

Se billedserie
Biblioteket anbefaler Han Kangs mesterværk 'Vegetaren'
'Vegetaren' er et lille mesterværk, der helt fortjent har gået sin sejrsgang verden over.
Med sin klare og blomstrende prosa har sydkoreanske Han Kang skrevet en smuk og rystende historie om kontrol, afmagt og tvang, der tvinger sig vej ind i læseren og som en klump i halsen fastbinder, til det allersidste punktum er sat.
'Vegetaren' er historien om en kvinde, Yeong-Hye, fortalt i tre dele, af dem omkring hende: Hendes mand, hendes svoger og hendes søster.
Vi begynder med manden, Mr. Cheong, med begge baller solidt placeret i den sydkoreanske traditions firkantede sofa.
Egentlig fandt han ikke Yeong-Hye særlig attraktiv første gang, de mødtes:
"Men selvom der ikke var noget særligt, der tiltrak mig ved hende, så kunne jeg omvendt heller ikke få øje på nogen skavanker, og der var derfor ingen grund til, at vi ikke skulle gifte os."
Men pludselig sker der noget, der får konformitetens komfortzone til at skælve, da Yeong-Hye, fra den ene dag til den anden, beslutter sig for at blive vegetar.
Mr. Cheong er uforstående. Han fatter ingenting. Og da han afkræver sin kone et svar, er alt han i første omgang får igen: "... jeg havde en drøm."
Med ønsket om at få sin almindelige pligtopfyldende, kødspisende kone tilbage - og i afmagt over ikke at kunne tale hende til fornuft - kontakter Mr. Cheong sin kones familie, der alle bekymres og skammer sig over hendes opførelse.
Det hele kulminerer, da Mr. Cheong og Yeong-Hye skal til familiesammenkomst hos hendes forældre.
Episoden, der ender blodigt, får dybe konsekvenser, og den videre fortælling om Yeong-Hye overtages nu af søsterens mand.
Han er videokunstner, og modsat Mr. Cheong har han altid, men særligt efter den chokerende familiesammenkomst, fundet Yeong-Hye fascinerende og attraktiv, meget mere end sin egen kone.
I lang tid har han været som tømt for kreativitet, men da han finder ud af, at Yeong-Hye har en mongolplet på den ene balle formet som en blomst, tegner der sig pludselig et værk for øjnene af ham - en elskovsscene med to personer, overmalet med blomster.
Tilbage står hans kone, In-Hye, Yeong-Hyes storesøster.
Hun samler skårene op og giver os afslutningen på fortællingen.
En sjælden gang imellem toner Yeong-Hyes egen stemme frem, nærmest som en ånd, en mystisk hvisken, der desperat forsøger at forklare omverdenen - og sig selv - hvorfor hun ikke længere vil spise kød.
En hvisken, der løfter sig til et primalskrig, når omverdenen bogstaveligt talt tvinger ordene i hende igen.
'Vegetaren', som blandt andet vandt den prestigefyldte Man Booker International Prize i 2016, er den første af Han Kangs bøger, som er oversat til dansk.
Siden er fulgt 'Levende og døde' og senest 'Hvid', som blot har understreget, at Han Kang er en forfatter, man skal holde øje med - og glæde sig til at høre nyt fra.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her