19. november 2018
Ida Mejnertz og Malene Teller Blume er blevet matchet, og de har allerede en ærlig og åben dialog. Foto: Kenn Thomsen.
gallery icon

Se billedserie

Ida Mejnertz og Malene Teller Blume er blevet matchet, og de har allerede en ærlig og åben dialog. Foto: Kenn Thomsen.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Unge får redskaber til at tage de svære valg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Unge får redskaber til at tage de svære valg
Vestegnen - 28. november 2017 kl. 09:22
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

En mentorordning på Brøndby Gymnasium - landets eneste af sin slags - udvikler de studerende fagligt og personligt. De unge er begejstrede for én-til-én kontakten med en person, der ikke er forældre, lærer eller i øvrigt kender dem i dagligdagen.

»Jeg har fået en masse redskaber til at kunne foretage mine egne valg. Jeg har fundet ud af, at det kan være ok at tage den lidt med ro, inden man beslutter sig for uddannelse og karriere. Og så har jeg fundet ud af, at selv om man er en af verdens bedste håndboldspillere, så kan man altså også have dårlige dage.«

Katrine Clasen fra Vallensbæk blev i sommer student fra Brøndby Gymnasium, og hun var i den første årgang af studerende, der havde glæde af gymnasiets unikke mentorordning.

Den er for alle studerende, der har erhvervsøkonomi som valgfag. De unge matches med en person i en virksomhed eller organisation, og formålet er at give de studerende praktisk viden om erhvervslivets virkelighed, samtidig med de har mulighed for at blive mere afklaret om uddannelse og job. I en del tilfælde er matchet og kemien så god, at der opstår en fortrolig, personlig relation.

Det var tilfældet for Katrine Clasen, der fik den tidligere håndboldstjerne Camilla Andersen som mentor.

Ikke den lige vej

Camilla Andersen, der var en af verdens bedste håndboldspillere i 1990'erne, har med succes udviklet sit eget rejsebureau Travel Sense, der er eksperter i at arrangere sports- og virksomhedsrejser.

Det var et oplagt match at lade Camilla Andersen være mentor for Katrine, som selv spiller håndbold på højt niveau. Hun er bagspiller på Rødovre Håndboldklubs 1. divisionshold.

»Jeg brugte Camilla både på det erhvervsmæssige og på det private område. Her sad jeg over for en person, der har været en af verdens bedste håndboldspillere, og det var helt rart, at hun fortalte, at hun altså også har haft dårlige dage. Jeg fik virkelig meget ud af mine samtaler og mailkorrespondancer med Camilla, både fagligt og personligt,« fortæller Katrine Clasen.

Der blev også snakket uddannelses- og karrieremuligheder, og Katrine fik masser af gode råd.

»Det var faktisk også en lettelse, at Camilla mente, at det er helt ok at vente med en beslutning om fremtiden, og at alt ikke behøver gå efter en nøje fastlagt plan. Hun har jo ikke taget en direkte vej til, at hun i dag ejer sit eget rejsebureau. Jeg har ikke selv en klar plan for videregående uddannelse og karriere, og det var godt at høre fra en som Camilla Andersen, at det er ok at tage den med ro,« siger Katrine, der også fik hjælp til at udforme cv og jobansøgninger.

Katrine Clasen har ikke søgt direkte ind på en uddannelse efter tiden på Brøndby Gymnasium.

I dag arbejder hun hos McDonalds i Hvidovre, og passer samtidig håndbolden i Rødovre, hvor den står på træning tre gange om ugen, styrketræning ved siden af, og turneringskampe i weekenden.

Hvad hun ender med at vælge som karrierevej, ved hun ikke.

»Det skal nok komme. Det eneste jeg ved, er at jeg ikke bare skal sidde på et kontor. Jeg elsker at have kontakt med andre mennesker, så jeg forestiller mig noget med fx kundekontakt,« lyder det fra Katrine Clasen.

Finder et godt match

Mentorordningen på Brøndby Gymnasium er ikke kun givende for de studerende. Det gælder også mentorerne:

»Jeg vil gerne dele ud af den erfaring, jeg har oparbejdet gennem 20 år i rejsebranchen og 15 år som iværksætter og selvstændig. Samtidig er det super inspirerende at møde de unge ambitiøse mennesker, som har et frisk syn på arbejdslivet,« siger Camilla Andersen.

