20. marts 2019
Dansk Fægte-Forbund er ved at etablere fire nye fægteklubber på Vestegnen, nærmere bestemt i Albertslund, Glostrup, Rødovre og Høje-Taastrup. Man har især fokus på at få børn og unge til at fægte, men voksne er også velkomne. Her er der træning for den relativt nyopstartede Albertslund Fægteklub i Herstedvester Skoles lille gymnastiksal.
gallery icon

Se billedserie

Dansk Fægte-Forbund er ved at etablere fire nye fægteklubber på Vestegnen, nærmere bestemt i Albertslund, Glostrup, Rødovre og Høje-Taastrup. Man har især fokus på at få børn og unge til at fægte, men voksne er også velkomne. Her er der træning for den relativt nyopstartede Albertslund Fægteklub i Herstedvester Skoles lille gymnastiksal.
Foto: Mik
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vil krydse kårder på Vestegnen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vil krydse kårder på Vestegnen
Vestegnen - 13. marts 2015 kl. 08:01
Af Lisbeth Jansen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Dansk Fægte-Forbund er i gang med et fireårigt projekt »Flere fægtere i nye klubber«, hvor forbundet i et samarbejde med DIF starter nye fægteklubber på Vestegnen.

I Albertslund, Glostrup, Rødovre og Høje-Taastrup arbejder Dansk Fægteforbund i øjeblikket på at starte fire nye fægteklubber op som en del af det fireårige projekt »Flere fægtere i nye klubber«. Det sker i samarbejde med DIF og de pågældende kommuner, fortæller Mads Eriksen, som er en af de to projektkonsulenter, der er ansat hos Dansk Fægte-Forbund til at få implementeret projektet, der varer til udgangen af 2017. Målet er at få 300 flere medlemmer end de par tusind, forbundet har i dag.

Målgruppen er i første omgang otte til 12-årige børn, og senere også voksne - men man bliver ikke udelukket, hvis man eksempelvis er lidt ældre end 12 år.

Mads Eriksen fortæller, at det fra forbundets side handler om at få udfyldt de sorte huller, der er, hvis man trækker et landkort frem og ser, hvor der mangler fægteklubber på Sjælland og i Københavnsområdet.

»Projektet er på en måde et luksusprojekt med 300 medlemmer fordelt med 75 i fire klubber som mål. Men DIF har sagt, at de er med på projektet, så længe vi selv gør en indsats. Det kan ses som et eksperiment. Virker det at sige: Nu kommer vi ud og laver en klub? Og kan vi så opbygge en forening i stedet for at vente på, at medlemmerne kommer til os af sig selv?« siger Mads Eriksen, der sammen med sin kollega også fungerer som den professionelle trænerhjælp i de nye klubber.

Fire gode steder

Valget er faldet på fire kommuner på Vestegnen, fordi de fire kommuner ligger lunt i svinget på 10-15 punkter, som fægteforbundet har set på.

»Det er blandt andet sådan noget som kommunestørrelse, den kommunale velvilje, lokalesituation, om kommunerne er villige til at give et økonomisk bidrag og afstanden i forhold til eksisterende fægteklubber. De her fire kommuner skiller sig væsentligt ud på disse parametre,« forklarer Mads Eriksen.

I Albertslund og Glostrup er der allerede startet børn til fægtetræning i 2014, og her i 2015 fortsætter man så med Rødovre og Høje-Taastrup, alt imens projektet fortsætter i Albertslund og Glostrup.

Pt. er der cirka syv børn til træning i Albertslund, mens der er omkring 12 børn og syv voksne til træning i Glostrup.

»Skal vise, at vi er her«

Ifølge Mads Eriksen er det typisk sådan, at forældre gerne vil sende deres børn til fægtning, fordi de forbinder fægtning med kultur, gentlemen og de tre musketerer.

»Det lugter lidt af kampsport. Vil man gerne have spændingen og intensiteten, uden at barnet får brækket næsen, er fægtning en god sportsgren. Fordelen ved fægtning er også, at vi har en hel del kamptræning. Der går ikke 10 minutter, så står man på pisten (banen, red.) med en kårde i hånden og en maske for ansigtet og fægter til fem point,« siger han.

»Vores udfordring er ikke at få folk interesseret, men at vise, at vi er her,« siger Mads Eriksen.

Han fremhæver koordination, koncentration, præcision og balance som evner, der bliver udviklet til fægtning.

Træning på Vestegnen

Lyder fægtning interessant, træner børn i Albertslund i Herstedvester Skoles lille gymnastiksal på mandage kl. 16. I Glostrup træner børneholdet på tirsdage kl. 16 i den lille sal (træningssal 1) på Glostrup Stadion, mens et voksenhold træner kl. 17.30. Begge steder foregår træningen med kårder. Man møder bare op og låner udstyr af klubberne.

Når træningen kommer i gang i Rødovre efter sommerferien, vil det foregå på Valhøj Skole, mens det endnu ikke er afgjort, hvor træningen i Høje- Taastrup skal foregå.

I løbet af foråret og sommeren vil Dansk Fægte-Forbund være med i forskellige idrætsaktiviteter i bl.a. Rødovre med henblik på at gøre opmærksom på den kommende fægteklub i kommunen.

Den 14. marts er Dansk Fægte-Forbund således til stede, når Rødovre Kommunes foreninger byder velkommen til »Sjov Lørdag« i Rødovrehallen. Her vil man bl.a. kunne prøve kræfter med kårder og musketer-kunnen og se, om fægtning er noget, ligesom man kan høre mere om projektet.