24. april 2019
Mezzosopranen Andrea Pellegrini skal synge titelpartiet i Carmen. Foto: Ulrik Jantzen
gallery icon

Se billedserie

Mezzosopranen Andrea Pellegrini skal synge titelpartiet i Carmen. Foto: Ulrik Jantzen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stjernebesætning til Carmen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stjernebesætning til Carmen
Vestegnen - 13. april 2019 kl. 12:43
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Til august opfører Opera Hedeland en af operaens allerstørste klassikere, nemlig George Bizet´s dramatiske historie om den spanske sigøjnerpige Carmen.

Den fulde besætning bag den store udendørsopera er netop offentliggjort, og publikum kan glæde sig til nogle af genrens allerbedste stemmer. I kulissen og orkestergraven huserer ligeledes stærke kræfter. Blandt andet en prisbelønnet instruktør, en berømt dirigent og nogle af Danmarks bedste orkestermusikere.

Titelpartiet synges af mezzosopranen Andrea Pellegrini, som ud over at have en stærk og smuk stemme er kendt for sin store alsidighed. Hun har således både sunget tango og jazz og sågar optrådt med guitaristen Jacob Binzer, kendt fra rockorkestret D-A-D.

- Jeg ser Andrea Pellegrini som perfekt til Carmen. Med hendes karakterfulde mezzo-stemme og et stærkt scenisk nærvær, er hun som skabt til dette signaturparti, siger Opera Hedelands chef, Claus Lynge.

I andre bærende partier finder man blandt andre norske Emil Havold Næshagen som Escamillo og Yana Kleyn som Michaëla, samt, ikke mindst, tenoren Magnus Vigilius som Don José.

- Magnus Vigilius synger Don José, underofficeren der forelsker sig fatalt i Carmen. Magnus har sunget i flere år på forskellige projekter og scener i Danmark og står i disse år midt i sit internationale gennembrud. Han har forvaltet sit stemmetalent med påpasselighed, og det kan meget vel være hovedårsagen til at han nu, i midten af sin karriere, er blevet den måske mest betydende danske tenorsanger i mange år, fortæller Claus Lynge.

Publikum får desuden et gensyn med den unge Jonathan Koppel i partiet som Remendado. Sidste år sang han partiet Normanno i »Lucia di Lammermoor«. Stampublikummet vil tillige huske Jakob Bloch Jespersen fra hans komiske karakterarbejde i partierne Parpignol og Alcindor i 2017-opsætningen af »La Boheme«.

I instruktørstolen finder publikum norske Runar Hodne. Han er flere gange Reumert-nomineret, blandt andet for sit arbejde på Aalborg Teater. Hans første erfaring med opera var i Opera Hedeland i 2016, hvor han stod bag opførelsen af Søvngængersken, der blev udpeget som »Årets Opera 2016« af magasinet Cph Culture.

- Runar har udpræget sans for at sætte i scene i de storslåede rammer, som er vores grundvilkår. Og så er han - udover sin musikalitet - flere gange fremhævet for sin personinstruktion, hvilket er med til at gøre karaktererne endnu mere levende. Processen er i fuld gang, og vi glæder os meget til at præsentere resultatet for publikum, siger Claus Lynge.

I orkestergraven svinger den dansk-tyske dirigent Christian Kluxen taktstokken overfor det topprofessionelle orkester, Collegium Musicum, der spiller for ottende gang i Opera Hedeland. Christian Kluxen er blandt andet musikchef for Victoria Symphony in Canada og chefdirigent for Arctic Philharmonic i Norge.

Carmen opføres i Opera Hedeland den 9., 16. og 17. august.

Man kan læse mere på www.operahedeland.dk