7. maj 2021
Gentoftes borgmester, Hans Toft, fotograferet ved sit 25 års jubilæum. Arkivfoto: Signe Haahr Pedersen
Gentoftes borgmester, Hans Toft, fotograferet ved sit 25 års jubilæum. Arkivfoto: Signe Haahr Pedersen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kommentar: Farvel til Gentoftes utrættelige frontkæmper

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kommentar: Farvel til Gentoftes utrættelige frontkæmper

Hans Toft, Gentoftes umådeligt populære borgmester, har meddelt sin afgang. Gentoftes borgere har meget at takke ham for

Opdateret 12. januar 2021 kl. 15:48
Villabyerne - 11. januar 2021 kl. 17:56
Af Jesper Bjørn Larsen, Villabyernes redaktør

Mange andre politikere havde lagt beskeden på deres Facebook-side som det første, men ikke Hans Toft. Han brugte i stedet en del af mandagen på at ringe rundt til tidligere medarbejdere, samarbejdspartnere og politiske kolleger for at give beskeden personligt: tak for nu.

arrow Læs også: DEBAT: En hilsen til borgmesteren

Først ved 13.30-tiden lagde Hans Toft beskeden om sin afgang på sin Facebook-side. Siden er det strømmet ind med taksigelser og personlige hilsener. Mange fulgt af tåre-emojis.

Efter næsten 28 år som Gentoftes borgmester har Hans Toft meddelt, at han i midten af maj giver tøjlerne videre til Michael Fenger og at han i øvrigt ikke genopstiller ved næste kommunalvalg.

Han har gjort det på klassisk Hans Toft-vis. Det er hans egen beslutning at stoppe nu, ingen har tvunget ham eller hvisket ham i ørerne, at det nok var en god idé. Og han gør det nu af respekt for vælgerne.

Mange havde måske ladet sig genvælge og så i stedet trukket sig midt i næste valgperiode. Men ikke Hans Toft. Han synes sikkert, at slig fremgangsmåde ville have haft et skær af vælgerbedrag. Så er det langt mere reelt at melde det ud nu, lyder hans analyse. Givetvis.

En altfortærende stemmesluger

Ved kommunalvalget i 2017 fik de konservative 23.506 stemmer ud af de 40.829 afgivne stemmer i Gentofte. En tilslutning på 58,1 procent, der sikrede partiet 13 ud af 19 pladser i kommunalbestyrelsen.

Ud af de 23.506 konservative stemmer fik Hans Toft 14.926 personlige stemmer. En andel på 63,4 procent! Hans personlige stemmetal målt i forhold til det samlede antal afgivne stemmer var 36,5 procent! Mere end hver tredje Gentofte-borger satte altså krydset ud for deres borgmesters navn.

Det er det, man kalder et ufatteligt stærkt, folkeligt mandat. Resultatet efterlod alle andre partier groggy. Det var som om, at termen 'borgmestereffekt' ikke rigtigt slog til.

Det gjorde den heller ikke. Resultatet viste det, vi jo egentlig godt vidste i forvejen. Gentofte-borgerne elsker deres borgmester. Selv folk, der var kritiske over for dele af den førte politik, som f.eks. Skovshoved-borgeren Morten Ingemann, Ekstra Bladets 'Og det var Danmark'-tegner, stemte på ham.

Valgresultatet handlede om at vise sin udelte glæde over at bo i en af Danmarks mest veldrevne kommuner - og sin dybe tillid til manden, der nu i snart 28 år har stået i spidsen for den.

Et sandt smørhul

Gentofte har alt. Upåklagelige daginstitutioner, topmoderne skoler, fantastiske plejehjem, lækre idræts- og fritidsfaciliteter, nyrenoverede havne og strande, ja, man kunne faktisk blive ved.

Måske en misundelig jysk borgmester eller to kunne finde på at hævde, at det da ikke er svært at skabe et smørhul, når man har et skattegrundlag som Gentoftes, og var der ikke også noget med nogle NESA-milliarder?

Jo, det var der, og de hører med til succeshistorien om Gentofte, Men hvor andre måske ville have gået efter at tækkes sine vælgere, f.eks. med store nedsættelser af skatten, så har Hans Toft og hans skiftende flertal i stedet investeret klogt i renovering af skoler, kloaknet, veje og mange store anlægsprojekter til gavn for alle Gentoftes borgere.

En flittig borgmester

Hans Toft, der er den længst siddende borgmester i Gentoftes historie og den pt. længst siddende borgmester i Danmark, er formentlig Danmarks flittigste borgmester. Det var hans partiformand, Søren Pape Poulsen, tidligere i dag inde på over for Villabyerne:

"Hvis der var en pris for Danmarks flittigste borgmester, så ville han have taget den i adskillige år. Han er og har været Gentoftes mand i alle sager. Han er manden, der om nogen har sikret, at Gentofte er en by, det er dejligt at bo og arbejde i," lød rosen fra den kant.

