
Hvad er god kultur for dig? Er det at gå en tur ind i en zoologisk have og se på aber, eller er det god kultur for dig at gå en tur i Gentofte Kino og se en god dansk film eller en god James Bond-film?
Her er der en stor forskel, når politikerne skal uddele sommerpakker, for netop biograferne fik det røde kort af politikerne. Sommerpakken skal ikke komme de økonomisk hårdt ramte biografer til gavn med bare et lille løft efter corona-nedlukningen.
Danmarks kulturminister Joy Mogensen mener ikke, at biografbranchen leverer et klassisk kulturtilbud.
Når biograffolk selv starter op og tager hele det økonomiske ansvar, ikke får statsstøtte og arbejder på helt kommercielle vilkår, så er der lukket for kassen, for der er forskel på rigtig politisk kultur.
Museer og zoologiske haver er rigtig kultur og skal reddes, og de fik vores allesammens skattekroner til hjælp. Biograferne sælger såmænd normalt 13,2 millioner billetter om året, når der ikke er coronarestriktioner som nu, hvor der først var helt lukket og nu skal stå med tvangstomme sæder, mens publikumspopulære film er forsinket på grund af coronaen. Men de får ingen sommerhjælp, for de er ikke rigtig kultur, mener Mette Frederiksen og et flertal i Folketinget.
Nu er det normalt sådan, at vi dødelige danskere, kulturpolitisk korrekte eller ej, selv bestemmer, hvilken kultur vi føler os tiltrukket af. Det burde også smitte af på " det politiske flertal", der står bag denne vanvittige fordeling af danskernes skattekroner kaldet " sommerpakken" på 700 millioner.
Biograferne kunne uden bind for øjnene og helt retfærdigt nok være berettiget til et beløb, klassisk kultur eller ej.
Det her er smagsdommeri af allerværste skuffe, og ordførerne, der har nikket til denne uretfærdige aftale, må have snorksovet. Det her er en ommer - vi skal redde vores biografer fra det politiske nedlukningsvanvid.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her