2. august 2021
Niels-Birger Danielsen foran Det Store Gravfelt i Mindelunden, hvor de danske modstandsfolk, der blev henrettet i Ryvangen, ligger begravet.
gallery icon

Se billedserie

Niels-Birger Danielsen foran Det Store Gravfelt i Mindelunden, hvor de danske modstandsfolk, der blev henrettet i Ryvangen, ligger begravet.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 5.maj: - Modstandsfolkenes offervilje bør vi altid mindes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

5.maj: - Modstandsfolkenes offervilje bør vi altid mindes

Journalist og historiker Niels-Birger Danielsen sendte for nylig fjerde og sidste bind i sin samlede fortælling om den danske modstandsbevægelse på gaden. I anledning af 76-året for befrielsen mødte Villabyerne ham i Mindelunden til en snak om skæbner og sammenhænge i den kamp, der kostede mange unge mennesker livet, men som også reddede nationens ære

Opdateret 06. maj 2021 kl. 09:03
Villabyerne - 05. maj 2021 kl. 06:13
Af Jesper Bjørn Larsen

I 7½ år har Niels-Birger Danielsen nærstuderet den danske modstandskamp under Anden Verdenskrig. I fire bind på i alt 2.400 sider har han beskrevet de centrale begivenheder og aktører i det, der begyndte som civil ulydighed og endte med at være afgørende for om ikke krigens udfald, så i hvert fald Danmarks sjæl og samvittighed. Og ikke mindst landets placering i det nye verdenssamfund, der tog form på San Francisco-konferencen i sensommeren 1945.

arrow Læs også: Andagt til minde om befrielsen

16. april kom bind 4, 'Dramaets sidste akt', på gaden. Et bind, der begynder i sommeren 1944, hvor kampen mellem modstandsbevægelsen og Gestapo - og især det tyske politis danske håndlangere - tager til i brutalitet.

Især i København var der det sidste år af krigen en borgerkrigslignende tilstand. Likvideringer af stikkere, repressaliedrab og terror i gaden blev en del af dagens uorden i et samfund, der mistede sin ordensmagt 19. september 1944, da tyskerne tog det danske politi.

Villabyerne har sat Niels-Birger Danielsen stævne i Mindelunden i Ryvangen.

Stedet, hvor 94 modstandsfolk blev henrettet, mange af dem i de sidste hektiske måneder. Fra 27. februar 1945 til 19. april 1945 blev der henrettet 62 modstandsfolk lige her.

En dygtig sabotør

Vi starter vores rundtur ved Mindemuren i pergolaen, der ligger indenfor hovedindgangen til venstre. Mindemuren består af 151 tavler med navnene på de modstandsfolk, som forsvandt i løbet af krigen. Langt de fleste af dem forsvandt i tyske koncentrationslejre og fængsler. Andre gik til i flammerne under bombardementet af Shell-huset.

Vi når ikke langt ned ad pergolaen, før Niels-Birger Danielsen stopper op.

"Alfred Rasmussen Friis var en dygtig sabotør, han var leder af jernbanesabotagen i Sønderjylland. Den 7. oktober 1944 blev syv tyske soldater dræbt ved en aktion ved Rødekro, som han stod i spidsen for. Gestapo fik fat på ham i Vejle, og han døde senere i KZ-lejren Neuengamme."

Hvor vigtig var den danske jernbanesabotage i det store billede?

"Den fik aldrig den store strategiske betydning, men den satte de tyske transport- og kommunikationssystemer under pres. Det hele blev koordineret fra London. Englænderne så store fordele i, at de danske modstandsfolk stressede tyskerne," fortæller Niels-Birger Danielsen, der peger på endnu et navn.

"Her gemmer der sig en trist skæbne, Harald Hein. Han var aktiv i den tidlige kommunistiske sabotage i Aalborg i foråret 1943 og ved våbenmodtagelsen i sommeren 1943. Han gik under jorden i Fredericia, da han kunne mærke jorden brænde under sig. Men en dansk Gestapo-mand, Johannnes Rasmussen, med tilnavnet 'Snogen', fik øje på ham. Desværre røbede Harald Hein en masse navne under den hårde tortur, han blev udsat for, og et meget stort antal modstandsfolk blev arresteret."

Danskere i Gestapo

Niels-Birger Danielsen fortæller om det vidt forgrenede net af danske stikkere og kollaboratører, som Gestapo benyttede sig af. Folk, der blev stadig mere desperate, efterhånden som det stod klart for de fleste, at Tyskland ville tabe krigen. Og som lige til det sidste bekæmpede modstandsbevægelsen med alle tænkelige metoder.

"Ich liebe nicht die Verräter, aber ich brauche sie", skal Otto Bovensiepen, lederen af det tyske sikkerhedspoliti og sikkerhedstjeneste (SD), have sagt.

Vi stopper foran navnet Martin Jensen Grøn. Hans datter Signe var gift med sabotagelederen Hans Andersen, som Gestapo skød og dræbte på Vedsted Landbohjem natten til den 27. september 1944.

