16. oktober 2021
Marie Brixtofte vil i kommunalbestyrelsen for de radikale. Og hun har allerede en række lokale mærkesager, hun vil kæmpe for.
Marie Brixtofte vil i kommunalbestyrelsen for de radikale. Og hun har allerede en række lokale mærkesager, hun vil kæmpe for.
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bykonges datter vil ind i politik: Demokratiet fungerer bedst, når alle kommer til udtryk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bykonges datter vil ind i politik: Demokratiet fungerer bedst, når alle kommer til udtryk

Marie Brixtofte går efter at blive kandidat til kommunalbestyrelsen for Radikale Venstre. Hun bakker op om den førte politik i Gentofte, men meget kan blive bedre, især når det gælder miljøet og unges trivsel, siger hun. Og så efterlyser hun plads til uenighed

Opdateret 20. januar 2021 kl. 10:17
Villabyerne - 20. januar 2021 kl. 09:56
Af Jesper Bjørn Larsen

Sig navnet Brixtofte, og de fleste vil uvægerligt tænke tilbage på Farums farverige borgmester fra 1985-2001, Venstres tidligere næstformand Peter Brixtofte.

arrow Læs også: Radikale har toppen af listen klar

Et eksorbitant rødvinsforbrug, en mildest talt kreativ økonomistyring og en politisk karriere, der styrtede i grus og endte med dom og fængelsstraf for mandatsvig, vil hurtigt trænge sig frem i de flestes tanker. Også her i Gentofte.

Men det vil måske alt sammen ændre sig i de kommende år. For Peter Brixtoftes ældste datter - økonomen, psykologen og Hellerup-borgeren Marie Brixtofte - har meldt sig på banen som kandidat til efterårets kommunalvalg.

"Jeg er vokset op med kommunalpolitik, og jeg har altid tænkt, at jeg en dag ville gå efter at komme i byrådet. Det er vigtigt at engagere sig i sin kommune, tage et ansvar. Det er et gigantisk ansvar at forvalte borgernes penge på den rigtige måde," siger Marie Brixtofte, der i hele sit liv har søgt ansvar, når hun fik muligheden.

Det fik hun på Marie Kruses Skole i Farum, da hun lod sig vælge til elevrådet, og det fik hun på først City University i London og siden London School of Economics, da hun begge steder lod sig vælge til studenterrådet.

Efter sin bachelor i matematisk økonomi og psykologi på førstnævnte skole, og sin master i finans og økonomi på sidstnævnte, fulgte en syv år lang karriere som investment banker i London, så et kommunalt anlægsregnskab kan ikke skræmme hende.

"Jeg tror nok, man må sige, at jeg har en forholdsvis sindssyg matematisk hjerne, men jeg har altid ønsket at have psykologien med," griner hun.

"Hvor man i økonomi prøver at regne ud, hvad mennesker vil gøre af rationelle grunde, så prøver man i psykologi at regne ud, hvad mennesker gør af irrationelle grunde."

"Han lærte mig, at det er langt bedre at betale for meget i skat end for lidt. Jeg er selvstændig og kan i virkeligheden trække en masse fra i skat, men jeg trækker intet fra. Det har jeg fra min far."


Psykolog, økonom og forfatter Marie Brixtofte, der ønsker at stille op for Radikale Venstre til KV21.

Hvordan kan du bruge den dualisme i praksis?

"Vi skal vise økonomisk ansvarlighed i alt, hvad vi foretager os, men vi skal hele tiden tænke ud af boksen. Være åbne for nye synergier, f.eks. når børnehaver kommer på besøg i ældreboliger. Børnene kommer på tur og oplever noget andet, de ældre bliver adspredt og får højnet deres trivsel. Uden at det koster noget. Vi mangler boliger i Gentofte, men samtidig sidder mange ældre alene i deres store villaer. Kan vi som kommune skabe nogle nye fællesskaber, gøre det nemmere at leje dele af sin bolig ud," spørger Marie Brixtofte, som i samme åndedrag peger på endnu en lokal mærkesag.

"Jeg hørte et sted, at der er 400 fattige børn i Gentofte. Der skal som udgangspunkt ikke være nogle fattige børn i Gentofte, det vil jeg arbejde for i samarbejde med frivillige foreninger, sagsbehandlere. Det handler om at finde praktiske løsninger. Der er så mange ting, man kan optimere i en kommune, hvis man tænker kreativt."

