17. december 2018
Lasse Sundin bruger en del af sine lørdage aftener i dette lokale. Han er nemlig en af Danske Spils operatører til Lotto-træningen. Hans plads er foran den beige kontrolpanel. I midsten sidder Danske Spils trækningsansvarlige og til højre sidder repræsentanten fra Spillemyndigheden, som holder øje med, at alt foregår, som det skal. Kufferten på bordet indeholder er kasseret sæt lottokugler, som nu bliver brugt til tests. Foto: Mie Neel
gallery icon

Se billedserie

Lasse Sundin bruger en del af sine lørdage aftener i dette lokale. Han er nemlig en af Danske Spils operatører til Lotto-træningen. Hans plads er foran den beige kontrolpanel. I midsten sidder Danske Spils trækningsansvarlige og til højre sidder repræsentanten fra Spillemyndigheden, som holder øje med, at alt foregår, som det skal. Kufferten på bordet indeholder er kasseret sæt lottokugler, som nu bliver brugt til tests. Foto: Mie Neel
Foto: Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Video og billeder fra den hemmelige kælder: Her trækkes Lotto-tallene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Video og billeder fra den hemmelige kælder: Her trækkes Lotto-tallene
Vestegnen - 11. august 2018 kl. 09:55
Af Freja Czajkowski
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det er over fire år siden, DR for sidste gang stillede om til en live Lotto-trækning. Så hvordan bliver Lotto-tallene egentlig trukket i dag, når nu vi ikke kan følge med på fjernsynsskærmen? Søndagsavisen Vestegnen har været et smut forbi en særlig kælder i Brøndby for at se, hvordan det hele går til.

Ind ad en blå dør, gennem en smal gang og så ind gennem endnu en dør. Vi er i en kælder i Brøndby. Men det er ikke en hvilken som helst kælder. Det er her, millionærer bliver skabt. Eller i hvert fald her, hvor tallene til milliongevinsterne bliver trukket hver lørdag.

Det er efterhånden fire et halvt år siden, DR for sidste gang sendte Lotto-trækningen live ud i massevis af stuer. Fire et halvt år siden, at danskere lørdag aften sad og knugede en Lotto-kupon i hænderne og fulgte Lotto-kuglerne med øjnene.

Men hvordan trækker Danske Spil så vinderne i dag, nu når liveudsendelsen ikke længere eksisterer? Det korte svar er: Som de altid har gjort det.

Men selv dét er en fascinerende proces. For vidste du for eksempel, at hver Lotto-kugle vejer præcis fire gram? Ikke et milligram mere og ikke et milligram mindre. Fire gram er den magiske vægt, som alle kuglerne skal have, for at det er rene tilfældigheder, der afgør, hvem der er de heldige vindere.

- Lottokuglerne bliver vejet i hoved og ja..., siger Lasse Sundin, som er en af de ansvarlige for trækningen, og som viser Vestegnen rundt i kælderen.

Så når Danske Spil en gang om året bestiller nye Lotto-kugler fra et firma i Frankrig, bliver de sendt videre til Force Instituttet til vejning og tjek. Derefter bliver de givet videre til Spillemyndigheden, som også skal godkende kuglerne.

- Så ringer de og siger, at de har kuglerne, og om vi ikke skal teste dem, siger Lasse Sundin, som, udover at være en del af trækningsgruppen, til hverdag er produktkoordinator i huset.

Det skete så sent som i sidste måned, hvor et nyt sæt Lotto-kugler kom til.

Hver Lotto-kugle koster 650 kroner, og et sæt bliver brugt i højst to år, før det bliver udskiftet. Og der er to sæt i gang hele tiden. Dem får vi på Søndagsavisen Vestegnen dog ikke lov at se. De er låst inde i et stort beige pengeskab. End ikke Lasse Sundin har adgang til de kugler. Det er kun Spillemyndigheden, der kan låse pengeskabet op.

I stedet har han denne dag en sort kuffert under armen med sæt nummer 18 - det netop kasserede sæt - så han kan lave en prøvetrækning for os.

Sirlig rækkefølge

Lasse Sundin går over til lottomaskinen, som hedder Diamanten på grund af formen. Selve rummet er sortmalet og ligner stadig et tv-studie. Det var her de sendte fra, før programmet stoppede på DR.

- Det var ikke med vores gode vilje, at vi stoppede live-udsendelserne. DR syntes ikke vores format passede længere, siger Lasse Sundin, mens han sirligt begynder at lægge kuglerne i de fire rør. Første række er til de blå kugler, den næste til de gule, så grønne og så røde. Præcis som han ville gøre en lørdag aften til trækningen.

