17. september 2021
Filmen ?Opstigningen? er ugens film på Filmstriben. Pressefoto
Filmen ?Opstigningen? er ugens film på Filmstriben. Pressefoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Filmstriben anbefaler: Barsk fortælling om krigens gru

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Filmstriben anbefaler: Barsk fortælling om krigens gru
Villabyerne - 30. juli 2021 kl. 10:54
Af Mattias Blicher cand.mag. ved Gentoftegade Bibliotek

I et snehvidt landskab strejfer to pro-sovjetiske partisaner rundt på udkig efter mad. De er sendt af sted af deres deling, som har søgt tilflugt i et buskads efter en skudveksling med tyske tropper. Efter at have travet igennem en lille nedbrændt flække kommer de til en større landsby, hvor det lykkes dem at få fat i et lam hos en tysk kollaboratør. Men fjenden er lige i hælene, og den ene partisan, Sotnikov, bliver skudt i foden. Sotnikov, der i forvejen er svækket af feber og hoste, gør sig klar til at tage sit eget liv, så han ikke falder i hænderne på fjenden. I sidste øjeblik kommer den anden partisan, Rybak, ham til undsætning og får Sotnikov ud af skudlinjen. Rybak slæber sin soldaterkammerat gennem dyb sne, op ad kamme, på tværs af fordybninger, over buskstubbe, der knækker under deres vægt - alt sammen i én lang indstilling, der udpensler de smertefulde anstrengelser.

arrow Læs også: Filmstriben anbefaler: Umulig kærlighed i Indiens skæbnetime

Vi er et sted i den tyskbesatte del af Belarus under 2. Verdenskrig og med tanke på, at russiske Larisa Sheptikos film fik premiere i 1977, kunne man frygte, at Verdenskrigen blev en rampe for propagandistisk billedpolitik. Men det er heldigvis ikke tilfældet. 'Opstigningen' er en følelsesmæssig kompleks film om moral og principper, som på en eller anden måde slap igennem den sovjetiske censur. Og netop scenen, hvor Rybak redder Sotnikov, sætter kraftfuldt og overbevisende tonen for resten af filmen. Ikke blot fordi scenen er overbevisende filmet og komponeret, men også fordi man begynder at gruble over, om Rybaks heltedåd nu også var det rigtige at gøre. Burde han have efterladt Sotnikov, der både er syg og såret, og i stedet fået maden sikkert tilbage til resten af delingen?

Dilemmaet får et endnu et lag, da Sotnikov og Rybaks flugt fører dem til en afsidesliggende bondegård, hvor en kvinde med tre små børn modstræbende tager imod dem. Sotnikov får fjernet projektilet i foden, men tyskerne dukker igen op, og kvinden foreslår, at Sotnikov og Rybak gemmer sig på loftet. Sotnikovs hoste afslører dog deres skjul, og de to mænd og kvinden bliver taget til fange, mens de tre små børn bliver efterladt alene tilbage på gården. I tyskernes varetægt bliver de to partisaner tortureret og forhørt. Sotnikov er måske fysisk svækket, men med en urokkelig offervilje, hvilket står i skærende kontrast til Rybak, der bliver mere og mere besat af at redde sit eget skind.

'Opstigningen' er en barsk fortælling om, hvordan stærke karakterer pludselig kan knække i mødet med krigens gru, og andre er i stand til at finde en indre styrke, når alt håb er ude. Sheptiko bruger ikke persongalleriet til at pege fingre eller moralisere. De lange sort-hvide indstillinger af de to soldater, der trasker gennem sneen i et landskab, som mest af alt minder om en post-apokalyptisk ødemark, og som til tider opløses i et hav af blændende hvidt, udtrykker på sin egen måde, at det er svært at klandre mennesker for at give efter under så ubarmhjertige betingelser.

'Opstigningen' blev Sheptikos sidste film. Hun døde i et biluheld i 1979, 41 år gammel. Hun var gift med Elem Klimov, der også var filminstruktør, og han stod bag en af de store østeuropæiske krigsfilm, 'Gå og se' fra 1985, som i dag betragtes som en klassiker. Samme status fortjener 'Opstigningen'. Og så er det også værd at bemærke, at Sheptiko var en af de første kvindelige instruktører til at modtage en af de store europæiske festivalpriser, da hun fik overrakt Guldbjørnen ved den internationale filmfestival i Berlin i 1977.

arrow Filmstriben anbefaler: En kamp for et liv med indhold
15. august 2021 kl. 08:55 Opdateret: kl. 13:39
arrow Filmstriben anbefaler: En rigtig kramme-film
27. juli 2021 kl. 11:06 Opdateret: kl. 15:34
Synes du, at kommunen er der for dig?
 

KONTAKT OS