24. juli 2021
Foto: Esben Zøllner Olesen
gallery icon

Se billedserie

Foto: Esben Zøllner Olesen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En magisk aften, hvor alt gik op i en højere enhed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En magisk aften, hvor alt gik op i en højere enhed

Villabyernes anmelder oplevede små mirakler, sødmefulde danse og uforlignelig kropsbeherskelse, da Verdensballettens 13. sæson havde premiere på Sølyst i Klampenborg. Hun giver 6 stjerner

Villabyerne - 21. juli 2021 kl. 08:31
Af Pia Stilling

Der er enkelte aftener, hvor alt går op i en højere enhed. Sådan en aften var premieren på Verdensballettens 13. sæson på Sølyst i Klampenborg. Vejret var vidunderligt, så paraplyer og sweatre var ikke nødvendige. Parkens kæmpetræer skabte et fantastisk bagtæppe til scenen, mens Øresund kunne anes i det fjerne, og humøret var sprudlende hos alle.

Jens-Christian Wandt var en både glad og lettet mand, da han onsdag aften kunne byde publikum velkommen. I 2020 havde han måttet aflyse Verdensballetten, og i 2021 har vejen til premieren ikke været nem. Der har været og er stadig restriktioner, der skal tages hensyn til ved udendørs forestillinger, og det har været en udfordring.

Programmet bød på både klassisk og moderne ballet med nyt og gammelt mellem hinanden.

Ida Praetorius og Marcelino Sambé dansede pas de deux fra August Bournonvilles 'Blomsterfesten i Genzano'. Det var smukt og deres lysegrønne kostumer gik nærmest i ét med træerne. Ida Praetorius dansede med sødme, og Marcelino Sambés spring udstrålede livsglæde og overskud.

Koreografien til soloen 'Hvor landet ender' blev skabt af Tobias Praetorius i 2020, og Alexander McKenzie komponerede musikken. Soloen blev første gang danset i solopgangen ved Skagens Gren, og Tobias Praetorius dansede på havbunden, hvor de to have mødes. Det blev filmet og vist ved det virtuelle kulturmøde i 2020. Inspirationen til værket er hentet fra Jens Christian Grøndahls Skagens-digt 'Lyset over Skagen'.

Man blændes, og dog står alt med ét så tydeligt.

Så enkelt i det store rum af lys, hvor landet ender.

Landet ender her, og verden begynder.

På havet kan man rejse, hvorhen man vil.

Man kan også blive.

Bare være.

Soloen var blevet bearbejdet til Verdensballettens forestillinger, og Tobias Praetorius fortolkede sit værk og McKenzie sin musik. Bølgerne fra Kattegat og Skagerak måtte publikum naturligvis undvære, men Tobias Praetorius' på en gang kraftfulde og langsomme bevægelser bød os ind i uendeligheden.

Solodanser Lauren Cuthbertson og Federico Bonelli dansede et uddrag fra Christopher Wheeldons moderne ballet 'After the rain' fra 2005. Hun var i sart lyserød body og bare ben og han i grå tights og bar overkrop. Koreografien er enkel til det minimalistiske ligesom Arvo Pärts musik, fortolket på flyglet af Alexander McKenzie. Det var et lille mirakel at se de to dansere med en kropsbeherskelse, hvor alt overflødigt er skåret væk, og hvor humoren titter ind i det elitære værk, når hun går ned i bro, og han løfter hende rundt, som var hun en havebænk.

Første afdeling sluttede til tonerne af 'I got rythm' af Ira og George Gerschwin sunget af Jens-Christian Wandt og spillet af Alexander McKenzie og Niklas Walentin og med en kåd Marcelino Sambé, der spøgte med sine kolleger og publikum. Han har teknik, charme og udseende i orden.

Få dage før premieren gik Rusland i rødt, og Xander Perish og Ekaterina Chebykina fra Marinskij Balletten i St. Petersborg måtte ikke rejse ind i Danmark. Med meget kort varsel trådte solist fra Den Kongelige Ballet i København Astrid Elbo og solodanser Alban Lendorf til og dansede den hvide svanes pas de deux fra Svanesøen med musik af Tjajskovskij. Det er kollegialt af de to at redde situationen og et populært valg at dømme efter publikums reaktion. Alban Lendorf havde en travl uge i Klampenborg - onsdag Svanesøen på Sølyst og søndag havde han sin skuespillerdebut i Frøken Julie på Bellevue Teatret. Alban Lendorf har været plaget af alvorlige skader de seneste år, og klogelig havde man valgt en pas de deux, hvor manden overvejende skal støtte op om damen. Alban Lendorf har bestemt udstråling i sin fortolkning, og man kan blot begræde, at hans aktive karriere ellers er indstillet.