- De skal ligge i rækkefølge, så man kan se, at alle kuglerne er der, siger han.

Det er ikke en fast regel, men ellers bliver det mere besværligt for spillemyndigheden at se og godkende, at alle tallene er der.

Lasse Sundin forklarer, at der hver lørdag kommer en repræsentant fra Spillemyndigheden ud til Brøndby. Vedkommende låser pengeskabet op og tager de to kufferter ud. Altså har vedkommende to sæt lottokugler med sig. Samtidig møder to medarbejdere fra Danske Spil op. Lasse Sundin og fem andre skiftes til at være operatør under trækningen. Og fire-fem andre om at være trækningsansvarlige.

Først laver de en test med de kasserede kugler. Her har Danske Spil allerede tjekket maskinen senest dagen før og på selve dagen. Hvis alt ser ud til at være i orden, vælger personen fra Spillemyndigheden hvilken kuffert med Lotto-kugler, der skal bruges. Dette valg bliver altid taget i sidste øjeblik.

Beige kontrolpanel

Lasse Sundin har lagt den sidste røde lottokugle i og går over til et bord med tre stole. Det er herfra, at de tre personer hver lørdag sætter trækningen i gang og holder øje med, at alt foregår, som det skal.

Fra et beige kontrolpanel drejer Lasse Sundin på en nøgle for at tænde lottomaskinen. Derefter drejer han på en kontakt. Alle kuglerne vælter ned i den diamantformede beholder. Hvis det var en officiel trækning, ville repræsentanten fra Spillemyndigheden tjekke, at alle kugler er i, og derefter give en melding til at selve trækningen kan begynde.

- Maskinen er kodet til at trække syv tal og et tillægstal, siger Lasse Sundin, mens det støvsugerlignende rør i midten af diamanten bevæger sig først op og så ned og begynder at suge.

Lottokuglerne bliver nu kastet rundt, og en voldsom larm kommer fra diamanten.

- Den tidligere maskine skovlede kuglerne rundt, nu er det luft, der får dem til at bevæge sig, siger Lasse Sundin over larmen.

Den aktuelle Lottomaskine med luft kom til i 1999.

Trækker ærmerne op

En gul nummer 15 suger sig fast i røret som den første.

Da det sker, hæver røret sig, en fjeder trækker sig tilbage, og kuglen triller gennem røret og ud af selve diamanten og lægger sig som det første tal.

Sådan fortsætter trækningen, indtil otte kugler ligger i holderen foran diamanten.

Men det er ikke altid, det går så nemt. En sjælden gang imellem sker der en fejl. Det skete senest for seks år siden.

- En kugle var på vej ned, men fjederen var for spændt, så kuglen røg ud igen, siger Lasse Sundin.

Dermed var der trukket ét tal - for så snart kuglen er nede i røret gælder det - men alle kugler var i spil igen.

- Der var ikke stor sandsynlighed for, at samme tal bliver trukket igen, men det udløser vores nødprocedure, siger han.

I sådanne tilfælde stopper man Lottomaskinen, og kuffert nummer to kommer i brug. Så behøver de nemlig ikke bruge tid på først at tømme maskinen - et levn fra da de sendte live.

De kugler, som allerede er blevet trukket, bliver taget fra og lagt i en plastikbeholder på et bord.

Og så kommer en sort sæk frem. De resterende kugler bliver lagt heri og trukket manuelt. Men ikke før Lasse Sundin, eller den ansvarlige på dagen, har vendt sækken på vrangen, så Spillemyndigheden kan se, at der ikke gemmer sig noget deri.

- Vi skal skabe troværdighed. Det går ikke, at folk tror, at der er kaniner nede i sækken, siger Lasse Sundin og fortsætter:

- I manualen står der så, at man skal trække ærmerne op, før man trækker. Så det gør jeg. Også selvom jeg måske har t-shirt på.

For selvom det er sjældent, at nødproceduren er nødvendig, træner de den hver uge.

- Vi er nødt til at øve, så vi ikke står som en flok amatører. Selv hvis noget går galt, så skal videoen på nettet, siger Lasse Sundin.

For alle trækninger af Lotto-tal bliver lagt på Danske Spils hjemmeside. Derfor er der også stadig kameraer rundt om i lokalet, der filmer de officielle trækninger.

Lotto er det eneste spil, de i Danske Spil trækker på denne facon. Spil som Joker, Bingo og Keno bliver trukket af en tilfældighedsgenerator. Det kunne de også sagtens gøre med Lotto-tallene, forklarer Lasse Sundin, men det er der ingen planer om.

- Lotto er vores flagskib. Der er en vished om, at vi trækker tal, som vi altid har gjort det. Og det skal vi blive ved med.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk