24. april 2019
Hvidovres nye mountainbike-spor åbner snart.
Hvidovres nye mountainbike-spor åbner snart.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sving, hop og bakker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sving, hop og bakker
Vestegnen - 13. april 2019 kl. 10:34
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Der er blevet gravet, kørt grus og sten - og ikke mindst testkørt - på de 13 kunstige bakker på Avedøre Holme lige ved Brøndby Havn, og nu er Hvidovre MTB-spor klar til at blive taget i brug af mountainbikere i alle aldre og på alle niveauer.

Det 2,5 kilometer lange spor med flere forskellige sværhedsgrader bliver indviet lørdag den 27. april kl. 11-13, og alle interesserede er velkomne.

Man kan enten tage sin egen mountainbike med og prøve sporet, eller man kan låne en cykel, så man kan prøve MTB-sporet. Hvidovre Kommune har lejet mountainbikes til både børn og voksne i dagens anledning.

Hvidovre MTB-spor er anlagt i samarbejde mellem Hvidovre Kommune, den nye forening Hvidovre MTB, som er ved at blive løbet i gang, og cykelinteresserede frivillige.

- Det har været et godt samarbejde, og vi glæder os til at indvie dét mountainbike-spor, som rigtig mange borgere ønskede sig, da kommunen i 2017 holdt en borgerhøring om idéer til nye aktiviteter og mødesteder i vores grønne områder. Jeg håber, at sporet vil blive flittigt brugt både af mountainbikere fra Hvidovre og dem, der kommer udenbys fra, siger Maria Durhuus, formand for kultur- og fritidsudvalget i Hvidovre.

Talsperson for Hvidovre MTB, Anders Gammelmark, er sikker på, at MTB-sporet på Avedøre Holme vil blive en attraktion:

- Det er et ambitiøst anlæg, der adskiller sig fra andre MTB-spor ved at være anlagt lige præcis til formålet. Vigtigt for mig er det, at sporet giver mulighed for at træne de forskellige teknikker, man har brug for - både når man starter med at køre mountainbike, og når man vil udvikle sig mere, forklarer han.

- Hvis du fx bruger et MTB-spor i skoven, må du nogle gange køre langt for at kommer til det sted på ruten, hvor der er mulighed for at træne lige præcis den teknik, du har brug for at arbejde med. Vores nye MTB-spor er mere intenst, og vi har samlet de forskellige gradueringer tæt på hinanden, tilføjer han.

Nordea-fonden har doneret 50.000 kroner til Hvidovre MTB-spor, som i alt har kostet 850.000 kroner at anlægge. Derudover har projektet »On Trail« via Hvidovre MTB støttet med rutepæle, skiltning til sværhedsgrader og - ikke at forglemme - grillpølser til selve indvielsen.

Hvidovre MTB-spor ligger lige ved Brøndby Havnevej ved indkørslen til Brøndby Havn.