9. december 2019
Chapper har, med egne ord, et barnligt sind, og han elsker derfor at underholde børn. Han holder af deres ærlighed og umiddelbarhed. Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Chapper har, med egne ord, et barnligt sind, og han elsker derfor at underholde børn. Han holder af deres ærlighed og umiddelbarhed. Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Teater Vestvoldens juleforestilling er fyldt med sjove effekter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Teater Vestvoldens juleforestilling er fyldt med sjove effekter
Vestegnen - 19. november 2019 kl. 21:18
Af Signe Ravn
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Chapper er et multitalent. Han har en enormt god kontakt til børnene, som man ikke kan lære på en skuespillerskole. Han taler ikke ned til børnene, og snakker altid i øjenhøjde, og så er han hamrende musikalsk. Han har det barnlige sind og en direkthed, som jeg rigtig godt kan lide.

Sådan siger Stephan Pollner, teaterchef på Teater Vestvolden i Hvidovre, om performeren Chapper, som er både er hovedperson og eneste medvirkende i teatrets juleforestilling "Chappers decemberønske" for børn fra fem år og deres familier.

Og hvis ikke dét skudsmål er nok til at få en til at løse billet, så er det på høje tid at komme i kontakt med julestemningen, for "Chappers decemberønske" er en juleforestilling med noget på hjerte.

Julens kerne er nærvær

- Det handler ikke om, at flæskestegen er stegt helt perfekt, eller at småkagerne er de helt rigtige, det handler om at være sammen. Det er et ret vigtigt budskab, for det kan så let gå op i andre ting, fortæller Stephan Pollner.

Chapper, med det borgerlige navn Chang Il Kim, har tidligere været vært på Fjernsyn for dig på DR1, og har med stor succes spillet forestillingen "Chappers rumrejse" både på Teater Vestvoldene og på turne.

- Forestillingen udspringer af en tanke om at lave en anderledes juleforestilling lidt væk fra nissetemaet, og så var det oplagt for os at hive fat i Chapper igen. Så med udgangspunkt i ham som figur, som menneske, der er lidt træt af al det juleri, så kigger vi på, hvad der er det vigtigste ved julen. Chapper har en mor, der rigtig godt kan lide at snakke i telefon. Hun gør det ikke af en ond mening, hun taler bare med sin veninde, og Chapper ønsker sig at være bedre til at spille fodbold, og så live-tegner han sine ønsker i en gammel træhytte, da han går hjemmefra, fortæller Stephan Pollner.

- Det er en julehistorie, der handler om mig som lille og mine juleønsker. Men i virkeligheden handler det mest om nærvær. Det er en sjov, lille historie om at drømme sig væk, en rejse i fantasien, uddyber Chapper.

Fokus er på at skabe dejlige stemninger, farver og lyde iblandet lidt musik og tegning.

- Jeg håber at give dem (børnene red.) lidt ro. Normalt plejer jeg at ævle, hoppe og danse. Her vil jeg gerne dvæle lidt ved det at tegne, og så er der nogle dejlige lyde i baggrunden. Næsten mindfulness. Det er en meget simpel historie, og det kan jeg godt lide, fastslår Chapper, der både spiller, synger og tegner i forestillingen.

Skæve effekter overrasker

Musikken har han lavet i samarbejde med Pharfar.

Der er ingen parade af nisser, til gengæld vil det både regne og sne på scenen, for scenografien er spækket med skæve effekter og små finurligheder, som er en oplevelse i sig selv.

Brems ikke fantasien

Og det fine drys af teatermagi, som omkapsler forestillingen, er helt i tråd med Chappers egen mission med forestillingen.

- Jeg håber at så et lille frø i børnene om at være nysgerrig på ting, og synge, tegne og spille, selvom man ikke er perfekt til det. Alle mennesker kan, man skal bare gøre det. Man kan skabe hele verdener inde i hovedet, når man ikke har bremset sin fantasi, siger Chapper.

"Chappers decemberønske" varer ca. 45 minutter og spiller flere gange dagligt fra tirsdag til søndag på Teater Vestvolden fra den 24. november til og med den 15. december.