Det er da også alment kendt, at det sidste lys, der bliver slukket på rådhuset, er lyset på borgmesterkontoret, og manden under kun sig selv få dages sommerferie.

Der er ikke den sag, han ikke sætter sig ind i, og der er ikke den folder eller ny strategiplan, han ikke har en finger med i.

Han viser sig til alle væsentlige begivenheder i byen - og her taler vi altså også om, når en børnehave har fået en ny rutschebane - han hilser altid venligt på samtlige fremmødte, og mange af dem får en smagsprøve på hans lune, jyske humor.

Gentofte-borgerne ved, at de altíd kan ringe eller skrive til deres borgmester. Øjner han en løsning på det problem, borgerne har præsenteret ham for, så ringer han gerne tilbage så hurtigt som muligt og fortæller dem om den.

Mange kampe

Det er også børnelærdom i Gentofte, at når først Hans Toft har sat sig noget for, så giver han ikke op. Om det så betyder årelange juridiske tovtrækkerier med staten. For eksempel, da han i 2003-2006 insisterede på, at Gentofte kun kunne boligplacere flygtninge i midlertidige boliger. Til sidst måtte han rette sig efter en landsretsdom og anvise permanente boliger.

Eller da han harcelerede over, at SKAT's nøleri førte til, at Gentofte Kommune gik glip af ikke alene sin andel af arven efter Mærsk Mc-Kinney Møller, men også arven efter 71 andre dødsboer, hvor SKAT ikke havde tastet alle oplysninger inden de gældende tidsfrister. Den sag tog Gentofte Kommune hele vejen til Højesteret, hvor man tabte.

Det er næppe heller gået mange danskeres næse forbi, hvad Gentoftes borgmester mon mener om den udligningsreform, som et bredt flertal i Folketinget vedtog i foråret.

Den første mand på barrikaderne, hvis en beslutning går Gentofte imod, er byens borgmester. Og man skal stå ualmindeligt tidligt op og læse grundigt på lektien, hvis man skal matche ham.

Hans Toft er også et magtmenneske. Hvis man vælger at gå op imod ham, som flere Venstre-folk og andre politikere gennem tiden har gjort, så mærker man hurtigt hans vrede. Man er enten med Hans Toft eller imod ham.

Det måtte hans mangeårige og nu afdøde partifælle Lisbeth Winther også sande, da hun i efteråret 2016 offentligt undsagde hans ledelsesstil. Hun blev ekskluderet af den konservative gruppe, selv om hun blot havde ønsket at trække sig som formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Inddragelse af borgerne

Det hører med til historien om Hans Toft som borgmester, at han i de seneste mange år er gået efter at indgå så brede aftaler som muligt. I princippet kunne borgmesteren og resten af den konservative gruppe bare sidde på deres magelige flertal og gøre lige, hvad der passer dem, men det har de valgt ikke at gøre.

I de seneste 12 år har den således stået på samarbejde i kommunalbestyrelsen i Gentofte, hvor såvel Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre og SF har en reel medindflydelse. Kun Enhedslisten står uden for det selskab og udgør dermed den eneste reelle oppossition i Gentofte.

Da 18 ud af de 19 politikere i kommunalbestyrelsen i september 2020 vedtog et nyt toårigt budgetforlig, vakte det ingen opsigt. Det er sådan, det gøres i Gentofte.

De seneste to valgperioder har også budt på masser af opgaveudvalg, hvor borgerne bliver inviteret med til at diskutere og skabe politik. Onde tunger har hævdet, at opgaveudvalgene til tider minder mere om diskussionsklubber end beslutningsfora, men ingen kan benægte, at de er et nybrud i dansk kommunalpolitik. Og at mange borgere har udtrykt deres store glæde over at blive taget med på råd på den måde.

Dyb respekt

Det er ikke nogen hemmelighed, at borgmesteren og Villabyerne ikke er de bedste venner. Vores kritiske linje er ikke altid faldet i god jord på borgmesterkontoret. Navnlig ikke, da vi i efteråret 2015 skrev artikelserien om de mange au pair-piger, der var med til at holde flygtningekvoten nede. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi siden da kun har måttet stille skriftlige spørgsmål til borgmesteren.

Den kritiske linje står jeg som avisens redaktør på mål for. I går, i dag og i morgen.

Men det ændrer ikke ved, at vi på Villabyernes redaktion har den dybeste respekt for det kæmpe arbejde, Hans Toft har ydet i Gentoftes tjeneste. Hvis alle borgmestre var lige så dygtige og flittige som Hans Toft, ville det kommunale selvstyre have stået langt stærkere, og regionerne ville formentlig have været nedlagt for længst.

På vegne af alle Villabyernes ansatte vil jeg gerne sige tak til Gentoftes borgmester gennem snart 28 år. Og ønske ham alt godt fremover.

arrow Overrasket opposition: En æra slutter
12. januar 2021 kl. 16:34 Opdateret: kl. 15:40
Planlægger du at holde den kommende sommerferie uden for Danmarks grænser?
 

KONTAKT OS