I begyndelsen af mentorforløbet tager både mentor og studerende en personlighedstest, som afslører både svagheder og styrker. Det er også udgangspunkt for, at mentor og studerende lærer hinanden at kende.

Den studerende mødes med sin mentor, både på Brøndby Gymnasium og i den virksomhed eller organisation, hvor mentoren arbejder. Desuden er der mulighed for at kommunikere på mail.

Formålet med mentorordningen er, at de studerende kan se en virksomhed eller organisation indefra, og på den måde få et bedre grundlag for at kunne vælge en videregående uddannelse.

Eleverne har med mentorordningen erfaret, at vejen til et lederjob kan være kringlet. Der findes ingen lige vej, og måske er det en anden uddannelse, end den de unge lige havde tænkt sig, som kan føre til drømmejobbet.

Brøndby Gymnasium startede mentorordningen i skoleåret 2016/17, hvor 15 virksomheder og organisationer var med. I dette skoleår er mentorordningen vokset, og 23 virksomheder og organisationer er med. Det er fx Brøndby IF, Danske Bank, Arbejdernes Landsbank, Coop, Conscia, Løgismose, Skanlog, Lån & Spar Bank, Danmarks Idræts Forbund og Finanstilsynet. Det er Maja Schomacker, der koordinerer mentorordningen på Brøndby Gymnasium - ved siden af hun underviser i erhvervsøkonomi. Opgaven er blandt andet at finde de bedste match mellem mentorer og studerende.

»Jeg ser på både kompetencer og interesserer. Jo flere berøringsflader, jo bedre,« fortæller Maja Schomacker. Hun gør også opmærksom på, at der er fortrolighed mellem mentor og studerende, begge veje.

»Tilliden er utrolig vigtig i sådan et forløb. Man skal kunne fortælle om sig selv, uden det kommer videre,« understreger Maja Schomacker.

Samme interesser

I dette skoleår har hun matchet Ida Mejnertz, der går i 3.g på Brøndby Gymnasium, med Malene Teller Blume, der er kvalitetschef hos Coop i Albertslund.

De er blandt andet blevet sat sammen på grund af deres interesse for idræt på højt niveau, og at de begge er gode til at sætte sig mål.

»Da jeg blev spurgt, om jeg ville være mentor, sagde jeg hurtigt ja. Dels kunne jeg selv have brugt en lignende ordning, da jeg var i den alder, dels kunne jeg godt tænke mig kontakten til et ambitiøst ungt menneske, hvor jeg kunne hjælpe med inspiration og gode råd. Mit mål er at kunne give Ida nogle redskaber, som hun kan bruge fremover,« siger Malene Teller Blume.

Selv om der er en rød tråd i hendes arbejdsliv, blandt andet sundhed og miljø, så er vejen til chefjobbet ikke gået i en lige linje. »Jeg har i virkeligheden bare altid gjort, hvad der interesserede mig, uden at tænke på karriereplanlægning. Den erfaring vil jeg gerne videregive. Jeg tror de unge i dag er meget mere presset, end jeg selv var i samme alder. Der er mange flere valgmuligheder, og der er et pres på, at de skal hurtigt igennem uddannelse og videre i job. Mit råd er, at man godt kan tage den lidt med ro, og alligevel lykkes,« tilføjer Malene Teller Blume.

Ida Mejnertz har ikke planlagt, hvad hun skal efter hun til sommer får studenterhuen på på Brøndby Gymnasium.

»Jeg vil gerne have et sabbatår, hvor jeg kan tjene penge til en lejlighed. Og så har jeg tænkt på at søge ind på DTU, men jeg ved det ikke helt. Jeg skal have hjertet med, når jeg vælger uddannelse. Jeg håber, at Malene kan hjælpe,« siger Ida.

Der er allerede en god, åben og ærlig dialog mellem Malene og Ida, og det tegner godt for resten af forløbet.

»For mig er det vigtigt, at det er en én-til-én kontakt, jeg har med Malene. Og så er det noget andet at have en mentor, som ikke er forældre eller lærere. Det er en person, der kommer udefra, og som derfor lytter til en på en anden måde,« siger Ida.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk