
Venstre benyttede tidligere valg-sloganet 'Venstre ved man, hvor man har'. En række aktuelle beslutninger, som f.eks. deltagelsen i den nye udligningsreform, men også tidligere beslutninger, ikke mindst hvad angår øgede boligskatter, tilsiger, at man bør ændre sloganet til 'Venstre ved man IKKE, hvor man har'.
Villigheden til at medvirke i gennemførelsen af den socialdemokratiske udligningsreform er angiveligt forankret i interne forhold i Venstre, hvor ledelsen for alt i verden vil undgå en ny splittelse og magtkamp mellem by- og land-Venstre.
Sidstnævnte omfatter en række Venstre-borgmestre i provinsen, herunder Jylland, som ser frem til at modtage endnu flere midler fra By-Danmark i øst. Blev de skuffet, så ville der være risiko for en genopblussen af den interne uro i Venstre og yderligere svækkelse af partiet.
Det er vi så nogle i Øst-Danmark, som åbenbart skal betale for at undgå. Og samtidig kan vi så konstatere, at der angiveligt findes tre typer af socialdemokrater: Evangelisterne - De fremmedkritiske - Overløberne.
Man bør som vælger i Gentofte notere sig dette til det kommende kommunalvalg, hvor Venstre vil promovere sin spidskandidat i form af Morten Løkkegaard. Det kan kun hilses velkomment med et udtryk fra sportens verden: "Du var i dag modstanderens bedste mand".
Villabyerne har givet Morten Løkkegaard chancen for at give en modreplik til dette læserbrev. Han har denne kommentar:
"Jeg vil anbefale enhver, der kloger sig på såvel udligningsreform som Venstres interne anliggender at tøve med at udstille sin uvidenhed - især indtil vi kender det endelige resultat af reformen, og det sker tidligst efter sommerferien."
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her