21. september 2019
Hovedstadens Beredskab assisterede ved branden i Greve, blandt andet med en indsatsleder.
gallery icon

Se billedserie

Hovedstadens Beredskab assisterede ved branden i Greve, blandt andet med en indsatsleder.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Styr på brandfolkene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Styr på brandfolkene
Vestegnen - 06. april 2019 kl. 15:44
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Da en tidligere skole i Greve brændte ned, deltog et stort antal brandfolk i slukningsarbejdet. Tryghed og sikkerhed var dog på plads, for der var hele tiden styr på, hvor der var brandfolk og køretøjer til andre opgaver.

arrow Læs også: En mand fængslet og to løsladt i sag om knivstik

Et sted mellem 75 og 100 brandfolk plus et stort antal brandkøretøjer blev indsat, da der udbrød storbrand på den tidligere Tjørnelyskolen i Greve søndag aften den 24. marts.

Det var Østsjællands Beredskab, som blandt andet dækker Greve, Taastrup, Ishøj og Vallensbæk, der rykkede først ud, og som stod i spidsen for brandslukningen. Det stod dog hurtig klart, at det var nødvendigt med assistance fra andre beredskaber, og et større antal brandfolk og køretøjer fra hele hovedstadsområdet og Sjælland rykkede til Greve.

Det betød dog ikke, at borgere og virksomheder kom til at mangle tryghed og sikkerhed, hvis der skulle opstå brand eller ske et trafikuheld. Årsagen var - og er - at vagtcentralen i Valby, som drives af Hovedstadens Beredskab, hele tiden sørgede for koordinering af de samlede ressourcer.

- Koordineringen sikrer, at serviceniveauet kan opretholdes hos alle involverede beredskaber, forklarer operationschef Tim Ole Simonsen fra Hovedstadens Beredskab.

Vagtcentralen dækker en lang række beredskaber i det storkøbenhavnske område og på Sjælland, hvor der tilsammen bor godt 1,5 millioner borgere. I vagtcentralen får man omkring ét tusinde 112-opkald i døgnet og udsender cirka 100.000 udrykninger om året.

- Når der sker en så stor hændelse som tilfældet var i Greve, så starter man, ligesom ved andre brande, altid med at sende de nærmeste brandfolk og køretøjer. Efterhånden som der bliver behov for assistance, så følger man ikke denne procedure, for så ville der opstå et større område, hvor ressourcerne alene ville være optaget af den store hændelse. Hvis der så skete noget i dette område, så ville det tage længere tid før beredskabet nåede frem, forklarer Tim Ole Simonsen.

I dette tilfælde, hvor Hovedstadens Beredskab ydede assistance til brandslukningen i Greve, valgte man at sende station Glostrup og en station i København til Greve - også selv om stationen i Hvidovre ligger tættere på.

- I denne situation er det vigtigere, at der er mandskab og køretøjer på stationen i Hvidovre, der hurtigt kan rykke ud, hvis der opstår en hændelse på Vestegnen, siger operationschef Tim Ole Simonsen.

Mens Østsjællands Beredskab dækker blandt andet Greve, Taastrup, Ishøj og Vallensbæk, så dækker Hovedstadens Beredskab blandt andet Albertslund, Glostrup, Rødovre, Hvidovre og Brøndby.

Ved større hændelser har vagtcentralen det fulde overblik over ressourcerne ved de kommunale beredskaber, og kan altså flytte brandfolk og køretøjer, så ingen områder »tømmes« for ressourcer.

I det aktuelle tilfælde med storbranden i Greve, assisterede Hovedstadens Beredskab med mandskab og køretøjer fra station Glostrup og station Tomsgårdsvej, og desuden med en indsatsleder og en stabsoperatør.

Også Beredskab Øst og Frederiksborg Brand og Redning samt Helsingør Beredskab deltog i brandslukningen.