Kim Brandstrup havde på bestilling koreograferet en duet til søskendeparret Ida og Tobias Praetorius. Rekvisitterne bestod af et sort bord og ditto stol, som bror og søster bevægede sig ind og ud af sammen og hver for sig. Det er en svær ting at kaste sig ud i, når en pas de deux ikke som den i mange tilfælde gør, handler om to elskende. Kærlighed mellem søskende er en anden ting. De har samme referencerammer, forstår hinanden og tjatter lidt til hinanden for at vise deres fortrolighed. Den fortrolighed eksisterer mellem Ida og Tobias, der deler barndomsminder både privat og på teatret. Det var smukt at se de to sammen på en ny måde. Alexander McKenzie akkompagnerede med musik af Philip Glass og med fuglesang fra træerne. Det var unikt.

Aftenens sidste balletindslag var den flotte adagio pas de deux fra Nøddeknækkeren til musik af Tjajkovskij. Den blev danset fejende flot af Lauren Cuthbertson og Federico Bonelli.

Det er selvfølgelig ikke Verdensballetten, hvis der ikke er rene musikalske indslag. Clara Cecilie Thomsen, der fra næste sæson er at finde i operaen i København, er Verdensballettens sopran i år. Iført en rød lang kjole fortolkede Clara Cecilie Thomsen 'Il Bacio' af Arditi, 'Quando M´en Vo' fra La Boheme af Pucini og 'Louise - Depuis le jour' af Gustave Charpentier. Hun har en vidunderlig stemme.

Ingen leflen

Niklas Walentin imponerede virtuost på sin violin med Estrelitta af Manuel Ponce. Alexander McKenzie akkompagnerede. Samme duo spillede Scherzo i C-mol af Brahms. De er talentfulde - andet er der ikke at sige.

Musikken til de klassiske værker var båndet, og der kan man altid savne et orkester, men det er nu en gang præmissen, og lyden gik fint igennem.

Verdensballetten henvender sig bredt og tiltrækker et publikum, der rækker langt udover den skare, der altid er på plads og i orden i Det Kongelige Teaters plyssæder, når den kongelige ballet danser. Allerede det forhold, at en forestilling løber af stablen udendørs, forøger imidlertid lysten til at være med til et arrangement som Verdensballetten. Det skal dog ikke forlede en til at tro, at der på nogen måde lefles for publikum. Alle indslag er tilpas korte, så ingen risikerer at komme til at kede sig, men der satses på værker, der ikke nødvendigvis er let tilgængelige. Der er en professionel og elitær tilgang på den allerbedste måde, og det er en stor glæde.

Jens-Christian Wandt har altid været en underholdende konferencier, men det er som om, han hviler mere og mere i sig selv. Han har gode indstuderede oneliners og er god til at gribe en uventet situation i øjeblikket. Da en tilskuer blev dårlig under forestillingen, og der blev efterlyst en læge, og mange ilede til, kunne Wandt tørt bemærke, at det var kedeligt at blive dårlig, men når selveste Søren Brostrøm gav førstehjælp, var det ikke helt skidt. Wandt giver sine dansere og sine musikere plads, træder selv beskedent tilbage og er klar på at blive gjort en lille smule grin med. Dertil kommer, at stemningen i gruppen forekommer både professionel og familiær, og nyankomne babyer introduceres med stor varme.

Verdensballetten fortsætter ud i landet og lander indtil 3. august i alt 11 steder.

VERDENSBALLETTEN 2021 13. sæson

Kunstnerisk ledelse: Steven McRae & Jens-Christian Wandt

Medvirkende:
The Royal Ballet of London: Solodanser Lauren Cuthbertson, Solodanser Federico Bonelli, Solodanser Marcelino Sambé.

Solodanser Alban Lendorf
Den Kgl. Ballet, København: Solodanser Ida Praetorius, Solist Astrid Elbo og Solist Tobias Praetorius.

Musikere: Niklas Walentin, violin og Alexander McKenzie, klaver

Sopran: Clara Cecilie Thomsen
Jens-Christian Wandt, tenor & konferencier

Premiere på Sølyst i Klampenborg - herefter turné til 10 steder i Danmark indtil 3. august 2021

Glæder du dig til, at Tour de France kommer til Danmark i 2022
 

KONTAKT OS