13. juli 2020
Jill Trolle, Sygeplejerske og Direktør, Trolle Care
gallery icon

Se billedserie

Jill Trolle, Sygeplejerske og Direktør, Trolle Care
Foto: Rie Neuchs ©
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DET GODE LIV: Pludselig var det mig...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DET GODE LIV: Pludselig var det mig...

Jeg har efterhånden skrevet en del klummer, som har taget udgangspunkt i mit virke som sygeplejerske. Jeg har delt mange af mine oplevelser, grin, undren og sorger med jer - alt sammen ud fra min vinkel, sygeplejerskevinklen.

Villabyerne - 04. marts 2020 kl. 15:30
Af Jill Trolle, Sygeplejerske og Direktør, Trolle Care
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Jeg huserer i kategorien "Erfarne Sygeplejersker". Jeg har i rundt regnet 30 år arbejdet med mennesker. Jeg har lært, hvad professionel sygepleje er, som jeg med årene har turde krydre med min personlighed.

arrow Læs også: Det gode liv: Tro, håb og anemoner

Jeg har undret mig over rigide systemer, som jeg med årene og med store sværdslag har forsøgt at bløde op og gjort spiselige. Jeg har grinet, så tårerne har løbet ned ad mine kinder, af - og med patienter, kolleger og pårørende.

Jeg blev oplært på sygeplejerskeuddannelsen til, at det var uprofessionelt at græde sammen med patienter/pårørende, så selvfølgelig har jeg grædt så tårer og mascaraer har ligget i en grålig pøl i skødet på min hvide kittel.

Og alt det kategoriserer mig som en erfaren sygeplejerske. En, der har prøvet lidt af hvert og som med årene har tilladt at bryde det faglige panser og ladet følelserne titte frem og vise, hvem der er inde bag kitlen, hestehalen og det lidt skæve smil.

En hård besked

Et par dage før jul tikkede der en besked ind på min mobil. Min datter og jeg var i fuld krig med at bage julesmåkager til relativt høje og meget glade toner af julemusik.

Beskeden var fra min mangeårige veninde, som i de sidste 11 år har kæmpet med en vidt forgrenet kræftsygdom, som i perioder viste sit rigtig grimme ansigt.

Men hun var en kriger, som tog kampen op med alt det skyts, hun kunne mobilisere omkring sig af egen energi og humør, familie, venner, naturvidenskab og medicinsk behandling.

Men den her gang var beskeden ikke med blik ind i fremtiden. Tværtimod. Louise var blevet erklæret terminal, og man mente ikke, hun havde så frygteligt langt igen.

Det er første gang i mit liv, at jeg har fået sådan en besked. Det er første gang, jeg er pårørende til en døende.

Jeg har været kontaktsygeplejerske til langt mere end 50 patienter, som skulle dø, men min uniform og mit navneskilt har på en eller anden måde beskyttet mig.

Det har lagt en følelsesmæssig isolering omkring de rigtig hårde følelser, som jeg nu pludselig mærkede som pårørende.

Nu var jeg ikke i tvivl om, hvad det vil sige at skulle forholde mig til, at hun snart ikke ville være her mere. Snart ville vores lille trekløver blot være to.

Det blev februar

Louise klarede julen. Selvfølgelig gjorde hun det, for selv da hun skrev, at hun var blevet erklæret døende og uden flere behandlingsmuligheder, var jeg nok et eller andet sted i tvivl, om det nu kunne være sandt. Hun havde overhalet døden flere gange i de sidste mange år, så det gjorde hun nok igen.

I begyndelsen af februar blev hun indlagt på Frederikssund Sygehus på afdelingen for smertelindring. Nu var hun rigtig syg. Dagene gik og vennekredsen fik lidt information om, hvordan det gik og det var ikke i den rigtige retning.

Og alt i mens dette skete, begyndte jeg at sidde mere og mere uroligt på min stol.

Fra Prof til pårørende

Jeg har rigtig meget erfaring i at styre patienter og pårørende igennem den sidste fase af livet og at være der, når den sidste vejrtrækning blev taget.

Og jeg har altid holdt på, at man som pårørende skal have lov til at komme og sige farvel. For den døende skal af sted, det er sikkert, men den pårørende skal jo også et eller andet sted finde fred med at være blevet en mor, en veninde eller en fætter fattigere.

