46-årig mand fra Gentofte er sigtet for grov vold, frihedsberøvelse, trusler på livet og trusler mod vidne
Det slog fuldstændig klik for en 46-årig mand mandag kort efter middag, da han overfaldt en 15-årig dreng, der var på besøg i hans hjem i Gentofte.
Den 15-årige dreng opholdt sig sammen med mandens 15-årige datter, da den 46-årige mand uvist af hvilken grund blev ekstremt voldelig.
Den 46-årige mand, der tirsdag kl. 12.30 blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby, er sigtet for legemsangreb af særlig rå og brutal karakter.
Han sparkede angiveligt den 15-årige dreng i ansigtet og slog ham i ansigtet med knyttet næve adskillige gange, oplyser Nordsjællands Politi.
Manden er tillige sigtet for at have kastet en lysestage med glasbund i hovedet på sin 15-årige datter og for at have tildelt hende flere slag og skub.
Den 46-årige mand er også sigtet for frihedsberøvelse af den forurettede dreng, idet han i tidsrummet fra kl. 12.10 til 12.35 holdt ham tilbage, bl.a. for at undersøge hans mobiltelefon.
Den 46-årige mand er også sigtet for trusler på livet, da han angiveligt truede den 15-årige dreng med, at han ville slå ham og hans forældre ihjel samt skære drengens kønsdele af.
Endelig er den 46-årige mand sigtet for trusler mod vidner, da han udviste en voldsom og truende adfærd over for et vidne på stedet.
Ved grundlovsforhøret, der blev ført bag lukkede døre på anklagemyndighedens begæring, blev den 46-årige mand varetægtsfængslet i 14 dage frem til den 14. juli.
Manden nægtede sig skyldig i alle sigtelser, oplyser anklagerfuldmægtig Kenneth Siljat fra Nordsjællands Politi.
Såvel den forurettede som den sigtede i sagen er beskyttet af et navneforbud.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her