hæk med et raftehegn, som ingen vedligeholdelse kræver. En hæk betyder arbejde hele året rundt med klipning og fjernelse af nedfaldne blade," skriver hun.

Men kommunen mener, at man kan vælge plantetyper, der kræver begrænset pleje eller som ved løvfald ikke gør fortovene glatte.

Er forslaget et udtryk for smagsdommeri? Det mener flere borgere, blandt andet Thomas Albrechtsen.

"Hvem ønsker flere småborgerlige ligusterhække i stedet for pæne havemure eller andre hegnsløsninger? Lokalplanområderne er præget af markante og klassiske villaer, hvor der ikke er behov for flere ligusterhække og et kedeligt sølvbryllupspræg," siger han.

Nej tak til rockerborge

Hvor 67 harcelerer over forslaget, er der derimod grøn begejstring blandt de 34 støtter.

"Jeg går meget langs vores villaveje og er ked af de mange høje mure, som er begyndt at erstatte grønne hække og hegn," siger Anna Pia Hudtloff.

"Glimrende forslag. Jo grønnere jo bedre. Tendensen med høje hegn har desværre grebet om sig her i kommunen. Det virker på mig som små forte i stedet for det åbne landskab, der kendetegner et lokalsamfund med høj grad af tillid og åbenhed," skriver Mads Berg i sit høringssvar.

Anders Uhrskov ser flere eksempler på mure i kommunen, der minder om rockerborger.

"Jeg støtter helt forslaget om at holde skel og hegn grønne og først og fremmest at undgå de grimme plankeværker," skriver han.

Aflyst borgermøde

Eneste stemme mod lokalplanforslaget i kommunalbestyrelsen var fra Jeanne Toxværd (Enh.).

"Der er mange gode elementer, men også knaster, der kunne være luget ud. Det er besynderligt, at man ikke inddrager borgernes ønske om at dispensere fra den maksimale højde på faste hegn, hvor der kan dokumenteres støjbelastning på oveer 58 db. I stedet foreslår flertallet, at det skal være over 68db, som er ret højt. Ved borgermøder kunne vi sikkert have landet en løsning med støjskærmning med grønt udtryk. Det er urimeligt, at borgerne skal belastes af støj og ikke kan gøre noget ved det grundet central styring," sagde hun, som foreslog at beslutningen skulle udsættes til foråret 2022, hvor det forhåbentligt er muligt at afholde borgermøder igen.

I januar 2021 skulle der have været afholdt et digitalt borgermøde, men det blev aflyst dagen før, da afviklingen af mødet ville kræve fysisk tilstedeværelse af faglige medarbejdere og teknikere, og man kunne derfor ikke overholde myndighedernes anbefalinger i forbindelse med covid-19.

Regeringen overvejer mulighed for bilfrie søndage. Er det en god idé?
 

KONTAKT OS