Læren fra Farum

Marie Brixtofte nævner som eksempel, da hendes far sendte de ældre på charterrejser til Tyrkiet. Folk troede, at det var for at charmere sine vælgere, men det var en iskold, økonomisk kalkule, siger hun.

"Jeg kan ikke huske det præcise regnestykke, men en plejehjemsplads kostede måske 10.000 kr. om ugen, mens charterrejsen kostede 5.000 kr. om ugen. Ved at sende de ældre afsted, opstod der nye netværker mellem dem, og det udskød deres plejehjemsbehov i adskillige uger. På den måde højnede min far trivslen og sparede samtidig en masse penge," siger Marie Brixtofte.

Hun understreger, at det 100 procent var alkoholen, der fik hendes fars moralske kompas til at erodere. I ædru tilstand var han et af de mest retskafne mennesker, hun har mødt.

"Han lærte mig, at det er langt bedre at betale for meget i skat end for lidt. Jeg er selvstændig og kan i virkeligheden trække en masse fra i skat, men jeg trækker intet fra. Det har jeg fra min far."

"Jeg ønsker en mere heterogen kommunalbestyrelse. Det er ikke sundt, at ét parti sidder på 13 ud af 19 pladser."


Psykolog, økonom og forfatter Marie Brixtofte, der ønsker at stille op for Radikale Venstre til KV21.

Lige som sin far mener Marie Brixtofte i øvrigt også, at alle skal i job, hvis de kan. Ingen unge, som kan arbejde, skal have lov til at gå på kontanthjælp. Og alle flygtninge skal selvfølgelig lære dansk, så de straks føler sig som en del af det danske samfund.

"Jeg mener, vi kan lære meget af min far. Meget af det, han stod for, også i forhold til afbureaukratisering, var virkelig godt fundet på."

Enevælde er ikke godt

Ifølge Marie Brixtofte skabte det en usund politisk kultur i Farum, at hendes far og Venstre i så mange år sad på det absolutte flertal. Tilsvarende er det usundt i Gentofte, at de konservative i så mange årtier har siddet på flertallet alene.

Kan du forstå, hvis nogle vælgere i Gentofte har lidt svært ved at se og høre forskel på budgetforligspartierne?

"Absolut. Det går så godt i kommunen, at det er svært at være kritisk over for linjen. Men når folk er for enige, så kommer man aldrig frem til de bedste løsninger. Vi skal turde være uenige. Uenigheden og dialogen om uenigheden er det, der skaber de bedste løsninger. Det viser forskningen også. Jeg ønsker en mere heterogen kommunalbestyrelse. Det er ikke sundt, at ét parti sidder på 13 ud af 19 pladser. Så derfor er mit budskab: hvis I er glade for linjen i Gentofte og glade for Hans Toft, så stem på de radikale."

Det giver jo ingen mening?

"Jo, for man kan godt ønske et opgør med enevælden i Gentofte, selv om man har været glad for den førte politik."

Mener I slet ikke noget, som adskiller sig fra de konservative?

"Jo, vi er ikke enige i alt. I Radikale Venstre mener vi, at byen har alt for lidt fokus på det grønne. Vi skal have langt flere ladestandere til elbiler, vi skal have en bedre beskyttelse af cyklisterne, og der skal plantes mange flere træer. Vi skal også tiltrække flere virksomheder til Gentofte, så vi har brug for et serviceorgan, der sikrer en hurtigere og mere smidig sagsbehandling. Jeg mener også, der burde føres en mere restriktiv kurs over for parkeringssyndere i Gentofte, men de penge, der kommer ind, skal øremærkes til grønne initiativer," siger Marie Brixtofte, der også vil tilbyde gratis selvværdskurser for unge i Gentofte.

"Livskundskab bør være et fag i folkeskolen, og der bør være gratis forældrekurser til alle - begge er investeringer, som tjener sig selv ind."

Hvad tænker du om, at Gentoftes borgmester i stort set hele sin embedsperiode har brokket sig over at skulle skaffe boliger til de flygtninge, Gentofte får tildelt? Er du og de radikale enige i synspunktet om, at Lolland-Falster burde tage Gentoftes flygninge, for de har pladsen og boligerne til dem?