Signe Andersen var sammen med sin mand, da Gestapo-enheden ledet af 'Snogen' anholdt ham, men da ingen af dem signalerede, at de kendte hinanden, slap hun væk. Hans blev til gengæld skudt, da han forsøgte at stikke af.

"Gestapo var stadig meget interesseret i at få fat i Signe, og de udsatte derfor hendes far for vedvarende pres for at få ham til at røbe hendes tilholdssted. Det fik de ikke noget ud af. Til sidst sendte de ham i KZ-lejr, hvor han døde," fortæller Niels-Birger Danielsen.

Det var først efter krigen, at man fik et overblik over de danskere, der havde hjulpet tyskerne med de værste uhyrligheder. For eksempel Peter-gruppen, der blev dannet sidst i 1943 med en tysk elitesoldat som leder. Deres første aktion var drabet på Kaj Munk. Syv medlemmer af Peter-gruppen endte med at blive dødsdømt i årene efter krigen.

En anden kendt fraktion var Birkedal-gruppen, ledet af den frygtede Ib Birkedal Hansen, der begyndte som tolk for Gestapo, men hurtigt steg i graderne. Det lykkedes ham efter krigen at flygte til Tyskland, hvor han fik job i det amerikanske militær. Men han blev genkendt og ført tilbage til Danmark. I 1950 blev han den sidste, der blev henrettet ved skydning i Danmark.

En grusom nåde

Vi går over mod det store gravfelt, hvor de modstandsfolk, der blev henrettet i Ryvangen, ligger. Niels-Birger Danielsen fortæller om den dag, 19. april 1945, hvor 10 jernbanesabotører fra Fredericia skulle skydes i par.

19-årige Ib Schaltz bad på tysk om at få lov til at blive henrettet sammen med en af sine barndomsvenner. Han blev afvist. Efter at have set alle sine kammerater blive skudt, tog tyskerne Ib med tilbage til Vestre Fængsel, hvor de lod ham gå. Efter sigende den eneste benådning, der nogensinde fandt sted ved henrettelsespladsen. Men det var ikke nåde.

"Ib var taget på fersk gerning, han var blevet tortureret og havde talt over sig. Han gav tyskerne oplysninger, der førte til anholdelsen af hans modstandsgruppe. Så at lade ham leve, efter at han først skulle se alle sine kammerater blive henrettet, var snarere en ekstra straf. Han var fuldstændig nedbrudt psykisk. Han døde som kun 41-årig i 1967 på grund af kroniske sygdomme, han pådrog sig i en ung alder," fortæller Niels-Birger Danielsen.

Mangel på våben

Ved Ebbe Rørdams grav fortæller Niels-Birger Danielsen om BOPA's succesfulde sabotageaktioner mod Riffelsyndikatet, som tyskene brugte til at fremstille våben, mod cykelfabrikken Globus, der fremstillede dele til de tyske krigsfly, og mod hærens våbenarsenal. Alle bestillinger fra det engelske hovedkvarter.

"Mangel på våben og ammunition var hele tiden den store udfordring for modstandsfolkene. Derfor prøvede BOPA den 16. marts 1945 at erobre et tysk ammunitionstog. Men hvad de ikke vidste var, at en togvogn fyldt med tyske soldater var blevet koblet til toget, så de havde ikke en chance."

Næste øjeblik står vi ved Jørgen Juel Jensens grav. Han var tilknyttet Holger Danske og var en af Flammen (Bent Faurschou Hviid) og Citronens (Jørgen Haagen Schmidt) medhjælpere.

"Han blev dræbt den 10. august 1944, da han kom gående ad en stikvej ved Snekkersten. Normalt ville Gestapo gå efter at tage en modstandsmand til fange, men han blev mejet ned. Det var formentlig et af de såkaldte clearingdrab, det vil sige en del af en hævnaktion for en sabotage eller en lividering," forklarer Niels-Birger Danielsen.

Skæbnen vil, at i det øjeblik Niels-Birger Danielsen skal til at fortælle om modstandsmanden Kim Malthe-Bruun, står vi tilfældigvis foran hans grav. Kim Malthe-Bruun kender mange danskere fra bogen 'De sidste timer', hvor den 21-åriges trøstende brev til sin mor, skrevet aftenen inden han skulle henrettes, optræder.

"Kim Malthe-Bruun var en dansk sømand, der var medlem af KU. Han arbejdede med illegal våbentransport organiseret af Studenternes Efterretningstjeneste, bl.a. import af svenske Husquarna-maskinpistoler, der blev listet ind med almindeligt gods. Han blev arresteret i december 1944 i sit illegale logi i en lejlighed i Classensgade," forklarer Niels-Birger Danielsen.

En supertanker i søen

Vi sætter os i det store formidlingslokale, som ellers har været lukket under coronakrisen, men som vi har fået lov at låne. Og jeg spørger Niels-Birger Danielsen, hvorfor han kastede sig over den skræmmende opgave at beskrive hele den danske modstandskamp.

