
Diakonissestiftelsens interne Bæredygtighedspris er uddelt for første gang og gik til Elin Sloth Blemholt, som er ledende økonoma på Plejehjemmet Salem. Hun fik prisen for sin indsats for at omstille køkkenet på Salem til mere bæredygtig madlavning
Kinderne blussede under visiret, da ledende økonoma Elin Sloth Blemholt for nylig blev overrasket med Diakonissestiftelsens Bæredygtighedspris.
Hun var blevet indstillet til prisen af Plejehjemmet Salems forstander, Helle Staudt, der også fik lov at overrække prisen.
"Elin har i meget høj grad sat skub i den bæredygtige udvikling i Salems køkken det sidste halvandet år. Affaldsmængden fra køkkenet er kraftigt reduceret, fordi ernæringsassistenterne med Elin ved roret bruger meget mere af råvarerne og kan lave lækker mad ud af det, man før anså for affald for eksempel gulerodsskræller," lød det i begrundelsen.
"Under Elins ledelse fokuserer køkkenet på at indkøbe økologiske råvarer og råvarer i sæson i Danmark for, at produktionen kan være så bæredygtig som mulig. Desuden bliver en meget større del af maden på Salem nu produceret fra bunden," fortsatte Helle Staudt.
Bæredygtighedsprisen er en intern kåring, som Diakonissestiftelsens ledergruppe for første gang har kunnet nominere medarbejdere og lederkolleger til.
Det er Diakonissestiftelsens direktion samt chefen for bæredygtighed og Ledelsessekretariat, der har valgt Elin Sloth Blemholt blandt fire nominerede.
Dommerpanelet hæftede sig også ved, at den bæredygtige omstilling har højnet brugertilfredsheden.
"Beboere og pårørende har bemærket, at maden på Salem under Elins ledelse i køkkenet er blevet moderniseret med kødfrie dage og spændende vegetariske retter. Flere udtrykker stor tilfredshed med maden og de bæredygtige initiativer i Salems køkken," fortæller Helle Staudt.
"Der er her tale om en reel omstilling, som rigtig mange mennesker får glæde af og som gavner miljøet. Det er et opløftende bevis på, at der ikke er modstrid mellem kvalitet og bæredygtighed," fastslår adm. direktør Anne Mette Fugleholm fra Diakonissestiftelsen.
Chef for bæredygtighed og Ledelsessekretariat Mette Fjording fremhæver, at fødevareforbrug er en af de helt store klimasyndere og derfor et vigtigt sted at sætte ind.
"Det giver rigtig god mening både at omlægge køkkendriften og at inspirere folk til på privat plan at udnytte råvarerne bedre og spise mindre kød," siger hun og tilføjer:
"På samme måde er selve bæredygtighedsprisen en måde at synliggøre og inspirere til arbejdet med bæredygtighed. Jeg håber, at vi kan skabe opmærksomhed og vise, at bæredygtighed ikke bare er noget, de andre gør, men også noget, der vedrører den enkelte."Jk
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her