"Nej. De ting, du nævner, klinger ikke godt i mine ører. Jeg var også imod, at Gentoftes au pair-piger og expats talte med, når flygningene skulle fordeles (reglerne blev ændret i 2016, så de grupper ikke længere talte med, når Udlændingestyrelsen satte flygtningekvoten til landets kommuner, red.). Flygtninge er dybt traumatiserede mennesker, som vi skal tage ordentligt imod. Gentofte bør helt klart bygge flere almene boliger. Det er også et problem, hvis børnefamilier ikke kan flytte til Gentofte, jeg er slet ikke interesseret i, at Gentofte bliver et Florida, kun for ældre velstillede mennesker. Men det er svært med den prisudvikling, der er på boligmarkedet. Måske vi i et samarbejde med private firmaer kan opkøbe huse og skabe nye boligformer, f.eks. flere ollekoller."

Talte altid om politik

Marie Brixtofte har lige så længe, hun kan huske tilbage, tænkt og talt om politik. For en af måderne, hun som barn bedst kunne få sin fars opmærksomhed, var netop når hun snakkede om politik. Han var ganske enkelt mere interesseret i en samtale med hende, når hun kunne sige noget begavet om politiske emner.

På spørgsmålet, om det ikke var lidt trist, svarer hun nøgternt:

"Det er et helt klassisk træk hos folk med et alkoholmisbrug, at de udvikler noget, som minder om en narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Og sådan var det med min far. Han snakkede ikke om andet end politik og fodbold. Hans største idol var Robin Hood, for hans grundholdning var, at liberalisme gjorde samfundet rigere. Han var en ærke-social-liberal. Og han lærte mig sindssygt meget."

Hvad lærte han dig om politik?

"At vi skal behandle folk lige. Hvis der var noget, der kunne gøre min far vred, så var det, hvis nogen ikke blev behandlet ordentligt. Vi skal tale til kongen i mennesket og ikke til stodderen. Som politiker skal du ikke ændre på din holdning for at få stemmer. Som politiker kan du ikke gøre alle tilfredse, derfor kan du lige så godt gøre det, du selv finder rigtigt. Han var antipopulist."

Hvad tror du, han ville sige til, at du nu går ind i politik?

"Jeg tror, han ville være stolt. Jeg tror, han ville grine og sige, 'jeg vidste det'."

Bange for politik

Marie Brixtofte understreger, at hun endnu ikke er officiel kandidat. Først skal hun formelt indstilles af kandidatudvalget, og så skal opstillingslis­ten vedtages i april på vælgerforeningens generalforsamling.

Men hun er blevet opfordret til at stille op af både partiformand Sofie Carsten Nielsen og Kristine Kryger, det nuværende medlem af kommunalbestyrelsen, så mon ikke, hun ender på den radikale liste.

Jeg har set, at du til Kommunen har udtalt, at du stadig kan blive i tvivl, om politik er det rigtige for dig?

"Ja, på en måde har jeg altid kæmpet imod at blive politiker."

Hvorfor, hvad er du bange for?

"Jeg er bange for, at det opsluger mig. Jeg er bange for, at det fjerner mig fra mine børn (Marie Brixtofte har tre børn på 7, 9 og 10 år, red.). Jeg er bange for dødstrusler, som man får som radikal. Jeg er bange for, at jeg ikke får lov at være mig selv. Og så kommer sagen før egoet for mig. Som politisk kandidat skal man køre sin kampagne på 'hvorfor mig, hvorfor os og hvorfor nu'. Jeg har nemmest ved 2 og 3. Jeg vil hellere skaffe mange stemmer til partiet og ikke blive valgt, end at skaffe færre stemmer og blive valgt," siger Marie Brixtofte, der to gange er blevet tilbudt et folketingskandidatur i foråret 2020.

Tror du, at dit efternavn vil være en fordel eller en ulempe for dig?

"Jeg tror, det vil være begge dele. Folk vil nok tænke, at hun er blevet skolet af en, der vidste meget om politik. Men det vil sikkert også give negativ opmærksomhed. Jeg kan ikke løbe fra det. Men jeg er ikke min far, jeg er min egen."

Marie Brixtofte har siden august haft en ugentlig, psykologisk brevkasse / klumme i Villabyerne, hvor hun bl.a. har svaret på spørgsmål fra læserne. I og med, at Marie Brixtofte nu har meddelt sit politiske kandidatur, så stopper hun som klummeskribent for Villabyerne. Ganske vist er der ikke noget politisk indhold i 'På Brixen', men Villabyerne ønsker ikke at blive anklaget for at give en politisk kandidat en spalteplads og eksponering, som andre kandidater ikke får adgang til. Redaktionen

arrow DEBAT: Håndtryk - en hovedrystende detailstyring
15. maj 2021 kl. 14:18 Opdateret: kl. 12:07
Rejser du til udlandet i år?
 

KONTAKT OS