1. oktober 2020
Der er stor ros fra Villabyernes anmelder til Bakkens Hviles seje syngepiger: Dot Wessmann, Anne Herdorf, Tina Grunwald og Ann Farholt. Foto: Dorte Fjeldsted
gallery icon

Se billedserie

Der er stor ros fra Villabyernes anmelder til Bakkens Hviles seje syngepiger: Dot Wessmann, Anne Herdorf, Tina Grunwald og Ann Farholt. Foto: Dorte Fjeldsted
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Anmeldelse: Intet kan slå syngepigerne ud - heller ikke corona

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Anmeldelse: Intet kan slå syngepigerne ud - heller ikke corona

Man bliver i godt humør af at være i selskab med syngepigerne fra Bakkens Hvile, skriver vor anmelder, der kvitterer med seks stjerner for sæson nr. 143

Villabyerne - 13. august 2020 kl. 22:26
Af Dorte Fjeldsted

Vi har ventet længe på, de kom. Men nu er de her, så kom afsted, for sæsonen er kort i år, den varer kun til 5. september. Bakkens syngepiger er som altid et besøg værd.

Der bliver sprittet og holdt afstand, og alligevel. Vi er tæt på alt det gode gamle: Den dunkle belysning, de lumre vittigheder om mænd, der enten ikke kan, eller kun har en lille en! Ja, eller også ta'r vi en lille en!

Pigerne er et godt team: Dot Wessman, superdiva, der bare kører det hele hjem med store damer omkring sig, der giver det bedste, de har lært.

Ann Farholt, den store jazzer, gasseren Tina Grunwald, der giver den med fyr og flamme og Anne Herdorf, der nu hører hjemme her og giver den som husmoderen, der bare nyder enhver mand, der kommer forbi, fra mælkemand til postbud og ægtemand.

Selvfølgelig får vi alt det, vi kender så godt: 'Alle går rundt og forelsker sig', 'Skal vi sove eller hva, hva, hva, det er lige hvad vi ska', 'Køb blomster, køb blomster', og det gør vi da, for hvem kan stå for en fantastisk udstyret syngepige, der smyger sig smækkert rundt blandt publikum med de rødeste roser?

'Glemmer du, så husker jeg det ord for ord' (ikke et øje tørt ), 'Sådan var de ikke i halvfemserne, da var der noget på gesimserne', og det skal jeg lige love for der er, flot understøttet af fantastiske farverige og festlige kostumer.

Som Ann Farholdt synger: 'Det hele hænger i en strop, så det er svært at få det hevet op', men det bliver det altså! Og det er det hele, der bliver hejst, strammet, skubbet op og holdt inde, syngepigerne ser bare pragtfulde ud.

Vi kender det meste

Det er godt gået, i et coronaår, hvor næsten alt er blevet aflyst, så får vi alligevel hele baduljen kørt af på bare en måned.

I år kender vi det meste, et par nye sange har sneget sig ind, og nogle gamle er trukket frem.

Fremhæves skal 'Islands Brygge', der i den gamle sang var en hyldest til det ydmyge stille arbejderkvarter, og som idag er både hip hop og ramasjang. Godt set.

Og størst applaus fik Ann Farholdt med sin 'Don't Mean a Thing' for sin suveræne levering af Duke Ellingtons jazz!

Nævnes skal også nummeret 'Trillebøren', en sjov duet mellem Ann Farholdt og Anne Herdorf som ægteparret, hvor der skal noget til at få gang i manden (Anne Herdorf); hvor de klæder hinanden i finurlig grov humor.

Kapelmester Kenneth Sichlau er som sædvanlig fremragende, selvom Dot Wessman kunne tænke sig en yngre udgave, som hun synger i 'Tænk hvis man havde en ung pianist', men ærlig talt, hvad skulle hun dog med ham?!

Koreografi og instruktion ved Susanne Breuning fungerer som sædvanlig perfekt, og kostumerne af Tina Grunwald, Henrik Hviid og Kent Fredin er formidable.

Motion for lattermusklerne

Man bliver i godt humør i syngepigernes selskab, lattermuskler og stemmebånd bliver motioneret, det er ramasjang fra først til sidst. Det er skønt med en aften på Bakken og slutte af med syngepigerne.

Gå ud i den vidunderlige augustnat og bliv i den fine stemning af tradition, glæde og morskab, der er så karakteristisk for Bakkens Hvile. Så kom afsted, der er ingen tid at spilde.

Jeg giver seks stjerner, fordi hele teamet fungerer så flot sammen, fordi Bakkens Hvile holdt fast i at spille i år, selv med en kort sæson Og fordi de slutter med at sige godnat, men ikke farvel.

Jeg siger på glad gensyn til næste år.

Mener du, at det bliver mere forvirrende og besværligt at følge regeringens corona-retningslinjer?
 

KONTAKT OS