Jeg ved, at det er vigtigt at blive overbevist om, at det er endeligt. At døden virkelig er ved at kaste sit slør rundt om et menneske, som samtidig prøver af alt kraft enten at benægte eller at gøre sig klar til at skulle afsted.

Onsdag den 19 februar var det mig, som havde brug for at høre sygeplejerskens stemme sige... "jo, selvfølgelig skal du komme op og kramme hende farvel" Så det gjorde jeg. Jeg havde en fin buket blomster med, som for alle 21 roser symboliserede de 21 år hun havde været i mit liv. For der blev ikke et 22'ende...

Jeg kørte til Frederikssund. Og på turen derop skiftede jeg fra den nøgterne og vidende sygeplejerske til den ulykkelige og bange veninde.

Da jeg skridtede hen over parkeringspladsen, kom der en knugende fornemmelse i min mave - og det slog mig, at jeg aldrig har tænkt på at pårørende må have det sådan, når de har parkeret... at man næsten kan få kvalme af angst for, hvad man lige om lidt skal forholde sig til.

Jeg fandt hurtigt skiltet, der ledte til palliativ afdeling.

De grå gange, jeg gik på, ledte mig skiftevis ind i næsten klaustrofobisk stilhed, hvor jeg kun kunne høre klikkene fra mine hæle, til elevator-samlingspunkter, hvor mennesker talte, smilte eller kiggede tomt frem for sig.

Gåturen var lang, og det var jeg taknemlig for, for så kunne jeg udskyde det, jeg snart skulle, nemlig sige farvel til min veninde.

Mon hun hørte mig?

Sygeplejersken, som modtog mig, må have fornemmet, at jeg havde det skidt, for hun sørgede for, at min pludseligt opstået mani blev ledt ned i den anden ende af afdelingen til vaseskabet, inden jeg stod foran Louises dør.

Hun lå i sin seng ved vinduet, og belysningen var varm og dæmpet. Hun sov. Sygeplejersken havde fortalt mig, at hun pga. mængden af smertestillende medicin, var dybt sovende. Jeg ville ikke forstyrre hende i hendes befriende søvn, men bare sidde hos hende i et par minutter og holde hendes hånd, inden den snart blev kold.

Jeg lænede mig ind over hende og måtte synke et par gange, inden jeg hviskede et næsten uhørligt "Hej Louise, det er Jill".

Jeg syntes, at hun i et par sekunder stoppede med at trække vejret og samtidig forsøgte at åbne sine øjne. Mon hun hørte mig?

Der sad jeg helt stille og aede hende over hendes bare hoved. Der var ingen billeder, som passerede revy, der var bare Louise, og så mig. Jeg savnede hende allerede.

Tilbage ad de grå gange

Jeg rejste mig efter 4-5 minutter og gik med bøjet hoved ud ad døren. Jeg kiggede mig ikke engang tilbage, sådan som de ellers gør i film.

For det her var ingen film. Det var virkelighed, og i virkeligheden mærkede jeg for alvor det endelige og definitive helt fra, da jeg slukkede bilen på parkeringspladsen foran sygehuset og til jeg alene og snart en veninde fattigere gik tilbage af de grå gange.

En meget voldsom følelse, men en jeg har sat "i banken", og som jeg vil hive frem næste gang, jeg står med en opløst pårørende og en døende.

For nu ved jeg på min egen krop, hvordan det endelige mærkes. Nu ved jeg, hvor skræmmende det er at skulle sige farvel. Ikke skræmmende, fordi et menneske i voldsomme smerter og med sygdom i kroppen skal herfra. Men skræmmende, fordi en stol bliver tom, en latter forstummer, og en telefon ikke længere bliver taget.

Louise fløj afsted natten til fredag den 21. februar 2020, 52 år gammel.

Ære være hendes minde.

arrow Det gode liv: Corona - hvad du kan lære af pandemien
27. marts 2020 kl. 09:00 Opdateret: kl. 10:14
arrow Det gode liv: Måske kan du alligevel tåle hund?
21. marts 2020 kl. 10:52 Opdateret: kl. 16:14
arrow DET GODE LIV: Spiser du for meget sukker?
02. marts 2020 kl. 17:34 Opdateret: kl. 15:29
Sommerpakken giver 50% rabat på entré til mange oplevelser som f.eks. museer. Benytter du dig af de gode tilbud ?
 

KONTAKT OS