"Der er udkommet et væld af titler om enkelte personer eller enkelte begivenheder, men der har manglet et værk, der samlede trådene. Det har været et kæmpe arbejde. Som at sætte en supertanker i søen," smiler manden, der tidligere har skrevet bøger om Gestapo-chefen Karl-Heinz Hoffmann og om Werner Best, tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark under besættelsen.

Hvorfor er det, at vi aldrig bliver færdige med at tale om besættelsen og modstandskampen?

"Det er den periode i danmarkshistorien - uden nogen sammenligning - hvor flest danskere af enhver slags har skullet træffe svære valg med store konsekvenser for dem selv og andre. Det bliver ved med at fascinere," svarer han.

Den danske modstandskamp bestod i krigens første år mest af illegalt bladarbejde. Det var først i andet halvår af 1942, at de første spæde sabotager mod togvogne tog form, og det var først natten til 18. august 1943, at der skete en skudveksling mellem tyske soldater og modstandsfolk.

På spørgsmålet, om der er dele af den danske modstandskamp, der har gjort ekstra stort indtryk på ham, fremhæver Niels-Birger Danielsen bl.a. Hvidsten-gruppen, der allerede i marts 1943 begyndte at hente nedkastede våben og sprængstoffer på den jyske hede.

"Historien om den danske modstandskamp er historien om nogle ufatteligt modige mennesker, der blev trukket ind i en struktur, som de ikke havde overblik over, men som fik en stadig fastere form. Det begyndte som autonome grupper, men voksede sig efterhånden til et samlet hele. Det er historien om unge, der gjorde oprør. Som gradvist vandt legitimitet til den linje, de ønskede, nemlig modstanden. De satte en dagsorden, som de etablerede politikere blev nødt til at købe for at kunne bevare magten. Det var civilister, der tog ansvar for den overordnede politik, for at gennemføre en ny udenrigspolitik med tilbagevirkende kraft. Det har vi aldrig set før i danmarkshistorien, og det kommer vi nok heller ikke til i fremtiden."

Den ubehagelige sandhed

Efter krigen var der mange danskere, der havde svært ved at glemme statsminister Vilhelm Buhls berømte 'stikkertale' fra september 1942, hvor han klart tog afstand fra sabotageaktioner og fordømte de sabotører, der "handlede imod deres fædrelands interesser".

Men Niels-Birger Danielsen minder stilfærdigt om, at det jo var den linje, der var politisk opbakning til på det tidspunkt. Det var der bare ikke så mange, der havde lyst til at tale om i maj 1945, da befrielsen kom.

Hvad er dit eget syn på den danske regerings samarbejdslinje frem til august 1943?

"Ud fra de forhold, der var i april 1940, havde den danske regering ikke andet valg end at overgive sig og samarbejde. Det, man retrospektivt kan kritisere, er den forsvarspolitik, der var blevet ført i 1930'erne, som indebar, at man simpelthen havde fravalgt et militært forsvar mod et tysk angreb. Den nazistiske ideologi fik aldrig tag i danskerne, og det var i høj grad politikernes fortjeneste. Men vi kan ikke takke modstandsfolkene nok for, at de var parat til at sige fra over for samarbejdslinjen. At de var parat til at ofre alt for Danmarks ære. Den idealisme og offervilje bør vi altid mindes med dyb taknemmelighed."

En sidste hilsen

Interviewet er ved at være slut, og vi passerer Anna Wagns kontor på vej ud. Hun er formidlings- og kommunikationsansvarlig i Mindelunden og har noget, hun gerne vil vise Niels-Birger Danielsen.

Det er det originale afskedsbrev fra modstandsmanden Karl Gustav Stricker Brøndsted til sin mor. Karl var storebror til Anna Wagns mands farmor. Farmoren boede i det hus i Studiebyen, hvor Anna Wagn og hendes familie i dag bor, og brevet dukkede op under en oprydning på loftet. Det er kommet med i den nyeste udgave af 'De sidste timer'. Niels-Birger Danielsen læser op fra brevet:

"Kære Mor. Hermed en hilsen. Jeg har været for Retten i Gaar og Benaadningen er afslaaet. Jeg ved at du altid vil være en hjælp for Ruth, og i Bevidstheden derom, og i Tro paa Gud kan jeg gaa den sidste vej.Tak for alt hvad Du og Far har været for mig, jeg ved at Gud vil Hjælpe Jer i Fremtiden, og I vil Hjælpe Ruth og Børnene. Gud give Jer Kraft til det sidste.

Kærlig hilsen Karl Gustav."

'Modstand - Dramaets sidste akt' af Niels-Birger Danielsen udkom på Politikens Forlag den 16. april 2021. Første bind 'Frihedskampens rødder 1933-1942' udkom i 2015, andet bind 'Samarbejdets fald 1942-1943' udkom i 2018, tredje bind 'Den skærpede kamp 1943-1944' udkom i 2019.

arrow FAKTA: Sådan blev Danmark befriet for 76 år siden
04. maj 2021 kl. 21:32 Opdateret: kl. 21:34
arrow Mindehøjtidelighed: Det minder os om, at der er lys forude
04. maj 2021 kl. 21:10 Opdateret: kl. 11:45
De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?
 

KONTAKT OS