21. november 2017
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tegnede sig tilbage til livet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tegnede sig tilbage til livet
Opdateret 06. november 2017 kl. 07:03
Vestegnen - 06. november 2017 kl. 06:56
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hun mistede to børn, og tomhed, sorg og gråd fyldte. Så opdagede hun zentangle-tegninger og begyndte selv at tegne de detaljerede mønstre. Det gav hende ro og mulighed for at bearbejde tanker og følelser. Nu udgiver Dina Vanessa Liamson fra Greve to bøger med zentangle-tegninger, i håb om at kunne hjælpe andre.

»Det var virkelig hårdt. Jeg var fyldt med sorg og uro - men jeg ville bare ikke lade det gå ud over børnene. Så jeg græd først, når børnene var puttet i seng.«

Sådan fortæller 28-årige Dina Vanessa Liamson om de år, hvor hun mistede to børn.

»Jeg nåede et punkt, hvor jeg blev nødt til at gøre noget. Hvor jeg blev nødt til at udrette noget. Jeg kunne ikke fortsætte med at sidde og kigge tomt ind i væggen. Det var på det tidspunkt, at jeg på nettet »faldt« over zentangle-mønstre og -tegninger,« fortæller hun.

Zentangle er en ny måde at tegne flotte billeder med strukturerede og abstrakte mønstre. Zentangle-tegninger er utrolig detaljerede, og kan skabe en nærmest meditativ tilstand, hvad enten man selv tegner, farvelægger eller blot iagttager tegningerne.

»Man kan ikke tage øjnene fra zentangle-tegningerne. De fanger simpelthen. Tegningerne indeholder så mange detaljer, at man hele tiden får øje på noget nyt,« siger Dina Vanessa Liamson.

Zentangle-stilen er blevet meget, meget populær de senere år, og det er ikke usædvanligt, at bøger med zentangle-tegninger ligger i toppen af listerne over flest solgte bøger.

Den ro og lindring, som den 28-årige Greve-kvinde har fået gennem zentangle-tegningerne, vil hun gerne give videre til andre, og derfor er hun lige nu aktuel med to bøger, hvor hun har samlet zentangle-mønstre i male- og kunstbøger for henholdsvis børn og voksne.

Mistede to børn

Dina Vanessa Liamson, der er født og opvokset i Ishøj men de seneste mange år har boet i Greve, havde to børn i forvejen, da hun i 2012 blev gravid for tredje gang. Hun mistede dog barnet i 20. uge.

»Jeg blev hurtigt gravid igen, for jeg ville bare have noget at se frem til. Det gik også godt, jeg blev fulgt tæt på hospitalet,« fortæller Dina om forløbet op til fødslen. En moderkageløsning betød dog, at barnet døde kort før fødslen.

At miste to børn på så relativ kort tid, var en overvældende sorg. Alligevel blev Dina gravid igen.

»Jeg havde svært ved at glæde mig, da jeg var bange ad h... til, efter at have tabt to børn. Jeg var dog nødt til at vise børnene, at det ikke skulle ende sådan. De skulle opleve en positiv udgang på en graviditet,« siger Dina.

Så i 2014 fødte hun et sundt og rask barn, som i dag er tre år gammelt. I forvejen har hun to børn på henholdsvis 7 og 12 år.

De to børn, som Dina mistede, er dog en del af hende - hele tiden. Hun har skiftet sit navn, så de to børn udgør mellemnavn og efternavn.

Tegninger blev et frirum

Dina Vanessa Liamson brugte zentangle-tegningerne til at bearbejde sorgen over tabet af de to børn. Hun tegnede sig så at sige tilbage til livet.

»Tegningerne og mønstrene blev mit frirum. Sammen med tegningerne kunne jeg enten falde til ro, eller jeg kunne være sur på hele verden. Jeg kunne få bearbejdet alle mine tanker og følelser. At være opslugt af at tegne, gav mig simpelthen ro,« fortæller Dina.

Zentangle-tegninger kan være både abstrakte eller figurative. Dina synes det er fedest, at tegningerne ligner noget - og hun er vild med dyremotiver, hvor hun finder inspiration gennem fotos på nettet.

»Selv om der er rigtig mange detaljer i motivet, så lægger jeg vægt på, at udtrykket er roligt. Selve motivet kan være både venligt og »farligt«, men det skal udstråle noget roligt og ustressende. Det er jeg meget bevidst om,« fortæller Dina.

Dina Vanessa Liamson kan godt lide at arbejde visuelt - og er god til det. Kreativiteten går igen i tegningerne i hendes to nye bøger - og det er ikke overraskende, at hun har planer om at starte på en uddannelse som mediegrafiker.

Når hun udfører zentangle-tegninger, så starter hun med at få omridset på plads. Fx skal udtrykket i et dyreansigt fungere, inden alle detaljerne lægges på. Det kan tage fra tre til otte timer at skabe en enkelt tegning - og det er nødvendigt med pauser.

»Jeg får simpelthen ondt i fingrene, når jeg arbejder for lang tid af gangen. Så må jeg tage en pause eller fortsætte næste dag.«

Vil give roen videre

Dina Vanessa Liamson farvelægger ikke sine tegninger, men hun kan sagtens forstå, at andre gerne vil farvelægge, og det er da også derfor, at hendes to bøger giver denne mulighed.

»Bøgerne er en slags indgang til zentangle-stilen. Man kan selv kaste sig over at tegne, man kan farvelægge, eller man kan hænge tegningerne op på væggen. Det er både kunstbøger og malebøger,« forklarer Dina.

Uanset hvad, så er udgangspunktet for Dina at kunne give andre den sindsro, som hun selv har oplevet i arbejdet med zentangle-tegningerne.

»Når jeg tegner værkerne, lukker jeg resten af verden ude. Enten er jeg fuldstændig tankeløs med følelsen af ro, og at verden står stille. Eller også bliver jeg bombarderet af tanker, forundring og idéer, hvor fantasien ingen grænser har. Begge tilstande er for mig uundværlige,« siger Dina og gør det samtidig klart, at malebøgerne henvender sig til alle.

»Alle kan få gavn af malebøgerne. Men nok især dem, der har en travl hverdag og stor uro,« tilføjer hun.

Kvalitetstid

Dinas vilde zentangle-mønstre af dyr udkommer i to udgaver. Bøgerne hedder »Zentangle - Vilde dyr« og »Zentangle Mini - Vilde dyr«. Dyrene i bøgerne er de samme, men felterne er større og mønstrene simplere i versionen til børn.

»I en travl hverdag kan alle have brug for at finde fundament, fordybelse og fred. De to bøger lægger derfor op til familiehygge på tværs af generationer. Den voksne og barnet kan farvelægge hvert deres dyr samtidig og få en lille snak om dyrene. Det er kvalitetstid for børn og voksne.«

De to bøger er netop udkommet på forlaget DreamLitt.

Dina kan i øvrigt følges på Facebook - det er bare at søge på »Dina Vanessa Liamson - Artist«.

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk