
Det mekanisk rensede spildevand bliver udledt 24.-29. maj 1,5 km fra kysten og kan påvirke badevandskvaliteten
Fra 24. maj vil Novafos' pumpestation på Skovshoved Havn i en periode på fem døgn udlede spildevand i Øresund 1,5 kilometer fra kysten.
Udledningen er nødvendig, da Lynetteledningen midlertidigt skal lukkes, så Hofor kan undersøge ledningen, skriver Novafos i en pressemeddelelse.
Lynetteledningen er en spildevandsledning, som leder spildevand til renseanlægget Lynetten på Amager.
Undersøgelsen af transportledningen udføres som del af forundersøgelserne til et kommende byggeri i Nordhavnsområdet og skal sikre, at der ikke sker skader på ledningen under den kommende byggeaktivitet.
Selve undersøgelsen varer i alt fem døgn og er planlagt at finde sted 24.-29. maj. Undersøgelsen ønskes udført i tørvejr, og perioden kan derfor risikere at blive forskudt, hvis vejrudsigten varsler regn.
Strøm- og vindforhold har afgørende betydning for, om udledningen 1,5 kilometer fra land midlertidigt vil påvirke badevandet langs kysten. Det er derfor en god idé at følge badevandskvaliteten på www.badevand.dk og undlade at bade, hvis der er markeret med rødt flag.
Man kan tilmelde sig Novafos' sms-service på www.novafos.dk/badevand og modtage en besked, når udledningen begynder og slutter.
Mens udledningen finder sted ud for Skovshoved Havn, vil spildevandet blive mekanisk renset gennem en rist. Det materiale, der opfanges, vil blive samlet i en container på Skovshoved Havn og transporteret bort med lastbil.
Containeren vil blive placeret i et telt for at reducere eventuelle lugtgener.
Novafos har søgt Gentofte Kommune om tilladelse til udledningen af det mekanisk rensede spildevand, og kommunen vurderer, at det er miljømæssigt forsvarligt og at udledningen er nødvendig, mens Lynetteledningen er lukket.
Udledningen er kortvarig, og vandudskiftningen i Øresund er stor, så spildevandet vil blive kraftigt fortyndet. jesl
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her