
Lige nu er gangtunnelen under Nordre Ringvej mellem Rigshospitalet Glostrup og Østervej spærret - og sådan vil det være indtil starten af sommeren 2021.
Siden juli måned sidste år har Hovedstadens Letbanes entreprenør, Per Aarsleff, været i fuld gang med at forlænge gangtunnelen, så der bliver plads til letbanen på den vestlige side af Nordre Ringvej - altså den side hospitalet ligger på. Derudover ombygger de tunnelens op- og nedgange, så passagen mellem letbanen, ringvejen og hospitalet bliver så let og fremkommelig som mulig.
Hovedstadens Letbane har produceret en video, hvor byggeleder Cihad Dönmez viser rundt på byggepladsen ved gangtunnelen og giver en status på arbejdet.
Artiklen fortsætter under videoen
Indtil videre har byggefolkene blandt andet nedbrudt rampen og væggene udenfor tunnelen, og inde i tunnelen har de nedbrudt dæk, vægge og gulv. I forbindelse med nedbrydningen af dækket har de også håndteret flere indstøbte kabler, og så har de udgravet til afvanding og bundplade i nederste del af tunnelen.
Letbanen skal køre langs med den trafikerede Nordre Ringvej, og derfor er det vigtigt, at det fortsat er muligt for borgere samt patienter og ansatte ved hospitalet, at krydse ringvejen nemt og sikkert - også når letbanen kommer.
Generelt bliver letbanen og dens stationer bygget, så det altid er nemt at færdes omkring dem, fx med lysregulering til fodgængere, så det er sikkert at passere veje, når man skal til eller fra stationerne.
Hovedstadens Letbane forventer, at gangtunnelen ved Rigshospitalet i Glostrup bliver færdig i starten af sommeren 2021.
Når man i dag skal krydse Nordre Ringvej, kan man i stedet benytte fodgængerovergangen umiddelbart syd for gangtunnelen eller fodgængerovergangen ved Kindebjergvej.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her