23. september 2021
New Jungle Orchestra spillede fredag aften i Byens Hus for en udsolgt sal. Foto: Peter Madsen
New Jungle Orchestra spillede fredag aften i Byens Hus for en udsolgt sal. Foto: Peter Madsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Disharmoni og vildfarelser skæmmede ellers god koncert

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Disharmoni og vildfarelser skæmmede ellers god koncert

New Jungle Orchestras disharmoniske sammenstød skabte mangel på afslappende stunder for øret, mener vor anmelder, der uddeler fire stjerner ud af seks.

Villabyerne - 15. september 2021 kl. 18:36
Af Peter Madsen, kulturanmelder på Villabyerne

Gentofte Jazzklub åbnede fredag den 10. september for den nye sæson med urskovs-jazz og junglelyde fremført af Pierre Dørges New Jungle Orchestra. For første gang i lang tid med fulde huse.

Koncerten indledtes med den slags lyde, vi kender, når der vises naturfilm fra Afrikas eller Amazonas' jungle i TV. Fløjten, kaglen, mystiske slag på bongotrommer, høje stemmelyde, mens man klapper sig for munden og råber 'uuuh' samt faretruende raslen af udefinerbar art. Af og til iblandet elektroniske effekter af forskellig substans. Dette satte stemningen for hele koncerten, som var bygget op om disse eksotiske lyde med en stemning, som kom de fra en fjern fortid. En ret unik sound, må det siges.

Bandet leverede teknisk højt niveau i de arrangerede flerstemmige passager, der for det meste var skruet sammen med disharmoniske sammenstød over hele paletten, hvilket desværre skabte mangel på afslappende stunder for øret gennem hele koncerten. Dette på trods af nogle få hendøende, næsten uhørlige lyde fra trompet, guitar eller sax i korte perioder for at afslutte et nummer.

Det kan virke søgt og smart og i virkeligheden meget tresseragtigt; den tid, hvor for eksempel Coltrane, Ayler, Lateef og Miles Davis kørte frem med 'blå perioder' og hvor fornyelse i sig selv var en religion. Det kunne ikke blive skævt nok. Postulerende og pågående.

En ballade i første sæt, 'Sister', klang opgivende smuk, idet den var skrevet af keyboard-spilleren til en søster, der er gået bort. Linjeføringen var ligesom ved at stoppe undervejs og falde fra hinanden i en opgivende og magtesløs attitude, som vel henviste til den bagvedliggende alvor.

Det gjorde indfaldene lidt musikalsk tynde, selvom de lige blev "reddet" af de arrangerede passager efterfølgende.

For tilfældigt

Lidt for naivt virkede et stykke musik, som begyndte med tale om elefanter og dinosaurer på afrikansk hen over en meget tynd underlægning. Der var gode instrumental-indfald til trods, men til gengæld lidt uforståelige harmonisammenstød undervejs. For postuleret og 'Gud-ved-hvor-vi-ender-agtigt' simpelthen. Spil-hvad-du-vil-mand virker for tilfældigt og dermed uinteressant i længden, og dette gentog sig lidt for ofte.

Fremhæves skal Dørge selv for sit varierede guitarspil i flere stykker, samt for hans tale/sang/rap ind over junglelydene i baggrunden. Skæve akkorder og pudsige indfald holdt gryden lidt i kog, og visse steder blev retten ligefrem interessant.

En fint spillende og interessant trompetist snoede sig som en ål i mudder i modernistiske improvisationer med en overlegen teknik som støttepædagog. En yderst smuk ballade i første sæt viste hans musikalske habitus og indlevelse i stoffet.

Flot og fyldigt klingende var trombonisten, som med gode idéer i improvisationerne og ædel lyd lagde en god bund i blæserkorpset. Teknisk højt niveau var der tale om i improvisationerne.

Saxofonisten smøg sig fint og smidigt rundt i sammenspillet og syede stoffet smukt sammen til en helhed. Hans klang matchede de andre blæseres, så det hele hang sammen trods de evindelige skingre og disharmonerende, nærmest musikalsk distraherende akkorder.

En god bund

Rytmegruppen i New Jungle Orchestra er af ret så høj kvalitet, hvilket kræves for at kunne understøtte de yderst komplicerede arrangementer og overgange. Bassisten havde fra starten et kor, som viste hans høje niveau og skønne klang.

I slutningen af 1. sæt var der plads til tromme- og congas soli, hvilket de gjorde flot, fantasifuldt og sprællende rede for. En god bund for de melodiførende instrumenter undervejs. Faste urokkelige tempi og swingende, når der var brug for det.

Alt i alt en ret interessant aften som smuglyttende kokosnød i junglen, hvor selv lianerne fik en rolle som tovholdere for instrumentalisternes gyngeture mellem træerne. Slangen i dette paradis blev de skingre, lidt umotiverede dissonerende akkorder, som for undertegnede trænger til at få de stikkende torne trukket ud.

Trods dette skal der fire stjerner ud af bushen.

Stemmer du til kommunalvalget i år?
 

KONTAKT OS