
På Villabyernes debatsider bragtes 17. februar et læserbrev af Dennis Flydtkær (DF) omhandlende mediestøtte. Jeg kan kun give ham ret i de her fremførte synspunkter.
Jeg voksede op i Hellerup i 1970'erne og husker stadig, hvordan min mormor så frem til, at Villabyerne hver onsdag lå i postkassen.
Den bragte dengang - og bringer fortsat - aktuelt og dybdeborende lokalstof. Hvor skulle vi ellers få kommunal viden og debat fra?
Ugens udgave er fordelt på sektioner, hver på 14 sider. Min simple optælling viser, at det primært er boligannoncer, der fylder avisen, efterfulgt af områdets store dagligvarebutikkers annoncering. Alt i alt fylder annoncer i denne udgave cirka 2/3 af avisen.
Hvis vi skal have en lokalavis, der ikke bare er en annoncesølje, men også forholder sig kritisk til udviklingen i kommunen, kræver det ressourcer - læs penge. Og reklamer får vi jo alligevel i stride strømme via posten. Og avisen er samtidig et omdrejningspunkt for formidling af kulturelle arrangementer m.v.
Nogle vil givetvis henvise til, at avisen er tilgængelig online, hvilket reducerer behovet for den fysiske avis. Men igen, husk på, at en betydelig del af kommunens borgere er oppe i årene, hvor det at sidde med bladet mellem hænderne, er det mest naturlige.
Hvor ansvaret ligger for at drive debatten herom videre rent politisk, står mig uklart, men nogen bør gøre noget for at rejse debatten, så Villabyerne ikke blot bliver en husomdelt reklamefolder.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her