10. december 2019
Ida Kindberg. Foto: Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

Ida Kindberg. Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vi vil være de varme hænder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vi vil være de varme hænder
Vestegnen - 16. juni 2019 kl. 08:25
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Tre sosu-elever fra Vestegnen brænder for at hjælpe andre. Her fortæller de, hvorfor de har valgt at uddanne sig til social- og sundhedsassistenter - på trods af de mange fordomme.

arrow Læs også: Mangel på sosu'er

Ida, Cecilie og Philip er blandt de mest efterspurgte medarbejdere i det offentlige.

Det er nemlig svært at få unge til at søge ind på social- og sundhedsassistent-uddannelsen, og der er mangel på social- og sundhedsassistenter i blandt andet hjemmeplejen og på plejehjemmene.

Lav løn, skiftende arbejdstider, ikke den store job-prestige, i nogle tilfælde hårdt fysisk arbejde. Ida, Cecilie og Philip havde selv hørt om alle fordommene - og til dels haft dem selv.

Efter de er kommet i gang med uddannelsen, kan de slet ikke forstå de mange fordomme, der findes omkring sosu-faget.

For det er et fedt fag, hvor man gør en forskel, hjælper nogle af de svageste borgere, får rigtig meget tilbage - og udvikler sig personligt, lyder det fra de tre sosu-elever, der aktuelt er ansat i henholdsvis Albertslund, Rødovre og Hvidovre kommuner.

Vil hjælpe andre

- Jeg blev inspireret, da jeg efter studentereksamen fik et rengøringsjob på Glostrup Hospital, hvor jeg talte meget med plejepersonalet om deres arbejdsopgaver på afdelingen. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville arbejde med mennesker, så sosu-uddannelsen var ideel for mig, siger Ida Kindberg, der ikke har planer om at læse videre til sygeplejerske. Når hun er færdig som social- og sundhedsassistent, vil hun gerne ud i hjemmeplejen eller på en hospitalsafdeling.

Cecilie Nielsen har altid vidst, at hun gerne ville have et job, hvor hun hjælper andre. Hun vidste bare ikke, hvilken retning hun skulle tage, efter hun gik ud af 9. klasse.

I forbindelse med uddannelsesvejledning blev hun introduceret til sosu-uddannelsen, kombineret med eux - det vil sige, at hun tager både uddannelsen som social- og sundhedsassistent og en studentereksamen ved siden af. Sammenlagt tager uddannelsen fire år og syv måneder.

- Jeg keder mig ikke, konstaterer Cecilie.

Philip er den ældste af de tre sosu-elever - og hans vej til faget er lidt usædvanlig.

- Jeg har taget en bachelor som lyddesigner, og arbejdede også med det nogle år. Der manglede bare noget. Jeg kunne ikke på sigt se mig selv foran en computer morgen, middag og aften, uden ret meget kontakt med andre. Så tænkte jeg på at blive sygeplejerske, men her ramte jeg ind i uddannelsesloftet. Så fik jeg øje på sosu-uddannelsen og ville give den en chance. Nu er jeg slet ikke i tvivl - jeg vil blive som social- og sundhedsassistent, siger Philip Petersen.

Han er dermed på linje med Ida og Cecilie - uddannelsen til social- og sundhedsassistent er ikke »bare« et springbræt til at læse videre.

- Vi vil ud og være de varme hænder, fastslår de tre sosu-elever.

Får meget igen

De er også enige om, at der er en hel del »uddannelses-snobberi« involveret i fordommene. At en social- og sundhedsassistent bare »tørrer røv på andre«, som nogle fordomsfulde mennesker så kønt udtrykker det.

- Intet kunne være mere forkert. Faget drejer sig om at hjælpe personer, der har brug for det. Og gøre det professionelt og respektfuldt over for den enkelte. Til gengæld får man bare så meget tilbage, og man føler virkelig, at man gør en forskel hver eneste dag, siger Cecilie.

- Som sosu modtager du en kæmpe tillid fra borgerne. Det synes jeg giver arbejdet så meget mening, og giver sosu-jobbet så meget prestige, siger Philip.

Han fik en øjenåbner, da han kom i praktik på plejehjem:

- Jeg blev bare slået af den kæmpe energi, som personalet lægger i arbejdet. Folk giver rigtig meget af sig selv. Jeg oplevede også et personale med masser af humør og masser af selvtillid. Man griner meget sammen, og også af sig selv, fortæller Philip.

Det høje energiniveau skulle Philip lige vænne sig til:

- De første uger jeg var på plejehjemmet, måtte jeg simpelthen tage en lur, når jeg kom hjem, fortæller han.

Gør det ikke for lønnen

Ida, Cecilie og Philip er enige om, at man ikke skal blive social- og sundhedsassistent for lønnens skyld.

- Man skal være vild med at hjælpe mennesker og gøre en forskel. Og har man det sådan, så får man noget tilbage, som ikke kan købes for penge.

De tre sosu-elever er også enige om, at netop sosu-arbejdet giver en personlig udvikling - blandt andet modenhed, ansvar og selvstændighed - og at man lærer at omgås og snakke med alle slags mennesker.

Ida, Cecilie og Philip oplever ikke deciderede ulemper i jobbet.

Det skulle da lige være vilkårene, fx i hjemmeplejen.

- Der er super travlt, og normeringerne er ikke altid så gode. Det kan godt være hårdt at skulle efterlade en borger, der har brug for tid, fordi man bare skal videre. Der er ensomme ældre, som har behov for nogen at tale med, og her kunne jeg godt ønske, at der var mere tid, så der var rum til både plejeopgaver og kommunikation, siger Ida.

Heller ikke de skiftende arbejdstider skræmmer de tre sosu-elever.

- Jeg kan faktisk gode lide at arbejde i weekenderne. Det er som om tempoet er lidt lavere - der er ligesom mere ro. Og så har man jo fri på andre dage, siger Philip.

Heller ikke fordommen om hårdt fysisk arbejde kan de Ida, Cecilie og Philip genkende. De møder en dagligdag, hvor der er masser af hjælpemidler, blandt andet til de tunge løft.

Prøv det

Uddannelsen til social- og sundhedsassistent veksler mellem skoleophold på Sosu H-skolen i henholdsvis Brøndby og Herlev, og så praktikperioder i hjemmeplejen, på plejehjem, på hospital og i psykiatrien.

Så der er mange skift, og det kan gå føles lidt hårdt, fordi der konstant skal skiftes til nye relationer og nye kulturer på de forskellige arbejdspladser. De tre sosu-elever er dog enige om, at det er rigtig godt, at det svinger mellem praktiske -og skoleperioder.

Ida, Cecilie og Philip er ikke bange for at anbefale sosu-uddannelsen.

- Prøv det, lyder opfordringen.

- Måske man kan få et ufaglært job på et plejehjem eller en hospitalsafdeling, så man kan se, hvordan det egentlig er. Og går man i skole, så er der jo mulighed for at komme i praktik eller brobygningsforløb, siger de.

Ida, Cecilie og Philip understreger også, at uddannelsen som social- og sundhedsassistent er blevet forlænget, og at der nu stilles øgede krav.

- Det er helt sikkert, at uddannelsen er blevet bedre, at niveauet er blevet højere. Og at der kommer bedre sosu'er ud af det.