26. oktober 2021
Leo Sæbel havde sirligt samlet rationeringsmærker, dokumenter og papirer i charteks, som bevis på livet i koncentrationslejren og jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig. 

Foto: Kathrine Albrechtsen.
gallery icon

Se billedserie

Leo Sæbel havde sirligt samlet rationeringsmærker, dokumenter og papirer i charteks, som bevis på livet i koncentrationslejren og jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig. Foto: Kathrine Albrechtsen.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Befrielsen 75 år: Leo Sæbel overlevede Theresienstadt - Den blå mappe husker mig på, at det skete

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Befrielsen 75 år: Leo Sæbel overlevede Theresienstadt - Den blå mappe husker mig på, at det skete

I en villa på Bernstorffsvej blev Leo Sæbel som ung jøde anholdt og sendt til koncentrationslejren Theresienstadt. Som den eneste i sin familie, overlevede han nazisternes jødeforfølgelse. I forbindelse me 75-året for tyskernes besættelse af Danmark fortalte han i 2015 sin historie til Villabyernes journalist Kathrine Albrechtsen

Villabyerne - 02. maj 2020 kl. 14:02
Af Kathrine Albrechtsen

"Hvorfor mig?" Spørgsmålet, Leo Sæbel stillede sig selv, efter 2. verdenskrig var slut og havde kostet seks millioner jøder livet, heriblandt hans far, mor og to søstre. Leo Sæbel, som endte med 500 andre danske jøder i koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet, kunne 9. april 1945 vende hjem til Danmark. Men spørgsmålet om, hvorfor han skulle leve og andre dø, har aldrig sluppet ham. "Det forbliver uden svar", siger Leo Sæbel, mens han sidder og bladrer en blå mappe igennem. 75 år efter Danmarks befrielse sidder han 91 år gammel i sin lejlighed i Strandlund i Hellerup. På væggene hænger indrammede billeder og vidner om livet efter Theresienstadt. Leo Sæbels afdøde hustru, Jytte, som han var gift med i 63 år. Sønnen, som er fl yttet til Schweiz samt barnebarnet, som bor på Nørrebro med hans oldebarn. Men i en blå mappe, som han tager ud fra reolen, er beviserne på hans to år i Theresienstadt sirligt lagt ind i et chartek. To jødestjerner. Rationeringsmærker. Artikler. Papirer. Dokumentation på umenneskelige år med hårdt arbejde, sult, tæsk, kulde, sygdom. Og død.

arrow Læs også: Danmarks første nazist endte sine dage i Glumsø

"Da jeg kom hjem, havde jeg ikke lyst til at fortælle om min tid i lejren. Kun til folk, som jeg havde været der med. Efterhånden har jeg ikke talt om det i mange år. I stedet bladrer jeg den blå mappe igennem for at huske mig på, at det skete", siger Leo Sæbel.

For det skete.
Leo Sæbel, født af polske immigranter i Leipzig, juli 1939, fik som 15-årig indrejsetilladelse sammen med 24 andre børn og unge ved hjælp af danske kvindeorganisationer, der fik presset den danske regering til at lade jødiske børn komme i sikkerhed i Danmark.

"Mine forældre og to søstre måtte blive i Tyskland. De løb rundt fra konsulat til konsulat for at få rejsetilladelse. Men forgæves", siger Leo Sæbel. Børnene skulle videre til Palæstina, men krigen satte en stopper for den del af planen.

Danmark besat

I Danmark boede alle 25 børn først i en villa lejet af en jødisk sagfører i Ramløse, men den jødiske menighed mente, at det var for farligt og fordelte børnene ud til jødiske familier. Leo Sæbel kom derfor i pleje hos en jødisk grossist i København, hvor han hjalp til som bud. Og var ude med varer den dag himlen blev dækket af tyske fl yvemaskiner. Datoen var den 9. april 1940, og Danmark var blevet besat af tyskerne.

"Jeg stod på Tordenskjoldsgade, hvor Nationalbanken i dag ligger, mens maskinernes larm overdøvede alt, og efterfølgende faldt flyveblade ned med OPROB. En tomhed ramte mig. Jeg vidste, at den tyske besættelse ikke var godt. Tiden efter følte jeg mig meget utryg", siger Leo Sæbel.

I det jødiske hjem var stemningen trykket, men efterhånden faldt de til ro. Besættelsen fik ingen konsekvenser for de danske jøder, eftersom regeringen indgik en aftale med den tyske besættelsesmagt. Et samarbejde mange danske jøder var fortrøstningsfulde overfor. For nogle i for lang tid.

"Selv om vi blev besat, talte man aldrig om at flygte. Ordet blev aldrig nævnt i mit hjem. Ikke før, at det var for sent", siger Leo Sæbel.

To dage før den 1. oktober 1943 løb rygtet, at jøderne vil blive anholdt af Gestapo og skulle holde sig langt væk fra deres hjem. 19-årige Leo Sæbel tog med sin plejeforældre til Nærum, hvor de skjulte sig. Men han blev utålmodig og cyklede ind til København for at finde en skipper, der kunne fragte dem over. Forgæves. Og en fejlslagen beslutning, som betød, at Leo Sæbel blev fanget, mens hans plejeforældre kom til Sverige. I stedet for at tage tilbage til sine plejeforældre, søgte han tilfl ugt i en villa på Bernstorffsvej, hvor ejeren ikke var jødisk. Det var derimod hans hustru. Og en time efter bankede Gestapo på døren.

"Jeg prøvede at give mig ud for at være ejerens søn, men de fandt min taske med papirer og pas. Og det var ikke så godt", siger Leo Sæbel.

Med to soldater foran og to bagved samt en dansker, marcherede Leo Sæbel ned ad Bernstorffsvej, hvor en stor lastvogn ventede på ham. På ladet sad fem andre jøder. I lastvognen var der stille. Ingen vidste, hvor de var på vej hen, og hvad der skulle ske med dem. "Vi havde på det tidspunkt hørt om koncentrationslejre, men vidste ikke, at folk blev dræbt i lejren. Dog vidste jeg, at forholdene måtte være hårde. Tre år før modtog jeg et brev fra min mor, som fortalte, at min far var død i koncentrationslejren Buchenwald. Han nåede kun at være i lejren et halvt år".

Synet af båden ved Langelinie forbavsede Leo Sæbel, som sammen med de andre anholdte blev stillet op langs muren, inden de blev gennet ombord.

"Jeg husker tydeligt, at en gammel dame i en rullestol, som var blevet hentet fra det jødiske plejehjem, som lå bag synagogen, blev lagt ned i en presenning og hejst op med kran".

Ombord på båden var et virvar og bekymring over, hvor de blev fragtet hen. Leo Sæbel mødte mange bekendte blandt andet overrabbineren fra synagogen. Båden var tidligere blevet brugt som transport for heste. Og derfor var de nødsaget til at lægge sig ind i hestebokse, mens de den 2. oktober om formiddagen sejlede af sted til den ukendte destination.

Efter et døgn ankom de til Swinemünde, det nuværende Swinoujscie i Polen. Der blev de mast ind i kreaturvogne, som førte dem til Theresienstadt, hvor de ankom den 6. oktober 1943.

"Først da vi nåede til Prag, kunne vi orientere os om, hvor vi var fragtet hen", siger Leo Sæbel.

Da dørene til kreaturvognene gik op, blev de mødt af råbende soldater.

"'Schnell, schell', råbte de. Det gjorde de hele tiden. Det gik altid for langsomt", siger Leo Sæbel.

Theresienstadt havde tidligere været en by med 5.000 mennesker. Som koncentrationslejr var der stuvet over 50.000 mennesker sammen. En gammel hestestald i kasernen var blevet brugt til beboelse med tre-etagers køjesenge. De næste to år var det hans hjem med 70 andre mænd. Den første tid i lejren blev han udvalgt til at være i en 100 mand stor arbejdsgruppe, som hver dag fik opgaver fra den jødiske enhed, som administrerede de tyske lejrkommandanters ordrer.

"Nogle ordrer var reelt arbejde. Andre var chikane. For eksempel når vi blev sendt ud om vinteren for at grave i frossen jord. SS'erne var modbydelige, og man skulle være beredt på slag og spark", siger Leo Sæbel.

Særligt husker han Alfred, som havde ansvaret for Theresienstadts 'Kleine festung', som var et fængsel. Hver dag blev der sendt 10 mennesker derud.

"Han havde den her ondskabsfulde vane med at tæske det nye ansigt i gruppen. Og en dag var det min tur. Jeg måtte ligge i sengen i fl ere dage efter den omgang", siger Leo Sæbel.

Livet i Theresienstadt bestod af hårdt arbejde og sult. En dårlig kombination, som gjorde synet af død til en daglig begivenhed. Men at være dansk jøde skulle vise sig at give særlige vilkår i lejren. Danske Røde Kors fik lov til at sende pakker en gang om måneden fra omkring april 1944. Pakkerne bestod af ekstra madvarer, hvilket betød meget for overlevelsen. En anden ting undgik de danske jøder også. Afgang til Auschwitz.

Transport til Auschwitz

"Se, det er det mest kendte billede af børn fra koncentrationslejren", siger Leo Sæbel og peger på et sort-hvidt billede af børn, der står i stribet tøj bag et pigtrådshegn. I Theresienstadt fik de det aflagte tøj fra folk, der blev sendt til Auschwitz. Med kort varsel kunne ordren fra lejrens SS-kommandanter lyde, at 3.000 mænd og 2.000 kvinder skulle stille op næste dag med deres bagage.

"Få vidste sandheden om Auschwitz, der blev proklameret som en arbejdslejr, hvor familier, der ellers var opdelt, kunne få lov til at bo sammen i barakker. Vi vidste ikke, at det var en dødsdom at blive sendt til Auschwitz", siger han.

Det stærkeste minde for Leo Sæbel er ikke lejrens rædsler, men dagen, hvor turen gik hjem til Danmark. Med de hvide busser hjem Få dage før den 15. april 1945 blev det meddelt, at Røde Kors biler ville hente de skandinaviske jøder hjem. De hvide busser ankom med røde kors malet på toppen, så de ikke blev bombet på den farefulde tur gennem det sønderbombede Tyskland. 433 skandinaviske jøder blev sendt hjem. Og trods det at mange var mistroiske over for tyskernes meddelelser, blev Leo Sæbel langsomt overbevist om, at han var på vej hjem til frihed.

"Jeg troede på det, da der blev vinket til os fra bussen. Men jeg var helt overbevist, da en tysk soldat bad mig holde hans gevær, mens han gik ud for at ryge. De var så ligeglade og opgivende", siger han. Ned gennem Tyskland forbød de tyske soldater dem at kigge ud af de nedrullede gardiner. Men de fl este gjorde det alligevel. Her mødte synet dem af et sønderbombet Tyskland.

I Dresden blev de nødt til at tage ly i skoven, da amerikanerne startede deres bombardement. Men den nu 20-årige Leo Sæbel var ikke bange.

"Det var ikke værre end at være sammen med tyskerne", siger han.

Busserne var tæt på at blive fanget i kulminationen mellem englænderne, amerikanerne og russerne. Men nåede som nogle af de sidste igennem. I Odense var der middag og overnatning, før turen gik videre til Sverige. Næste formiddag stod de ved kajen i Frihavnen for at blive sejlet over. Hernede blev de mødt af vinkende danskere.

"Vi var flere, der blev sure over, at vi ikke måtte blive i Danmark. Men vi var tvunget af sted til internering i Sverige for at komme til lægeundersøgelse og få nyt tøj", siger han.

Ved Danmarks befrielse den 4. maj 1945 befandt Leo Sæbel sig i Höganäs og sammen med andre jøder "opførte de sig, som var de fulde. Helt høje af lykke". Kort tid efter fi k de lov at tage hjem til Danmark. I toget på vej hjem vidste Leo Sæbel ikke, hvilket liv han var på vej hjem til.

I lejren havde han haft tid til at tænke livet igennem og valgte i toget at bryde med sine plejeforældre.

Efter 2. verdenskrig eftersøgte Leo Sæbel sine familiemedlemmer, men alle var døde. Hans mor og lillesøster var blevet dræbt i udryddelseslejren Belzec i 1942. Hans storesøster i Auschwitz. Efter han forlod Theresienstadt, har han kun besøgt lejren en gang siden hen. "Det brød jeg mig bestemt ikke om. Den er blevet gjort så pæn og afspejler slet ikke den virkelighed, som vi levede under". Tiden i Theresienstadt har givet ham dårlige nerver og andre sygdomme, som følger af tiden i lejren. "De første mange år efter var jeg plaget af mareridt om igen at blive hentet i villaen på Bernstorffsvej og læsset op i lastbilen. Mareridtet gentog sig næsten hver gang. Med årene har jeg fået så meget afstand til det, at jeg ikke er plaget af mareridt mere. Jeg føler heller ikke noget mere omkring tiden i lejren. Eller det gør jeg. Bare på en anden måde. Når jeg ser noget uretfærdigt i fjernsyn, kan jeg godt få tårer i øjnene. Måske minder det mig, om hvor uretfærdig jødeforfølgelsen var. Og spørgsmålet; hvorfor jeg skulle overleve, mens andre skulle dø, dukker igen op".

Artiklen er en genudgivelse og blev første gang bragt i Villabyerne den 7. april 2015.

arrow Befrielsen 75 år: Aurehøj brugt af Holger Danske
04. maj 2020 kl. 21:10 Opdateret: kl. 12:36
arrow V3 blev 'pyntet' med skudhuller
04. maj 2020 kl. 16:24 Opdateret: kl. 12:14
Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?
 

KONTAKT OS